Hvor ensomheden ender, og juleglæden begynder
Julens hjerte banker på Fuglsangcentret, hvor blinde og svagsynede fejrer juleaften i et trygt fællesskab i stedet for at sidde alene.
Når gæsterne træder ind på Fugl sangcentret, sænker freden sig. Duften af andesteg og gran fylder luften, og lyskæder glimter i vinduerne. Her, midt i vintermørket, finder mange blinde og svagsynede et andet hjem – et sted, hvor de kan være sig selv og mærke varmen fra et fællesskab, der rækker ud over julen.
”Jeg føler mig hjemme her. De er som min familie. Når jeg tager hjem efter en uges jule ophold, er jeg fyldt med gode oplevelser og samvær,” fortæller 89-årige Magda Andersen, der har holdt jul på Fuglsangcentret i mange år.
Ingen skal sidde alene
Traditionelt samles man med familien i julen, men for mange med synshandicap er det en tid, hvor ensomheden presser sig på. Heldigvis findes der et alternativ.
”Jeg har ikke lyst til at sidde alene juleaften. Det ville være alt for trist. Juleaften er fyldt med traditioner, og jeg ved, at alle andre er samlet i stuerne med deres familie. Så er det svært at sidde alene. Det betyder meget for mig at holde jul på Fuglsangcentret, for så bliver det sådan en jul, jeg gerne vil have. Jeg er en del af et fællesskab og har det rigtig hyggeligt. Uden Fuglsangcentret bliver det ikke rigtig jul”, siger Anne Hollænder, 76 år, der har fejret jul på Fuglsangcentret i 26 år.
På Fuglsangcentret mødes omkring 60 gæster – de fleste enlige – til klassisk julemiddag, risalamande og dans om det store juletræ. De synger, griner, går til julegudstjeneste og deler minder fra både livet og synshandicappet.
Fællesskabets varme
At være sammen med ligesindede og at være en del af et fællesskab juleaften betyder alt.
”Her skal jeg ikke forklare noget – de andre ved, hvordan det er at leve med et synshandicap. Det gør ikke noget, hvis man kommer til at vælte noget, eller vi går ind i hinanden. Vi forstår hinanden”, forklarer Magda.
Også Olga Højgaard kender den følelse: ”På Fuglsangcentret kan jeg være mig selv. Jeg behøver ikke at bekymre mig om at spilde eller vælte ting. Ingen undrer sig – vi er alle i samme båd,” fortæller hun.
Olga og hendes forlovede, Peter, har valgt at holde jul på centret for at undgå at sidde alene – og for at mærke den ro, der opstår, når man bliver set og forstået.
”Når jeg er sammen med andre i samme situation, fylder synshandicappet mindre,” siger Olga.
Traditioner og tårer
På Fuglsangcentret er julen fyldt med både latter og eftertænksomhed. Om formiddagen pyntes juletræet, om eftermiddagen går turen til kirke og om aftenen danser de rundt i lange kæder gennem de snoede gange, mens de synger “Nu’ det jul igen.”
Men bag glæden ligger også en stille taknemmelighed. Julevært Frits Øxenholt Nielsen husker sin første jul på centret efter en skilsmisse:
”Jeg fik tårer i øjnene, da orgelmusikken spillede i kirken. Jeg følte mig så alene, men kvinden ved siden af klemte min hånd. Det rørte mig dybt – jeg indså, at jeg alligevel ikke var alene”, forklarer Frits.
En jul fyldt med hjerterum
Julen på Fuglsangcentret handler ikke kun om mad og traditioner. Det er en påmindelse om, at fællesskab og omsorg kan tænde lys, hvor mørket ellers truer.
”Jeg kan ikke forestille mig en jul uden Fugl sangcentret. Her har jeg genfundet juleglæden”, siger Anne.
Den følelse genkender Magda. ”For mig bliver det ikke rigtig jul uden ophold på Fuglsangcentret. Vi er som en stor familie, og jeg tager altid herfra fyldt af glæde og nærvær.”
For Olga er samværet sagen, og hun tøver ikke med en anbefaling: ”Hvis man er ked af at sidde alene juleaften, skal man komme og holde jul med os. Jul på Fuglsangcentret er det bedste.”