Leder: Det sværeste er det, jeg ikke kan
Af Landsformand Ask Løvbjerg Abildgaard. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 12
Betydningen af overskriften på denne leder er ved første blik fuldstændig selvindlysende. For mig har sætningen lidt flere betydninger, som jeg endnu en gang blev bevidst om her til morgen.
Som så mange andre morgener fulgte jeg min datter i skole. På vejen ud tilbyder en betænksom far til et af de andre børn mig en hånd til at gå ned af trappen. Skolevejen er kendt terræn for mig, så lige i den situation har jeg ikke brug for hjælp. Den betænksomme far benytter lejligheden til at give mig et par rosende ord med. Faren synes, at jeg som blind klarer mig godt, når jeg går rundt i vores kvarter.
Jeg svarer den anden far høfligt, takker for rosen og bevæger mig videre i en travl hverdag. Jeg har en fornemmelse af, at mange blinde og svagsynede kender til lignende situationer. Der er ingen tvivl om, at den anden far er en betænksom person, og jeg er da også glad for rosen. På den anden side står jeg også med en følelse af, at han ikke har mulighed for at forstå, hvor de virkelige udfordringer ligger i livet som blind.
Ingen tvivl om, at de færdigheder, jeg har mobility-mæssigt, har krævet ressourcer at opnå; det skal jeg være den første til at erkende. Det har krævet tid, kræfter og selvovervindelse at nå til et acceptabelt niveau, når det gælder mobility. I min hverdag lige nu er det bare ikke det, der optager mit sind. Når jeg er på kendt grund i mit eget kvarter, går det nogenlunde for mig at bevæge mig rundt.
De svære situationer er dem, hvor jeg ikke lykkes. For nylig gik jeg rundt på hovedbanegården i København, og selv om jeg egentlig skulle kende stedet rimelig godt, endte det med, at jeg gik rundt i ring og totalt mistede orienteringen. En kvinde kom hen til mig med et lidt skævt smil og konstaterede, at jeg da vist var faret vild. Det havde hun ret i. Men jeg var ikke meget for at indrømme det. Situationen blev temmelig akavet. Jeg fik overvundet mig selv og bedt den hensynsfulde kvinde om hjælp.
Her lå det svære faktisk for mig; at erkende at jeg var faret vild, at slippe kontrollen og bede om hjælp fra andre. Jeg brød mig virkelig ikke om det. Min pointe er så, at jeg i situationen, hvor jeg fór vild på Københavns Hovedbanegård, ingen ros fik. Der blev jeg set som en blind, der var faret vild og var lidt fortabt, ikke som ham der mandede sig op og fik bedt om den rette hjælp.
Jeg tror, at andre synshandicappede kan forstå mine følelser og overvejelser i forlængelse af sammenligningen af de to situationer. Der, hvor jeg egentlig havde mest brug for ros og opbakning, fik jeg den ikke, fordi det som seende er tæt på umuligt at forstå, hvad der egentlig er det sværeste.
Det er en af de mange grunde til, at vi som blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund skal bruge tid på at lytte til hinanden, forstå hinanden og bakke hinanden op i livet med synshandicap. Uanset om det sker på et nyblindekursus, til kredsgeneralforsamlingen eller under en uformel snak over aftensmaden på Fuglsangscentret. Jeg er overbevist om, at vi kan støtte hinanden i at slippe kontrollen i de situationer, hvor vi farer vild eller oplever andre svære ting. Jeg tror fast på, at vi i mange situationer har brug for at slippe den kontrol for at opnå den indflydelse på vores egne liv, som vi så inderligt ønsker os. Og desværre er det nok sådan, at mange seende ikke kan vide, præcis hvornår det rosende puf er helt på sin plads. Derfor har vi som synshandicappede brug for hinanden til at give det rosende puf lige der, hvor vi behøver det.
Det er det puf, der for mig at se kan være med til at sætte os i stand til at være en del af en seende verden. Som mange andre blinde og svagsynede ønsker jeg mig at kunne forklare seende, hvordan vores livsvilkår er, så langt som det overhovedet kan lade sig gøre. Der er brug for al den indsigt og forståelse, vi kan få. Vi må som synshandicappede hjælpe hinanden med at kunne tage den samtale med fuldt seende. Uanset om samtalen er den, jeg er nødt til at tage på togstationen for at kunne finde vej, eller den, der kan og skal tages med folketingspolitikere og andre beslutningstagere.