Køb julekalender med punktskrift og støt Dansk Blindesamfund
Vingummiproducenten Wally and Whiz står bag Danmarks første julekalender med punktskrift.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Wally and Whiz
Wally and Whiz, der er kendt for at nytænke vingummien, har taget endnu et skridt, hvor de går forrest. De har nemlig lanceret Danmarks første julekalender med både tal og punktskrift, så alle kan have glæde af kalenderen. Med punktskrift på lågerne og vingummi uden gelatine, laktose og gluten sørger Wally and Whiz for, at alle kan være en del af julehyggen.
Det er en del af virksomhedens grundfilosofi. Deres ambition er at skabe en vingummi for alle.
”Vi har altid haft fokus på, at vores produkter skal kunne nydes af alle. Vores vingummier er veganske, glutenfri og fri for allergener. Nu har vi taget det et skridt videre og sørget for, at også blinde og svagsynede kan få glæde af vores julekalender”, forklarer Kristian Them, CEO og grundlægger af Wally and Whiz.
Køb julekalenderen og støt Dansk Blindesamfund
Når du køber julekalenderen via dette link, støtter Wally and Whiz Dansk Blindesamfund med 10% af julesalget: Køb julekalenderen her. Det gælder også deres øvrige juleudvalg.
Julekalenderen er designet med punktskrift, så den er tilgængelig for alle, der vil nyde lækker dansk gourmet-vingummi og samtidig gøre en forskel.
En julekalender for alle
Ideen til den unikke julekalender opstod, da Kristian Them skulle lave virksomhedens første julekalender og pludselig blev opmærksom på et overset behov. Han indså, at man ikke kan finde tallene, hvis man ikke kan se. Derfor skulle julekalenderen forsynes med punktskrift, hvis den skulle være tilgængelig for alle. Kristian gik derfor i gang med at undersøge mulighederne for at tilføje tal med punktskrift.
Det valg viste sig at være en øjenåbner, og reaktionerne var positive. Særligt to henvendelser gjorde indtryk på Kristian.
”To mødre til blinde børn takkede mig for initiativet. De var grædefærdige over, at det var første gang, de kunne give deres barn en julekalender og præsentere dem for denne tradition. Det betød virkelig meget, og er præcis derfor, vi gør det. Vi skaber noget, der går dybere end produktet”, siger Kristian Them, der er stolt over at være den første i Danmark til at lancere en julekalender med punktskrift.
Inkluderet i juletradition
I Dansk Blindesamfund bliver julekalenderen med punktskrift også positivt modtaget. Landsformand i foreningen, Ask Løvbjerg Abildgaard, ser det som et vigtigt skridt i retning af flere inkluderende produkter i fremtiden.
”Jeg er glad for, at Wally and Whiz prioriterer punktskrift på deres julekalender. Det gør en forskel for blinde og svagsynede, som nu kan tage del i denne juletradition på samme vilkår som andre”, siger Ask Løvbjerg Abildgaard, som glæder sig til, at han skal åbne julekalenderen i december sammen med sine børn.
”Som far til to børn er det en stor glæde, at vi kan samles om en julekalender, der også er tilgængelig for mig som blind. Nu kan jeg være med på lige fod med dem, når vi åbner lågerne og nyder julehyggen sammen”, forklarer Ask Løvbjerg Abildgaard, der håber, at Wally and Whiz’ initiativ kan inspirere andre virksomheder til at følge trop og tænke mere tilgængelige løsninger.