Kandidattests svigter socialområdet og de mennesker, det handler om
Socialpolitik glimrer ved sit fravær i mediernes kandidattests, og dermed kan vælgerne ikke se, hvordan kandidaterne vil håndtere et af velfærdssamfundets mest komplekse områder, mener Diana Stentoft, Dansk Blindesamfunds landsformand.

Af Diana Stentoft, landsformand i Dansk Blindesamfund. Udgivet i Socialmonitor 6. marts 2026
I en urolig tid er det afgørende, at man som borger har vished for, at man får den tilstrækkelige hjælp, når behovet opstår. Derfor bør socialpolitik fylde langt mere i valgkampen, end tilfældet er.
Handicap diskriminerer ikke. Alle kan blive ramt af sygdom eller et handicap. Socialpolitik er derfor ikke et nicheområde for ’de få’, men en grundlæggende del af trygheden for alle borgere.
Mere end 200.000 danskere modtager hvert år hjælp og støtte efter serviceloven. Det drejer sig om mennesker med handicap, udsatte børn og unge og borgere med komplekse sociale problemer.
Netop derfor er det et demokratisk problem, at socialområdet stort set er fraværende i valgkampen og i de kandidattests, som adskillige store medier står bag, og som de beder folketingskandidaterne om at besvare, så vi som borgere kan få en pejling af, hvem vi skal stemme på.
Vi ved reelt ikke, hvad kandidaterne mener om de kommende års socialpolitik eller om det velfærdssamfund, som vi alle forventer, træder til, når der er brug for det. Vil økonomi fortsat være udgangspunktet eller er der politikere, som har ambitioner om, at socialpolitikken vil kunne understøtte vores muligheder for at være en ligeværdig del af samfundet? Det vil jeg virkelig gerne vide.
Kandidattests er ikke blot servicejournalistik. De er en del af demokratiets infrastruktur. Derfor bør socialområdet naturligvis indgå på linje med sundhed, klima og skat.
Ét spørgsmål – eller slet ingen
I TV 2’s kandidattest er der 30 spørgsmål. Kun ét berører socialområdet, og det handler snævert om specialklasser. Når vælgerne til sidst bliver bedt om at vælge de to vigtigste politiske temaer, findes socialområdet ikke som svarmulighed.
Hos DR er billedet det samme: ét spørgsmål om specialklasser og derudover kun spørgsmål om kommunal udligning og kontanthjælp til de fattigste. Altså bliver socialpolitik igen reduceret til økonomi.
Mest opsigtsvækkende er det, at Altinget i en test med 29 spørgsmål ikke har ét eneste spørgsmål om socialområdet.
Handicap og udsathed er usynlige
Det undrer mig, at der ikke er nogen af testene, der nævner handicapområdet eller stiller et spørgsmål om udsatte borgere? Det tætteste kandidattestene kommer på socialområdet, er spørgsmål om specialklasser, kommunal udligning og kontanthjælp.
Dermed får vælgerne ingen mulighed for at se, hvordan kandidaterne faktisk vil håndtere et af velfærdssamfundets mest komplekse områder.
Jeg har en formodning om, at handicap- og socialpolitikken udelades i kandidattestene, fordi politikerne selv oplever det som et område, der er svært at arbejde med. Socialområdet har i flere år manglet politisk fremdrift og er blevet reduceret til dyre enkeltsager, manglende specialeplan og snyd på botilbud.
Det er problematisk, fordi mange vælgere lever med en forestilling om, at socialområdet fungerer godt og uproblematisk – indtil de selv får brug for det. Først dér opdager man, hvor afgørende støtten er for at kunne arbejde, leve så selvstændigt som muligt og have et familieliv.
Medierne sætter dagsordenen
Når medier udarbejder kandidattests, sætter de også den politiske dagsorden. De emner, der indgår, fremstår som de vigtigste. Og de emner, der udelades, bliver usynlige. Det skubber socialområdet endnu længere ud af den politiske samtale.
Det er ikke kun et problem for os, der i dag er afhængige af støtte for at kunne indgå som ligeværdige samfundsborgere. Det er et problem for alle vælgere, som har krav på at vide, hvad kandidaterne mener om retssikkerhed, kvalitet og prioriteringer på socialområdet, før de sætter deres kryds.
Opfordringen herfra er enkel: Husk også os, som har brug for et solidt og velfungerende socialt velfærdssamfund. Vi har også et kryds, der skal sættes.
Jeg håber derfor, at TV 2, DR og Altinget i resten af valgkampen vil give socialområdet den plads, det fortjener. Ikke kun af hensyn til sektoren, men af hensyn til vælgernes mulighed for at træffe et oplyst valg – og til de mennesker, det hele handler om.
Socialpolitikken er ikke en fodnote. Den er en forudsætning for, at velfærdssamfundet hænger sammen.