Hold ledelinjen fri

Den 15. oktober markerer vi Den Hvide Stoks Dag, hvor Dansk Blindesamfund i år sætter fokus på et overset problem: blokerede ledelinjer. Når ledelinjerne spærres af cykler, skilte, stativer eller cafémøbler, skaber det utryghed og farlige situationer for blinde og svagsynede, der færdes i byen.

Blåt mærkat til at sætte på genstande, der blokerer ledelinjer

For at sætte fokus på problemet har vi lavet blå mærkater, som kan sættes på ting, der blokerer ledelinjerne. På mærkaterne står der: “UPS! Jeg står på en ledelinje. Flyt mig” – sammen med Dansk Blindesamfunds logo.

Hvad er en ledelinje?

"De færreste lægger mærke til ledelinjerne eller forstår, at de forhøjede flader eller knoppede felter i belægningen bliver brugt af blinde og svagsynede til at navigere efter i det offentlige rum. De fungerer som en form for vejviser, der, med hjælp fra den hvide stok, leder mennesker med synshandicap sikkert gennem byen", fortæller landsformand i Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft.

Hun fortæller også, at ledelinjerne dog kun fungerer som den vigtige vejviser, de er sat i verden for at være, indtil de ikke gør det mere:

"For blinde og svagsynede er blokerede ledelinjer både farligt og utrygt, da muligheden for at orientere sig rigtigt og sikkert på for eksempel et fortov, en vej eller på togperronen pludselig forsvinder. Alt sammen fordi, en parkeret cykel, et cafébord, et skilt eller noget fjerde blokerer ledelinjen. I så fald forsvinder vores vejviser, hvilket skaber utryghed, usikkerhed og for nogle panik."

Klik på videoen og bliv klogere på, hvordan ledelinjer giver blinde og svagsynede frihed – og hvor afgørende det er, at de ikke bliver spærret.

Opfordringen er klar

"Når alle hjælper med at holde ledelinjerne fri, skaber det en vigtig og uvurderlig frihed for alle blinde og svagsynede. Derfor håber vi, at denne oplysningskampagne kan hjælpe os et skridt tættere på, at vi i fællesskab kan gøre Danmark til et mere sikkert sted for synshandicappede at færdes", afslutter Diana Stentoft.

Ved at flytte bare én cykel eller et skilt gør du også en forskel.
Sammen kan vi skabe mere tilgængelige byrum - og sikre, at alle kan færdes frit.

Støt og giv frihed:

Fakta: Hvad er en ledelinje?

Et ledelinjesystem er en taktil afmærkning, der anlægges for at skabe et sikkert og trygt miljø for mennesker med synshandicap. Ledelinjesystemet består af ledelinjer, retnings- og opmærksomhedsfelter, der anvendes som hjælp for blinde og svagsynede til at: orientere sig, markere gangforløb, holde retningen mod et mål, forbinde vigtige knudepunkter, gøre opmærksom på særlige interessepunkter, forhindringer eller farer.

Kilde: TiBS -Tilgængelighed for Blinde og Svagsynede