Global Accessibility Awareness Day

I dag fejrer vi Global Accessibility Awareness Day, hvor vi sætter fokus på digital tilgængelighed – en udfordring der desværre stadig er ret stor i Danmark.

Mie arbejder på sin computer med zoomtekst

Ifølge en undersøgelse af 526 offentlige hjemmesider og apps, som Rigsrevisionen foretog i 2023, overholder over halvdelen ikke de tilgængelighedskrav, de er underlagt.

Det er ikke blot kritisabelt, at offentlige hjemmesider og apps ikke overholder grundlæggende tilgængelighedskrav, det gør også hverdagen unødigt besværligt for blinde og svagsynede mennesker. At navigere på utilgængelige hjemmesider kræver en urimelig indsats og meget besvær, og alt for ofte ender det med, at blinde og svagsynede må opgive og bede om hjælp.

Mange blinde og svagsynede hænger i med det yderste af neglene, når det kommer til at bevæge sig rundt på offentlige myndigheders hjemmesider, og i Dansk Blindesamfund håber vi, at Rigsrevisionens kritik vil medvirke til, at der fra offentlig side vil komme et langt større fokus på EU's webdirektiv og den tilhørende danske lovgivning, så også vi i fremtiden kan tilgå hjemmesider på lige fod med andre danskere.

I Dansk Blindesamfund har vi forsøgt at give vores bud på en tilgængelig og imødekommende hjemmeside, idet vi I februar 2024 lancerede en helt ny hjemmeside i samarbejde med firmaet Tresyv. Hovedfokus gjaldt tilgængelighed og en god brugeroplevelse, uanset om man er blind, svagsynet eller seende. Vores mål har været og er, at det skal være nemt og intuitivt at navigere rundt, ligesom hjemmesiden skal være tilgængelig for blinde og svagsynede. I den forbindelse har vi haft meget stor glæde af samarbejdet med  digitale tilgængelighedseksperter  hos hhv. Inqlude IT og Inklusio. Efter hver fase i hjemmesideudviklingen blev tilgængelighedseksperterne inddraget. Tresyv og vi fik værdifuld feedback, som så kunne omsættes til endnu mere tilgængelige løsninger.

Nominering til Danish Digital Awards

Som en meget spændende ekstra gevinst ved samarbejdet med Tresyv er det lykkedes os at få vores nye hjemmeside nomineret til Danish Digital Awards i kategorien best in UX (user experience). Det er vi meget glade for, og vi håber med nomineringen at kunne skabe øget opmærksomhed omkring digital tilgængelighed.