Kunst og kultur skal være for alle
Synstolkeren Laura kæmper for et mere tilgængeligt kulturliv for mennesker med synshandicap. Dansk Blindesamfund var med hende på synstolket teatertur til Malmø Opera.
”På scenen midtfor står en høj hvid marmortrappe, hvor prinsen står øverst klædt i 1700-tallets fineste tøj. Han er omringet af sit hof med høje hvide parykker. Ude i venstre side anes en gammel kone, som rækker armene mod prinsen og beder om husly. Prinsen svinger afvisende med armen og stikker næsen i vejret". Det er beskrivelsen af startscenen i ”Skønheden og Udyret”, som et udvalgt publikum på anden række i Malmø Opera hører i deres høretelefoner.
De fleste genkender stemmen, for det er den, som ofte toner frem på fjernsynet, når du trykker på det lille symbol med synstolkning. Stemmen tilhører Laura Kamis Wrang, som er synstolker på DR til dramaserier og dokumentarer. I dag har hun inviteret en gruppe bestående af 15 blinde og svagsynede med i synstolket teater. De har taget turen over Øresundsbroen, for det er et tiltag, som ikke findes i Danmark til stor undren for Laura.
Hvorfor ikke i Danmark?
”I USA og Sverige har de haft synstolkning på teaterstykker i 30 år, så jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er nået til Danmark endnu. Synstolkning betyder, at mennesker med synshandicap ikke bliver ekskluderet, men er en del af en fælles oplevelse”, forklarer Laura, der selv er uddannet skuespiller.
”For mig er teater magi. Og den oplevelse synes jeg ikke, at nogen skal frarøves. Kunst og kultur skal være for alle. Jeg vil gerne være med til at forbedre tilgængeligheden, for kunst og kultur er i høj grad med til at skabe grobund for gode dialoger, debatter og et beriget fællesskab”, siger Laura begejstret.
Tab af kulturliv
Fra egen erfaring ved Laura, hvor hårdt det er, når blinde bliver hæmmet i at deltage i kulturelle arrangementer. Inden Lauras mor gik bort i 2013, sov hun altid med Politikens kulturindlæg ”Ibyen” under hovedpuden og deltog begejstret i det ene arrangement efter det andet på museer og teatre. Lige indtil den dag hvor synet langsomt forsvandt på grund af en tumor i øjnene. I 2012 blev hun helt blind, og Laura måtte magtesløst se til, hvordan moderen blev under dynen og isolerede sig i hjemmet.
”Min mor ville ikke bede om hjælp, for det anså hun som et tegn på svaghed. Hun var bitter og frustreret. En side af min mor, som jeg ellers ikke vil forbinde med hende”, fortæller Laura, som formåede at lokke moderen med på museer, selvom hun altid gjorde modstand i begyndelsen. Alligevel er Laura slet ikke i tvivl om, at moderen nød det, for hun fik en snert af det liv, som hun holdt så meget af. Så skubbede Laura hende i kørestol og beskrev de forskellige kunstværker med egne ord.
”Det medførte nogle gode snakke. Vi var på en udstilling, der hed ”Liv og død”, hvor min mor åbnede op for sine bekymringer for fremtiden. Følelser som jeg ellers ikke blev lukket ind i. Kunst blev pludselig en ventil for noget sårbart”, siger Laura, som mindes deres ture med glæde.
Ekskluderet fra fællesskabet
55-årige Inger Svensson kan nikke genkendende til det tab af teaterliv, som Lauras mor oplevede. Inger har altid gået meget i teater, siden hun var ganske lille, men den lyst forsvandt i takt med, at hendes synsfelt blev mindre på grund af øjensygdommen Retinitis Pigmentosa.
”Jeg går glip af nogle store oplevelser og det sociale ved at gå i teater. Det har været en del af mit liv i mange år. Det er en del af min identitet, som er forsvundet”, fortæller Inger, som savner at gå i teatret.
”Uden synstolkning føler jeg mig ekskluderet og afkoblet. Jeg føler mig til besvær, for jeg er nødt til at spørge, hvad der sker på scenen, og det er en forstyrrelse for de andre publikummer”, siger Inger, som derfor var meget begejstret for at prøve synstolket teater for første gang – og bestemt ikke sidste gang.
Hanne Skipper er derimod en af dem, som er fortsat med at gå i teater, selvom hun mistede synet. På et år er hun cirka i opera og teater 25 gange, og hver gang er hun lige fornøjet over, hvor meget hun får ud af det, selvom hun ikke kan se. Hun elsker at give sig hen til musikken. Hanne gør dog et stort forarbejde forud for hvert stykke.
”Hvis jeg skal i operaen, slår jeg op i operabogen, som jeg har på CD og laver notater på punktskrift. Jeg noterer, hvor lange scenerne er, hvor skuespillerne befinder sig, og hvem som starter og slutter med at synge. Så aftaler jeg med min ledsager, at de kun skal fortælle mig, hvis der sker noget på scenen som ikke fremgår af dialogen eller handlingen”, forklarer Hanne, der mener, at synstolkning vil lette adgangen til teateroplevelser.
Tæt på skuespillerne
Da vi træder ind ad døren i Malmø Opera, bliver vi mødt af en stor kvindeskulptur i guld, og lige ved siden af, står Emmeli med favnen fuld af høretelefoner. Hun er svensk synstolker for synstolkning.nu, og det er sjette gang, hun lægger stemme til ”Skønheden og udyret”. I Malmø skal hvert teaterstykke tilbyde mindst en forestilling med synstolkning. I dag får hun følgeskab af Laura, som laver den danske version.
Nu er de klar til at møde skuespillerne på tæt hold. De trækker hen i et lille hjørne, hvor fire af skuespillerne kommer ud og detaljeret fortæller om deres karakter. De fortæller både om tøjets udseende, deres frisure og karakterens personlighed. De fremmødte får også lov at mærke på Lumieres kostume, som spiller den levende lysestage. En karakter som er svær at forestille sig, når man ikke kan se noget. Derfor er Inger henne at mærke sig frem, så hun kan danne sig et indre billede af Lumiere.
”Det var fantastisk, at vi fik lov at møde skuespillerne inden forestillingen. Jeg har en lille synsrest tilbage, så til at begynde med, troede jeg, at Lumiere var en høne med fjer, men da jeg fik lov at mærke, og han forklarede det dryppende stearin, kunne jeg se det for mig. Det gjorde en verden til forskel”, fortæller Inger.
Ekstra lydspor
Bagefter får gruppen af blinde og svagsynede anvist deres pladser og synker langsomt ned i de fløjlsbløde sæder, mens Emmeli giver en introduktion til stykket. Der lyttes intenst, mens salen ubemærket bliver fyldt af publikum i alle aldre. Langsomt dæmpes belysningen, scenetæppet går op, orkestret spiller de første toner og forestillingen går i gang. Under hele stykket bliver publikum med synshandicap taget i hånden med et ekstra lydspor, hvor Laura beskriver alt det, som ikke fremgår af dialogen. Hun fortæller om blikkene mellem skuespillerne, sceneskift, deres kropssprog og beklædning.
Der er særligt en scene, som gør stort indtryk på en af deltagerne. Det er 33-årige Anna Sophie Lübeck, som er Danmarks eneste blinde skuespiller. Hun bliver betaget af scenen, hvor hovedpersonen Belle bliver angrebet af ulve, mens udyret kæmper for hendes liv.
”Jeg synes, den scene var fantastisk at opleve med synstolkning, for jeg kunne fornemme dramatikken, når Laura satte tempoet op. Jeg dannede mine egne billeder af scenen, og det føltes næsten som om, det var mig, der lå under udyret. Det er vildt, at man kan fremme sådan nogle følelser med ord”, siger Anna Sophie, som er overbevist om, at teater ikke kun handler om at blive set, men om at formidle følelser og budskaber til publikum.
”Jeg er vant til at gå i teatret, men synstolkning giver mig en ekstra dimension, da jeg ikke hele tiden skal spørge min ledsager om, hvad der sker på scenen. Det giver mig en frihed”, forklarer Anna Sophie, som håber, at synstolket teater bliver mere udbredt i Danmark.
Ligeværdig deltager
Den samme følelse af boblende glæde, sidder Inger tilbage med, da teaterstykket er slut.
”Jeg har virkelig fået lyst til at gå i teatret igen. Bagefter kunne jeg snakke med om stykket. Jeg følte mig ikke til besvær, men som en ligeværdig deltager i kulturarrangementer”, fastslår Inger. Og det er lige netop den følelse, som Laura håber at bidrage til.
”Jeg føler mig beæret over at få lov til at være med til at skabe muligheder med synstolkning for mennesker med synshandicap, så de føler sig mere imødekommet i teatre og på museer. I fremtiden ønsker jeg inderligt, at kulturlivet bliver opmærksomme på det ansvar, de har for at inkludere alle publikummer på lige vilkår”, smiler Laura.