Inger arbejder juleaften
Inger elsker sit arbejde som tjener på Fuglsangcentret og særligt i julen, hvor hun er med til at give blinde og svagsynede en god jul.
I december stråler juleglansen om Fuglsangcentret, der hvert år tager imod godt 60 blinde og stærkt svagsynede gæster, der holder jul hos Dansk Blindesamfund. De glade julegæster møder blandt andre Inger, der i årevis har serveret juleaften og nyder at gøre en forskel. Men hun serverer ikke bare mad, hun spreder god julestemning og giver sig god tid til at lytte og snakke med gæsterne.
”Jeg hygger om gæsterne juleaften og sørger for, at alle har det godt. Vi er altid mange på arbejde, så der er tid og overskud til at hygge om gæsterne og høre, hvordan det går”, siger Inger Schønebeck, som har holdt mange juleaftener på Fuglsangcentret, da hun har arbejdet der i 16 år.
Hun elsker at arbejde juleaften, og faktisk har Ingers familie et år været med til julemiddagen. Selv børnebørnene har fejret jul på Fuglsangcentret til stor fornøjelse for både dem og gæsterne, da det ene barnebarn lystigt sang og dansede rundt om juletræet, mens en af gæsterne spillede på klaver.
Julefest med ligestillede
Hvert år inviterer Dansk Blindesamfund til julefest på Fuglsangcentret med alt, hvad der hører til en traditionel jul. Der er and, flæskesteg og risalamande. Julesalmer og dans om træet. Men vigtigst af alt er hygge, god stemning og fællesskabet med ligestillede.
”Dem, som vælger at holde jul på Fuglsangcentret, kommer på grund af hyggen og fællesskabet, da de kan være sammen med andre blinde og svagsynede. Der er et godt fællesskab mellem gæsterne. De opbygger en relation fra år til år, da der er en del gengangere, men der kommer også nye til”, fortæller Inger og fortsætter:
”Der er sørget for det hele, så de skal ikke bekymre sig om noget. De skal bare sætte sig til bords, så tager vi hånd om gæsterne og kræser for dem”, siger Inger, som altid beskriver, hvordan restauranten er pyntet op. Hvilke dekorationer der står på bordene, og hvilken farve dugene og servietterne har. For noget af det som adskiller sig ved at servere for seende og blinde er, at Inger videreformidler alle de visuelle indtryk.
Varmer at gøre en forskel
”Jeg gør mig synlig med mit sprog og lægger altid en hånd på skulderen, så de ved, at jeg er der. Jeg kommunikerer hele tiden og fortæller, hvad jeg gør. Jeg forklarer også, hvad der er på tallerkenen, så de ved, hvor de forskellige retter er placeret. Det gør jeg ved hjælp af uret og siger for eksempel, at flæskestegen ligger klokken tre, kartoflerne klokken seks og sovsen klokken ni”, forklarer Inger, der ikke lider afsavn ved arbejdet juleaften. Tværtimod.
”Jeg er frivilligt på arbejde juleaften, fordi jeg gerne vil være med til at skabe en god jul for andre. Det er dejligt at gøre en forskel for andre og glæde gæsterne, som er enormt taknemmelige og værdsætter vores indsats. Jeg kommer glad på arbejde og går endnu gladere hjem juleaften”, smiler Inger.