Hvis det er svært at møde et handicap – så mød mennesket
Usikkerhed præger mødet med mennesker med handicap. 8 ud af 10 danskere ved ikke, hvordan de skal handle. Det sætter kampagnen Mød mennesket fokus på.

På International Handicapdag sætter vi fokus på kampagnen Mød mennesket fra Danske Handicaporganisationer og giver ordet til 16-årige Zander, som er blind og deler sine erfaringer i kampagnefilmen.
Zander sanser med ørerne, og musikken er blevet hans store passion. Musik gør ham glad og giver ham et rum til at udtrykke sig frit. Han drømmer om at blive radiovært og dele sit gode humør og sin kærlighed til musikken med lytterne. Det gør han allerede hver onsdag klokken 19-21, hvor man kan tune sig ind hos ”Den blinde DJ Zander” på streamingplatformen twitch.
Zander oplever ofte, at mennesker møder ham positivt, når han fortæller, at han er blind. Han bliver glad, når folk tør række ud og spørge, om han har brug for hjælp. Men han ved også, at mange bliver usikre. Hans bedste råd er derfor, at man kommer længst med at være åben og ærlig:
“Man skal prøve at blive bedre til at gå over og spørge, hvis man er i tvivl om en person med handicap har brug for hjælp. Også selvom man er genert”, siger Zander Holm Sandberg.
Kampagnen Mød mennesket, som Dansk Handicaporganisationer står bag, sætter fokus på, hvordan vi bliver bedre til at møde hinanden. En kampagne som de kommende år skal skabe en samtale blandt danskerne om berøringsangst og fordomme overfor mennesker med handicap og styrke mødet mellem mennesker med og uden handicap.
For første gang belyser ny undersøgelse nu, hvad den usikkerhed betyder for mennesker med handicap. Danske Handicaporganisationer har spurgt 1000 danskere med handicap, hvordan de oplever mødet med andre og den usikkerhed, som et stort flertal af danskerne i en tidligere undersøgelse har givet udtryk for. Og rundspørgens resultaterne er markante.
- 8 ud af 10 danskere føler sig usikre på, hvordan de skal møde et menneske med handicap
- 3 ud af 4 mennesker med handicap har oplevet negative møder med mennesker uden handicap
- 3 ud af 10 oplever lavere selvværd som følge af disse møder
- 9 ud af 10 vil helst tale om hverdagslivet frem for deres handicap
Konsekvensen kan være, at man trækker sig fra fællesskaber, man ellers gerne ville være en del af, eller forsøger at nedtone sit handicap for at passe ind.
Derfor er kampagnen Mød mennesket så vigtig. Den skal hjælpe os alle med at turde række ud og møde hinanden. For det er i mødet, vi opdager, at vi har langt mere til fælles, end vi tror, og at usikkerheden langsomt forsvinder.