Kan du huske Milo?

Måske genkender du Milo fra årets førerhundekalender, hvor han er august måneds nuttede hvalp. Vi har fulgt hans færd på vej mod førerhund.

Da vi mødte Milo første gang, var han en lille pjusket hvalp, der næsten lige var flyttet ind hos sin foderværtsfamilie. På et år er Milo vokset til tredobbelt størrelse og er snart færdiguddannet og klar til at gøre en forskel for en blind eller svagsynet. Selvom der er sket meget, er han stadig ligeså charmerende og uimodståelig.

Schæferhunden Milo som hvalp ligger på græs og kigger direkte ind i kameraet
Copyright Henrik Frydkjær

34 kommandoer

Siden sidst er Milo blevet dygtig – han har lært at stoppe ved kantsten, finde trapper på kommando og lede uden om forhindringer. Når Milo er helt færdiguddannet, kan han adlyde 34 kommandoer. Det dækker blandt andet over retningsbestemte kommandoer som gå frem, til venstre og højre samt finde-kommandoer som find dør, trappe eller kant. Som kommende førerhund vil Milo i fremtiden være et uundværligt hjælpemiddel, der skaber frihed og tryghed for et menneske med alvorligt synshandicap.

Der er dog lidt vej endnu, før Milo endeligt kan påtage sig rollen som førerhund. Hans førerhundeinstruktør John Lundberg forventer, at han er klar til at flytte ind hos sin bruger om et par måneder. Når Milo er godkendt som førerhund, bliver han udplaceret og der sker en samtræning mellem hund og bruger af cirka 20 timers varighed. Her skal hund og bruger vænne sig til hinanden og blive trygge i hinandens selskab.

John går tur med schæferhunden Milo i bøjle og blindestok i den anden hånd
Copyright Henrik Frydkjær

”Han mangler lidt træning i at passere andre hunde uforstyrret. Lige nu vender han hovedet efter dem, men med øvelse skal han nok få det lært. Milos force er hans rolige væsen og gode koncentration på trods af, at han kun er halvandet år”, fortæller John, som træner Milo med masser af ros og godbidder, så han lærer glæden ved at samarbejde med bruger.  

Øvelse gør mester

En helt almindelig dag indebærer luftning fra morgenstunden, hvorefter de går ned på togstationen eller i skolen for at omgås børn og træne på trapper. Et andet yndet udflugtsmål er den lokale kirkegård, hvor der er god mulighed for at øve retningskommandoerne højre og venstre på stisystemerne.

Schæferhunden Milo tæt på med tungen ud af munden
Copyright Henrik Frydkjær

”Milo træner også på Strøget i København, da han skal vænne sig til larmen og de store menneskemængder. Derfor tager vi gerne toget ind til hovedbanen, manøvrerer uden om menneskerne på Strøget til det trafikerede knudepunkt Nørreport, hvorfra vi tager toget til Hellerup og afslutter med en velfortjent frokost på Blindeinstituttet. Så har Milo lært nok den dag”, smiler John, der har 39 års erfaring med at træne førerhunde. Han oplever ofte at blive stoppet af forbipasserende, der gerne vil i kontakt med Milo. Men når han har bøjle på betyder det, at Milo er på arbejde og derfor ikke må forstyrres. Men det fraholder ikke folk fra at give komplimenter og sende beundrende blikke.

Milo gør en forskel

Selvom det er mindre almindeligt med en schæfer som førerhund i Danmark, bemærker John ikke den store forskel, når han træner Milo sammenlignet med andre førerhunde. Selvom Milo er på størrelse med en ulv, skal man ikke lade sig narre, for Milo er rolig og hjælpsom. John er slet ikke i tvivl om, at Milo bliver en god førerhund. Årsagen til at valget netop er faldet på en schæferhund skyldes et specifikt ønske fra den kommende bruger, der tidligere har haft gode erfaringer med en schæfer som førerhund.

John er ved at give schæferhunden Milo bøjle på ude foran Fuglsangcentret
Copyright Henrik Frydkjær

”Milo bliver en god førerhund først og fremmest på grund af hans gode væsen og venlige sind. Han er meget imødekommende og gør ikke, når der kommer gæster, eller det ringer på døren. Ham får den kommende bruger stor glæde af”, siger John, som kommer til at savne Milo, men samtidig ved han, at Milo vil få det godt fremover og får lov til at lave det, han er allerbedst til – at føre en bruger sikkert gennem trafikken.