Handicapområdet har brug for en specialeplan – men den kan ikke stå alene
En specialeplan kan sikre, at der er specialiserede tilbud af høj kvalitet. Der er dog også brug for, at socialrådgiverne bliver klædt bedre på, skriver Signe Færch og Diana Stentoft.
Forestil dig, at du har mistet synet. Du forsøger at finde vej i et liv, der pludselig er vendt på hovedet: Hvordan skal du nu passe dit arbejde, hente dine børn i fritidsordningen og lave mad derhjemme?
Du tænker, at der er hjælp at få, men når du kontakter kommunen, møder du et system, hvor tiden til at afdække dine behov er sparsom, hvor ventetiden er lang, og hvor viden om synstab helt naturligt er begrænset. Samtidig aner du, at økonomien trykker, og du bliver i tvivl, om den rette hjælp overhovedet er inden for rækkevidde.
Forestil dig samtidig den socialrådgiver, som sidder med den blinde borgers sag. Hun vil gerne hjælpe, men hun er ikke lige ekspert i synshandicap, og hun har med sine 95 borgere i sagsstammen heller ikke den bedste tid til at søge rådgivning udefra.
Samtidig virker hendes leder ikke særlig optaget af en rådgivning udefra, der kan komplicere sagen. Budgettet er nemlig stramt, og den bevilligede støtte skal helst ikke føre til budgetoverskridelser, så måske kan vi »liiige prøve denne her løsning først«, som i øvrigt er et af kommunens egne tilbud. Det bliver i hvert fald ikke borgerens behov og fagligheden, som får lov til at veje tungest, fornemmer socialrådgiveren.
Specialeplan kan ikke stå alene
De to eksempler her viser, at selvom borgeren og socialrådgiveren sidder på hver sin side af bordet, så oplever de det samme: At en presset økonomi og sparsom tid spænder ben for retssikkerheden og fagligheden på handicapområdet.
For at gøre op med det, er der grundlæggende brug for en forpligtelse til at inddrage, i dette tilfælde, synsfaglig viden og følge de anbefalinger, fagpersoner kommer med. Det bør ske ved at implementere den specialeplan på handicapområdet, som længe har været på tegnebrættet, men som gang på gang har været udskudt.
En specialeplan kan sikre, at der er specialiserede tilbud af høj kvalitet til de borgere, der har brug for det – uanset hvor i landet, de bor, og en specialeplan kan sikre, at kommunernes sagsbehandling og visitation hviler på solid faglig viden i sager om små og komplekse målgrupper.
Specialeplanen kan dog ikke stå alene. Der er også brug for at klæde socialrådgiverne bedre på, så den specialiserede viden naturligt efterspørges og finder vej til visitationen og den opfølgende sagsbehandling. Dette bør ske ved at oprette en særlig handicaprådgiveruddannelse for de socialrådgivere, som ønsker at specialisere sig i dette felt.
Kommunernes økonomi er presset
To andre forudsætninger skal også være på plads, hvis man skal lykkes med at forbedre forholdene for såvel borgere som socialrådgivere.
Den ene forudsætning handler om at sikre en større faglig frihed. Vi skal holde op med at hegne socialrådgivere og borgere ind af skemaer og visitationsudvalg. I stedet skal socialrådgiverne – sammen med borgerne – have frihed til at finde frem til den fagligt set bedste løsning og beslutningskompetence til at træffe den rette afgørelse. Med afsæt i borgerens behov snarere end kommunens økonomi.
Den anden forudsætning handler om at sikre flere ressourcer. Både til sagsbehandlingen, så denne ikke trækker ud, fordi socialrådgiveren sidder med ansvaret for alt for mange borgere på én gang – men også så borgeren tilbydes den rette løsning første gang.
Det skal ikke være sådan, at kortsigtede økonomiske hensyn får lov til at veje tungere end borgernes behov og medarbejdernes faglige vurdering. Det er desværre nogle gang tilfældet i dag, hvor kommunernes økonomi er presset.
En blind borger forbliver blind gennem hele livet, og ser man mere langsigtet på indsatser, vil inddragelse af synsfaglig viden og bevilling af relevante indsatser fra begyndelsen, vise sig at være en langt bedre investering for både borgere og samfund, end tilfældige tilbud, som kun kan konkurrere på prisen.
Vi håber, at politikerne på Christiansborg og ude i kommunerne er klar til at sætte ind – for at styrke fagligheden, højne friheden og løfte økonomien. Det er nemlig helt nødvendigt for at løse de udfordringer på handicapområdet, som rammer både borgere og socialrådgivere.