Fredagens Førerhund og Frivillig Fredag
I dag hylder vi vores foderværter og deres uvurderlige indsats for førerhunde og mennesker med synshandicap.

I dag er det Frivillig Fredag, og vi vil gerne sende en kæmpe tak til alle vores fantastiske foderværter. Jeres indsats er uvurderlig – I giver hvalpene kærlighed, tryghed og træning, og I giver samtidig frihed og selvstændighed til blinde og stærkt svagsynede, når hvalpene bliver til dygtige førerhunde.
En af dem, der fortjener en særlig tak, er Bente, som gennem årene har passet syv af vores hvalpe – Marco, Sigurd, Bella, Silver, Tell, Tila og Mynthe. Som fodervært træner og socialiserer man hvalpen i halvandet år, indtil den er klar til næste skridt hos førerhundeinstruktøren. Det kræver tid, tålmodighed og stort engagement, men det giver også oplevelser, fællesskab og følelsen af at gøre en forskel.

Bente blev fodervært, fordi hun har en veninde, som er blind, så hun har selv oplevet, hvilken forskel en førerhund kan gøre. Hun beskriver det som en gave at følge hvalpenes udvikling og glædes over det fællesskab, der findes blandt foderværterne, når de mødes til træning og foderværtstræf.
Hvalpene indgår i Bentes hverdag og er med på markeder, stranden og camping, så de lærer at håndtere mange forskellige miljøer. Selvom det kan være svært at sige farvel, når hundene skal videre i træning, opvejer glæden ved at se dem vokse og gøre en forskel alt det svære.
Bente opfordrer alle, der overvejer at blive fodervært: Gør det! Det er sjovt, hyggeligt og enormt givende.
Vi sender en stor tak til Bente og alle vores foderværter – uden jer fandtes der ingen førerhunde og ingen firbenede helte, som gør en livsændrende forskel hver dag.