Karina hjælper blinde og svagsynede med at genfinde motivationen for livet
Med kun 5 procent syn igennem hele sit liv har dét at være stærk svagsynet for 48-årige Karina alle dage været et livsvilkår. Det har dog aldrig holdt hende fra at bruge sine erfaringer som synshandicappet til at hjælpe andre i jobbet som konsulent hos Dansk Blindesamfund. Tværtimod.
Tekst: Camilla H. Gjedde Foto: Jakob Helbig
Karina Søndergaard Christensen er ansat i Dansk Blindesamfunds konsulentordning, hvor hun hjælper medlemmerne i Odense SØ, NØ, SV og S samt Agedrup, Kerteminde, Nyborg og i Ærø Kommune med gode snakke om deres livssituation og hvilke behov, de hver især har i forhold til hjælpemidler, ansøgninger til kommunen eller måder at klare sig på i hverdagen.
Men spørger du Karina, kan hjælpen ikke gøres op i praktik. Hendes primære mål som konsulent igennem snart 10 år er og har alle dage været at hjælpe medlemmerne til fornyet livsglæde:
"Men også muligheden for at lære nyt, hvis det et dét, medlemmerne har lyst til. I mit dækningsområde møder jeg mange ældre medlemmer, og mens nogle er meget yngre af sind, end dåbsattesten viser, er andre det modsatte. Der er derfor stor forskel på, hvilke behov den enkelte har", siger Karina.
Nogle vil bare gerne have hjælp til praktiske gøremål, mens andre har brug for et nyt socialt liv. Det er meget forskelligt, siger hun og forklarer, at ligegyldigt hvilke behov, medlemmet har, drejer det sig altid om at vurdere, hvad personen, hun kommer ud til, kan, ønsker og har brug for.
"Mange er chokeret over at have mistet synet, og det har en helt naturlig påvirkning på både humør og motivation for at lære nyt. Men livet må og skal læres at leve på ny, hvad end det er lavpraktiske gøremål eller at strikke, spille musik eller dyrke motion – og det kan man kun lære ved at træne det".
Derfor er motivationen så vigtig, fortæller hun. Om de har den eller ej, når hun kommer på besøg første gang, hjælper hun som konsulent dem godt på vej til at blive motiveret for at nyde livet igen. Især ved at bruge sig selv og sin egen historie.
Motivation og livstræning
Karina er født med sygdommen toxoplasmose, også kaldet haresyge, hvilket gør, at hun altid kun har haft omkring 5 procent. syn. Hun kender derfor ikke til et liv uden sit synshandicap, hvilket er noget, hun er meget opmærksom på, når hun møder medlemmerne:
"Jeg har jo ikke mistet mit syn, for man ikke kan miste noget, man aldrig har haft. Og der er bare stor forskel på at være født blind og miste synet senere i livet. Jeg har haft et helt liv til at lære at fungere i hverdagen ved kun at kunne se meget lidt, men det har de fleste, jeg kommer ud til, ikke", siger hun.
For mange medlemmer kan netop dét være svært at forholde sig til, når Karina kommer ud og hviler i dét at være stærk svagsynet. Som ’nyblind’ skal man netop først til at vænne sig til sine nye livsvilkår:
"Fordi jeg har haft 48 år til at lære at leve med mit synshandicap, er jeg vant til at klare gøremål uden at kunne se. Jeg forsøger derfor at møde medlemmerne, hvor de er, og ikke virke ’supermand-agtig’ ved at klare alting nemt og hurtigt. For nogle kan det nemlig være meget uoverskueligt at skulle måle sig med, når man først selv skal til at lære at komme ud ad sengen om morgenen. For andre kan det i stedet være motiverende at se, hvad jeg kan på trods af mit synshandicap", siger hun og tilføjer:
"Fælles for begge grupper er dog, at jeg giver en hjælpende hånd, møder dem med nysgerrighed og forsøger at give dem et lille skub til at udforske, hvordan tingene kan gøres på andre måder. Det er desværre de nye livsvilkår, du får som synshandicappet – at skulle klare vante ting på nye måder".
Kroppen som øjne
Karina bruger meget tid på at finde løsningsforslag på de udfordringer, medlemmerne måtte have, for eksempel følelsen af aldrig at kunne lave en kop kaffe igen, bruge komfuret eller gå på gaden. Så prøver hun at gøre tingene sammen med dem eller høre, om de kan forestille sig at lave kaffen på en anden måde:
"Det kan være med til at sætte skub i tanken om, hvordan andre ting også kan gøres anderledes. Noget af det, der skaber mest motivation for at lære eller gøre ting på nye måder, er ved at blive inspireret af, hvordan andre med samme udfordringer løser opgaverne. Men det er og bliver bare en hårfin balance af, hvad det enkelte medlem er klar til at blive præsenteret for af forslag", siger hun.
I jobbet som konsulent bruger hun altså sit synshandicap hver dag. Selvom hun har levet med det hele sit liv, har hun som andre også skulle finde alternative veje og måder at gøre tingene på – og det er gået op for hende selv, at hun i stedet for at bruge øjnene har lært at bruge hele kroppen til at se:
"Jeg ser med ørerne, når jeg lytter til bilerne. Ser med fødderne, når jeg mærker kanterne på fortovet. Ser med hænderne og næsen, når jeg rør ved og dufter til råvarerne i køkkenet. 85 procent af det, man får ind, kommer igennem øjnene, men ikke hos os med synshandicap", siger hun og fortsætter:
"Derfor har jeg lært at se med hele kroppen. Det forsøger jeg at give videre til medlemmerne. Og folk bliver forundret over, hvordan det med tiden og ret hurtigt faktisk bliver nemmere. Det er fantastisk at opleve, hvordan folk rykker sig. Det er virkelig dét, der motiverer mig mest i mit arbejde".
Små forslag kan gøre en stor forskel
Karina husker især et medlem, der kun var lidt ældre end hende selv, og som havde det rigtig svært. Medlemmet sagde det ikke direkte til Karina, men hun kunne mærke, at hun ikke havde lyst til livet mere.
"Hun sagde: ”Nu hvor jeg ikke har synet, hvad er der så tilbage.” Det rørte mig meget", siger Karina.
De snakkede og kom ind på muligheden for at komme på kurser på Fuglsangcentret. Og i den snak livede medlemmet op. Så vidste Karina, det var det, hun skulle have fokus på i samtalen. Kort tid efter ringede medlemmet til Karina for at få råd om, hvilke kurser hun skulle melde sig til – og hvordan.
"Dér havde jeg rykket et eller andet i hende. Fællesskabet i forbindelse med kurser og Fuglsangcentret var dét, der skulle til for at give hende lidt livsgnist tilbage", siger konsulenten og pointerer, at netop fællesskab og mødet med andre synshandicappede er noget af en øjenåbner for det liv, der stadig venter forude.
"Flere kan godt blive lidt alene, fordi de holder sig hjemme og ikke tør bevæge sig ud, men når de bliver en del af et fællesskab, hvor de kan snakke, gå til arrangementer og tage kurser, er de pludselig en del af noget større", siger Karina og afslutter:
"At kunne skubbe mennesker i den retning, de har brug for, for at få et meningsfuldt liv, gør arbejdet som konsulent i Dansk Blindesamfund så unikt. Vi gør en konkret forskel for mennesker med synshandicap, og det betyder rigtig meget for mig i mit arbejde, men også for mig personligt".