FN anerkender vigtigheden af punktskrift: Gør 4. januar til international Braille-dag
FN har tilsluttet sig Verdens Blindeunions fejring af 4. januar som verdens Braille-dag. Ved at vedtage 4. januar som Braille-dag anerkender FN vigtigheden af punktskrift for blinde internationalt.
Formålet med World Braille Day, der hvert år fejres den 4. januar, er at gøre opmærksom på vigtigheden af braille som et middel til at omdanne det skrevne ord til taktil form til gavn for blinde og svagsynede verden over.
Det er derfor en dejlig nyhed, at FN forleden har valgt at gøre 4. januar til en international mærkedag.
”Det er med til at skabe opmærksomhed og forståelse for, hvor vigtig punktskrift er for inklusionen af blinde og svagsynede i samfundet. Forhåbentlig kan markeringen også medvirke til at skabe et fokus på adgangen til punktskriftmaterialer i Danmark og rundt omkring i verden. Vi ser frem til at fejre dagen og opfinderen af punktskriften, Louis Braille, som blev født den 4. januar for 210 år siden,” siger Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund.
Franskmanden Louis Braille opfandt allerede punktskriften som teenager, efter han ved en ulykke blev blind som barn.
Du kan læse et portræt af Louis Braille og hans vigtige opfindelse her
Skaber glæde internationalt
Nyheden om FN's anerkendelse af Braille-dagen har også vakt glæde internationalt.
Præsidenten for Verdens Blindeunion, Fred Schroeder, ser det som et vigtigt fremskridt, fordi braille er vejen til læsefærdigheder for blinde og dermed også grundlaget for uddannelse og integration på arbejdsmarkedet.
Ms. Donatilla Kanimba fra Rwanda, som er anden vicepræsident i Verdens Blindeunion, lægger vægt på, at blinde børn i Afrika ikke kan uddanne sig, hvis de ikke har adgang til braille-materiale. Hun er derfor taknemmelig for FN's anerkendelse af dagen, og opfordrer regeringer til at øge adgangen til braille i skoler.