”Glæden over at se et menneske rykke sig er svær at beskrive med ord”
Som konsulent hos Dansk Blindesamfund møder Mohammed Alsaadi mange forskellige mennesker, og at kunne bruge erfaringer og udfordringer fra sit eget synshandicap til at så de frø, der er med til at rykke mennesker videre, er i hans optik en stor gave – og til stor inspiration for sig selv.
Tekst Camilla H. Gjedde
32-årige Mohammed har været synshandicappet hele sit liv. Et liv, der ikke altid har været lige let. Især i ungdomsårene med fart over feltet gjorde synshandicappet livet udfordrende, hvilket mest af alt skyldtes, at han ikke kunne acceptere livsvilkåret som blind. Blandt andet resulterede det i, at han ikke rigtig brugte hjælpemidler i det offentlige rum – det føltes nemlig både pinligt og unaturligt for ham:
"Det var for eksempel flovt at gå med blindestokken, indtil jeg blev 16-17 år. Så jeg prøvede mig frem i ungdomslivet uden hjælpemidler, selvom det både var utrygt og virkelig udfordrende. Men jeg kunne simpelthen ikke se stokken som en del af mig på det tidspunkt i mit liv", forklarer han.
At han selv har stået midt i en livskrise, er noget af det, han bruger i sit arbejde som en del af Dansk Blindesamfunds konsulentordning. Alt sammen for at gøre det muligt for medlemmerne at have noget at spejle sig i. Han ved nemlig lige præcis, hvilke tanker, følelser og bekymringer der fylder i krisen:
"Selvom jeg er født blind, har jeg altså ikke altid været okay med mit synshandicap. Og at være et eksempel på, at man godt kan nå et sted hen, hvor man er afklaret med sit liv på trods af manglende syn, giver mange blod på tanden til at finde glæden til livet igen", siger Mohammed.
Et personligt valg mellem folks meninger og livet
Mohammed begyndte først selv at acceptere sit synshandicap, da han var omkring 16-17 år. Selvom det ikke var blindestokken, der definerede, hvorvidt han accepterede det eller ej, var det alligevel en helt særlig oplevelse, hvor brug af stokken netop kunne have gjort en forskel, der rykkede hans perspektiv på tilværelsen.
Dengang boede Mohammed på Nørrebro i København. Han stod på fortovet og ventede på bussen, da en dame gik over vejen. Mohammed fulgte med, men hans synshandicap gør, at han med kun 1 pct. syn tilbage udelukkende kan se skygger. Da damen begyndte at gå, troede han altså, at der var fri bane, men kort tid efter vendte damen om, og det samme skyndte Mohammed sig at gøre:
"Da jeg begyndte at gå tilbage, kom en cyklist bragende ind i mig", siger han.
Mohammed havde ingen mulighed for at se cyklisten, men cyklisten havde heller ingen mulighed for at se, at Mohammed var blind. Cyklisten nåede derfor ikke at stoppe op, og Mohammed blev påkørt. Men det var ikke skrammerne fra påkørslen, der gjorde mest ondt. Det gjorde ordene fra cyklisten:
”Hvor fanden er din blindestok?” råbte han til mig. Jeg blev selvfølgelig forskrækket og fik fremstammet, at den var væk. Jeg følte mig totalt flov over, at han spurgte, fordi det var så tydeligt, at jeg ikke kunne se – også selvom jeg ikke havde en blindestok. Det var simpelthen så dumt", siger han.
Bagefter tænkte Mohammed, at påkørslen ikke var sket, hvis han havde brugt sin blindestok. Han følte sig samtidig heldig over, at det ’bare’ var en cyklist og ikke en lastbil, der ramte ham. I så fald var det ikke sikkert, han havde været her i dag, forsikrer han og forklarer, at tankerne herefter fik frit løb:
"Det blev pludselig et spørgsmål om, hvad der var vigtigst for mig: hvad folk tænker eller mit liv?"
At snakke til følelserne
Lige siden ulykken har Mohammed brugt sin blindestok hver dag. Ofte fortæller han historien til medlemmer, der selv kan få stor glæde af at bruge stokken, men som har brug for et lille skub til rent faktisk at gøre brug af den i praksis.
De reagerer ofte med: ”Gik du virkelig uden stok så længe, selvom du er født blind?” fortæller Mohammed og forklarer, at han derefter altid forsøger at bruge historien til at tale direkte til det pågældende medlem – simpelthen for at skubbe kærligt på.
Han spørger derfor altid: ”Så hvad hvis du selv endte i den situation? Du har også en mor, et barn eller børnebørn at tænke på,” og forklarer, at det altid er godt at tale til følelserne:
"Det sætter virkelig nogle dybe tanker i gang, siger han og tilføjer, at han dog altid bruger sit relationsarbejde til at mærke, om medlemmet er et sted, hvor personen er klar til at modtage det lille ’skub’":
"Jeg er altid meget professionel og bringer min personlighed samt mine egne livserfaringer i spil. Det gør indtryk og får folk til at tænke, at ”så skal jeg måske også prøve at bruge den blindestok en dag”, siger Mohammed.
En virkelig forskel i det virkelig liv
Når Mohammed tænker over alle de mange mennesker, han har mødt som konsulent indtil nu, kan han ikke undgå at tænke på et særligt menneske. Et medlem, der kæmpede med angst, depression og ensomhed, og som Mohammed hjalp videre, da medlemmet var omkring 25 år:
"Da jeg mødte ham første gang, brugte han meget energi på at bekymre sig over, hvad andre tænkte om ham. Han fik angst, når han skulle med toget, og havde ondt i maven over, at hans venner ikke forstod hans livssituation", fortæller Mohammed og siger, at han brugte meget tid på at bygge en stærk relation op til medlemmet for at skabe tillid – over tid rykkede han sig lige så stille i små skridt:
"I dag har han fået angsten under kontrol, accepteret sin situation, er begyndt at se mennesker igen og har virkelig fået styr på sit liv. Jeg har måske to procent aktie i hans sejr, men alle små ting i den her rejse er med til at gøre det hele muligt. En rejse, der var hård, og som virkelig har berørt mig meget", forklarer Mohammed.
Han slutter af med at fortælle, at mange ser konsulenterne som rollemodeller, fordi de har vendt det negative og det mørke til et godt liv med masser af mening. På trods af deres synshandicap. Men dette medlem er et eksempel på, at rollerne også sagtens kan byttes rundt, afslutter han:
"Det her menneske er en kæmpe inspiration for mig. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor meget det rør mig at opleve, hvordan vi som konsulenter virkelig gør en forskel derude i det virkelige liv".