Grundskolen svigter, og blinde og svagsynede børn betaler den største pris
Grundskolen svigter, og blinde og svagsynede børn betaler den største pris
Af Diana Stentoft, næstformand. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 8, 2024.
Noget af det, der i det daglige arbejde påvirker mig mest og gør mig rigtig trist, er, når vi møder børn, unge og familier, hvor hverdagen ikke kan hænge sammen, og hvor læring og trivsel er udfordret. Det kan være blinde og svagsynede børn, der ikke kan følge med fagligt, fordi en skole mangler den nødvendige viden om, hvordan man kan tilrettelægge undervisningen, så den bliver for alle børn i klassen. Det kan være familier, der fortvivler over, at kommunerne i deres udmåling af støtte slet ikke tager højde for synsfaglige udredninger og anbefalinger, og det kan være unge mennesker, der bare ikke magter at skulle overskue både livet som elev eller studerende og samtidig have et synshandicap, fordi man, udover det alle andre elever og studerende skal, også skal søge kommunen om ledsagelse, handicapkørsel, praktisk hjælp og hjælpemidler for at få dagligdagen til at hænge sammen. Og jo, så er man også selv ansvarlig for at sikre, at de bøger og det materiale man skal bruge, bliver bestilt hos Nota, hvilket kræver forhandlinger med alle de undervisere, man møder.
De nyeste tal trukket fra Danmarks Statistik viser, at 46 procent af vores medlemmer i alderen 30 – 34 år har folkeskolen som højeste uddannelse. I befolkningen som helhed er det tal 15 procent. I en tid og et samfund, hvor en kompetencegivende uddannelse nærmest er en forudsætning for at få en plads på arbejdsmarkedet, er det tal skræmmende højt. Det er også et tal, der fortæller noget om, at vi dag har et uddannelsessystem, der allerede helt fra starten har svært ved at levere den støtte og de rammer, et blindt eller svagsynet barn har brug for for at lære og for at indgå i det store sociale fællesskab.
Men det er dumt og urimeligt og også i strid med FNs handicapkonvention, når børn og unge ikke modtager den støtte der skal til, for at de også kan være med både fagligt og socialt. For det første har det rigtig store omkostninger for den enkelte, for uden uddannelse er man ofte henvist til en passiv offentlig forsørgelse på ofte meget små ydelser som kontanthjælp. Og for det andet så er det på alle måder økonomisk uklogt at fastholde helt unge mennesker i en tilværelse, hvor man ikke får en chance for at udvikle sig, som man ønsker, eller at blive en del af uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet.
I dag er det op til den enkelte kommune, hvordan og hvor meget man vil støtte blinde og svagsynede børn i grundskolen. Og det er op til kommunen at sikre, at den nødvendige viden om blinde og svagsynede børn og deres udvikling er til stede i daginstitutioner og skoler. Der findes en forløbsbeskrivelse og andet materiale, der ret detaljeret beskriver, hvordan man kan sikre synshandicappede børns udvikling, og der findes specialviden i kommunikationscentre og på Synscenter Refsnæs. Alligevel er det langt fra altid, at den viden bliver brugt, og konsekvenserne for de blinde og svagsynede børn og deres familier er helt håndgribelige og meget alvorlige. Det presser ikke alene det enkelte barn men hele familien, når mor eller far må forsøge at kompensere for manglende faglig støtte i skolen, og det er svært at finde glæden og optimismen frem, når man hver dag ser sit barn mistrives social og blive sat udenfor det fællesskab, en skoleklasse også er.
Det er på tide, at man politisk forholder sig til, hvordan man vil sikre, at grundskolen ikke bare i teorien men også i praksis er inkluderende, også for børn med synshandicap. Vi kan ikke være tjent med, at vi i dag har en grundskole, hvor det er almindeligt accepteret i kommunerne, at blinde og svagsynede børn må hutle sig igennem deres skoletid med utilgængelige digitale løsninger og minimal viden på skolerne om, hvordan man skaber inklusion for blinde og svagsynede elever. I Dansk Blindesamfund kommer vi til at have fokus på vilkårene for blinde og svagsynede børn og deres familier. Det er kommunernes ansvar at sikre, at de tilbyder alle børn i folkeskolen en forsvarlig grunduddannelse, og det ansvar skal tages alvorligt.