Fællesskabet er dét, der rykker livet videre
71-årige Hanne Roland Larsen er gået ind i sit 22. år som konsulent i Dansk Blindesamfund. Grunden til hendes trofaste arbejdsindsats bunder i lysten til at gøre en forskel for det enkelte menneske ved at bruge sine egne erfaringer fra livet som synshandicappet.
Tekst: Camilla H. Gjedde Foto: Jakob Helbig
Hanne Roland Larsen bor i Silkeborg med sin mand, Leif, og har siden 1999 været svagsynet med otte procent restsyn. Hanne har dog altid levet med et såkaldt dovent øje, men i 1999 fik hun en blodprop i det ’raske’ øje, der udelukkende gav hende mulighed for at se med sit dovne.
1. juni 2003 blev hun så en del af Dansk Blindesamfunds konsulentordning. En ordning, der for medlemmerne, men også for konsulenter selv, giver stor glæde i livet:
"Det betyder faktisk alt for mig at kunne hjælpe folk videre. I mit liv som synshandicappet skaber det nemlig stor værdi at føle, at jeg stadig kan bruge min livserfaring og viden til at gøre en forskel. Det gør mig helt høj at hjælpe andre på denne måde", fortæller Hanne.
Da Hanne selv mistede synet på det raske øje, røg hun ned i et stort sort hul. Hun husker tydeligt dagen, hvor det hele skete, og dagen startede med, at hun gav sin hund mad, gjorde sig klar til at drage mod Århus, og på vej over et fodgængerfelt inde midt i den jyske hovedstad indtraf så blodproppen, der ændrede hendes liv:
"Blodproppen strøg lige igennem øjet og ødelagde det, den skulle. Det var frygteligt at opleve, hvordan jeg startede dagen med selv at kunne køre ind til Århus, som jeg plejer, og så slutte med ikke selv kunne køre hjem igen. Fra den dag kom jeg aldrig til at køre bil, cykle eller se igen. Det var hårdt at opleve, hvordan mit liv ændrede sig på et splitsekund", forklarer hun.
Ensomheden fylder
Når Hanne møder et medlem første gang, møder hun også ofte ensomheden. Og hun husker og genkender den selv fra det hul, hun selv var i efter sit synstab. Førhen plejede personen måske at gå til en sport, at bidrage aktivt i en bestemt klub eller møde mennesker i forbindelse med sit arbejde. Det kan personen bare ikke mere pga. sit synshandicap. Eller det tror de i hvert fald ikke, de kan:
"Vi konsulenter har flere ting, vi hjælper medlemmerne med. Når vi møder dem i starten af deres synshandicap, sidder mange først og fremmest med følelsen af ensomhed samt ikke at kunne gøre noget selv mere. Og er det netop ensomheden, der fylder mest, er det for mig vigtigt at forsøge at få dem med i vores fællesskaber, hvor de kan møde andre ligesindede", siger konsulenten og tilføjer:
"Igennem tiden som konsulent har jeg oplevet, hvor meget det betyder at møde andre i samme situation som én selv. Så oplever man, at livet faktisk også er fantastisk på trods af manglende syn.
Så tager de ”alt det andet punkt for punkt bagefter,” fortæller hun og refererer her til de praktiske ting, der også hører med til de råd og den vejledning, de som konsulenter giver til medlemmerne i forbindelse med hjælpemidler, ansøgninger til kommunen samt tips og tricks til hverdagsgøremål. Hjælp, der i hendes optik er med til at gøre rejsen mod et mere selvstændigt liv nemmere at overskue.
Medlemmernes stærke bånd
Hanne er konsulent i Skanderborg, Silkeborg, Odder og Samsø, hvor hun og hendes kolleger mødes med medlemmerne i deres lokale klubber en gang om måneden. Netop fællesskabet her, men også på Fuglsangcentret, er noget, hun oplever, der gør en stor forskel hos det enkelte medlem.
Hun oplever, hvordan medlemmer, der kommer i klubben første gang, næsten ikke tør gå ind ad døren. Men lynhurtigt bliver de en del af det stærke fællesskab og det netværk, der opstår i mødet med andre, der forstår de udfordringer 1:1, man som synshandicappet står med hver eneste dag:
"For nogle er det svært at tage afsked, og nærmest med tårer i øjnene krammer de hinanden farvel, indtil de ses igen til næste møde. Det er så stærkt et bånd og stærk en forståelse, de har til og for hinanden, at det for nogle endda helt er svært at undvære hinanden", siger Hanne og slår fast:
"Det er dét, det hele drejer sig om. Fællesskabet. Fællesskabet er virkelig det, der rykker livet videre".
At kunne være med på rejsen hos et andet menneske er for Hanne guld værd. Og igennem 22 år som konsulent har der da også været mange stærke oplevelser – én især står hende klarest.
Ledsaget tilbage til livet
Særligt husker Hanne et medlem, hun mødte, da livet for ham var sværest og allermørkest. Livslysten var ved at rende ud, fortæller hun og forklarer, at hver gang, hun besøgte ham, var det tydeligt, hvor svært han havde det med sit synstab samt den ensomhed, han følte i forlængelse heraf:
"Det var helt forfærdeligt at opleve på hans vegne", siger hun.
Først efter flere besøg fik hun skabt interesse for de muligheder, Dansk Blindesamfund kunne tilbyde ham. Herefter fik Hanne ham overbevist om at besøge en af klubberne, og hun glemmer aldrig, hvor svært det var for ham at komme afsted – men heller aldrig, hvordan hans liv ændrede sig derefter:
"Vi tog imod ham med åbne arme og var rigtig glade for at se ham. Det var tydeligt at mærke, hvordan han blomstrede op, da han mærkede det. Siden da har han været med til alle møder i klubben".
Hanne ledsagede ham senere til kurset ’Når synet svigter’ på Fuglsangcentret, fordi han var utryg ved selv at tage af sted. Da kurset to dage senere var slut, ledsagede hun ham tilbage til hjemmet. Uden hendes støtte til og fra Fuglsangcentret, var han aldrig kommet afsted, forsikrer Hanne:
"Han mødte andre i samme situation, og det har hjulpet ham med at finde vejen tilbage til livet. Det er helt fantastisk", siger hun og forklarer, at hun stadig ringer og hører, hvordan han har det, og at hun mærker hans glæde igennem røret, når han hører, det er hende i den anden ende:
"Så siger han: ”Hej Hanne! Tænk, at det nu er dig, der ringer til mig – det plejede at være omvendt”.