Højt humør og venskaber på sommerskole

Der er stor tilslutning til årets sommerskole for elever med synshandicap på Synscenter Refsnæs. I hverdagen kæmper mange for at være en del af fællesskabet i klassen, hvor de naturligt skiller sig ud fra deres seende kammerater. Men på sommerskolen er de en del af fællesskabet og knytter langvarige venskaber.

Det summer af sol og sommer, hvilket er ensbetydende med den årlige sommerskole på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. 75 blinde og svagsynede børn er klar til at tjekke ind på sommerskolen fra den 26. juni til den 1.juli. Det er 54. gang, at teltpladsen i Kalundborg skal summe af høje hvin og glade børn. Sommerskolen arrangeres i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund, og Parasport Danmark er medarrangør, så børnene kan glæde sig til en uge spækket med udendørs aktiviteter i vand og på land.

Ubrydelige venskaber 

Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synshandicap skiller sig ud fra deres klassekammerater. På sommerskolen møder de andre børn og unge med et synshandicap, hvilket giver eleverne en god mulighed for at sparre med og spejle sig i hinanden. Ugen har derfor ganske særlig betydning for de mange børn med synshandicap, som vender tilbage år efter år og mødes med ligestillede. Der er opstået tætte venskaber på tværs af landet, og børnene har fået vished om, at de ikke er de eneste, som lever med et synshandicap.

Fra søndag til tirsdag afholdes der også tre dages MINI-sommerskole for de mindste elever fra i alderen 6-10 år. De deltager sammen med deres lokale synskonsulent eller anden ressourceperson, der introducerer eleven til lejrlivet. Debuten i 2021 var en stor succes, hvilket i den grad fortjener en gentagelse. 

Pulsen op og sjov

Sommerskolens tema er i år "Aktiv Fritid". Mandag morgen åbnes sommerskolen officielt, og så er bolden givet op til en række aktiviteter ugen igennem med bevægelse som det gennemgående tema. Både på den lokale idrætsplads, i svømmehallen, gymnastiksalen og i Tømmeruphallen i Kalundborg vil der være aktiviteter, der indbyder til sjov og fællesskab.

De yngste indleder ugen med svømmeundervisning i svømmehallen, mens de ældste elever prøver kræfter med dans. Sommerskolen får nemlig besøg af danser Soffie Dalsgaard fra Vild med dans, som skal dele sin danseglæde med børnene. Deltagerne skal også afprøve deres fysiske og mentale styrke i den japanske kampsport judo, og så lægger Tømmeruphallen vægge til klatring. Sommerskolen afsluttes med den traditionsrige mini-triatlon, som afvikles for tiende gang.

Aktiviteter på børnenes præmisser

Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telt og tilbereder selv maden på bål. Eleverne kan derfor glæde sig til en uge spækket med sjove aktiviteter og tætte venskaber, hvor eleverne udfordres i trygge rammer, så de får succesoplevelser, de kan medbringe i deres hverdag. Sommerskolen er derfor med til at flytte grænser, styrke selvværdet og den enkeltes mod på at klare ting på egen hånd.

”På sommerskolen bliver eleverne inkluderet og får læring, som de tager med sig hjem til deres nærmiljø. De drager nogle erfaringer, som de kan byde ind med derhjemme. Sommerskole skal derfor gerne bane vejen til inklusion”, fortæller Annette Petersen, som er sommerskoleleder.