Landsformand er helt enig med kommunerne
Regeringen må på banen og definere standarderne for de indsatser, kommunerne skal yde borgerne. For endnu en gang er det tydeligt, at kommunerne ikke selv har kapaciteten til det.
Landsformand i Dansk Blindesamfund, Ask Abildgaard, er afsenderen af dette debatindlæg, der er bragt i Altinget den 10. maj 2023. Du kan finde indlægget her
Lige så meget som jeg glæder mig over, at bøgen er sprunget ud, lige så træt bliver jeg, når forårets komme også varsler den årlige stammedans om kommunernes alt for store udgifter til mennesker med handicap.
I år mener Kommunernes Landsforening, at serviceniveauet er blevet alt for højt på grund af alle de rettigheder, som politikerne på Christiansborg pålægger kommunerne at leve op til. Jeg er oprigtigt nysgerrig efter at vide, hvilke rettigheder der mere præcist er tale om.
Når jeg kigger rundt på mit eget handicapområde, er der ingen rettigheder – hverken til rehabilitering, når man mister synet sent i livet, til at få en uddannelse eller til de hjælpemidler, der skal gøre synshandicappede i stand til at varetage et job på lige fod med andre. I stedet er det op til et kommunalt skøn at vurdere, om borgeren har brug for en blindestok, en farvetester eller et komplekst IT-hjælpemiddel for at blive kompenseret for synshandicappet.
Det er på ingen måde en defineret ret for borgeren, at kommunen skal følge den udredning og de anbefalinger til indsatser, som fx en synskonsulent fra et kommunikationscenter har vurderet vil kunne bringe den enkelte borger videre i livet. Det er også baggrunden for, at vi ser så forskellig behandling af synshandicappede i landets kommuner.
Få lever med synshandicap
Jeg forstår godt, at der mange steder bliver truffet forkerte, kortsigtede og uhensigtsmæssige beslutninger, når mennesker med synshandicap opsøger systemet om hjælp. Den nyeste forskning fra Aarhus Universitetshospital viser, at vi er ganske få, som lever med et synshandicap. Vi skal til at tælle i promiller, når det drejer sig om antallet af blinde og svagsynede. Der er på landsplan fx kun ca. 50 punktskriftlæsende børn i grundskolesystemet.
Det er derfor ikke underligt, at kommunerne ikke ved, hvad de skal stille op, når et blindfødt barn skal have den rette støtte i både dag- og skoletilbud for at få et ordentligt børneliv, ligesom de seende kammerater. Det er i de færreste kommuner, at der bor et blindt barn. Igennem de seneste 30 år er uddannelsesniveauet for blinde og stærkt svagsynede faldet, og beskæftigelsesgraden har ligget på et konstant lavt niveau. Måske er årsagen i virkeligheden manglen på rettigheder, som kunne sikre, at barnet får den rette og relevante støtte til at lære at begå sig i en seende verden og få grundskolens afgangseksamen, som alt for mange kommuner/skoler undlader at tilrettelægge, så man som synshandicappet også kan gå til eksamen i fx fysik.
Regeringen må skabe sammenhæng
Heller ikke når man mister synet sent i livet, er der rettigheder, der sikrer, at man fortsat kan klare sig selv og leve et aktivt og velkendt liv. Snarere er jeg overbevist om, at alt for mange ældre med synshandicap oplever øget isolation og ensomhed – måske endda også flere faldulykker og dermed behov for yderligere hjemmepleje – alene fordi det ikke er en ret at blive rehabiliteret i et synsfagligt miljø.
Der må gælde en professionel forpligtelse til at gøre opmærksom på, at man ikke har de rette forudsætninger for at løfte en given opgave. Det vil være klædeligt – og ikke mindst forståeligt – hvis kommunerne selv kommer til den konklusion, at nogle opgaver er for specialiserede for en kommune, fordi målgruppen for indsatsen er for lille og for kompleks. Den enkelte kommune vil ikke blive i stand til at løfte indsatsen over for synshandicappede i alle aldre, heller ikke hvis der tilføres ekstra økonomiske midler. Derfor er jeg enig i, at regeringen må på banen og skabe et socialområde, der hænger sammen, så borgerne får tilbudt de rette indsatser til gavn for alle – også de offentlige finanser.
Jeg håber virkelig, at det i år er sidste gang, at vi skal høre kommunernes påstand om, at der bliver flere og flere, der kræver mere og mere på det specialiserede socialområde. Det står i stærk kontrast til, hvad dansk Blindesamfunds medlemmer oplever i kontakten med landets kommuner.