Ledsageordning giver markant bedre liv – men står til at forsvinde

En ny tilfredshedsmåling fra DUOS og en ekstern evaluering fra konsulentfirmaet DECIDE dokumenterer, at ledsageordningen for ældre over 67 år med synshandicap har haft stor effekt og meget høj tilfredshed. Ordningen, som blev etableret som forsøgsordning i 2021, har nu knap 1000 aktive brugere, og 96,2 % af dem er tilfredse eller meget tilfredse med ordningen.

Diana Stentoft står uden for med sin blindestok og læner sig op ad en søjle

Øget livskvalitet og mulighed for deltagelse

Undersøgelsen viser, at hele 91,6 % oplever, at ordningen i høj eller meget høj grad øger deres livskvalitet. Desuden oplever over 74 %, at de får mulighed for det aktivitetsniveau, de ønsker i deres liv.

Deltagerne bruger ledsagelsen til alt fra indkøb og lægebesøg til sociale og kulturelle aktiviteter. Over 70 % bruger deres ledsager til praktiske ærinder som indkøb, mens mere end 60 % får ledsagelse til gåture og motion.

Formand for Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft, understreger ordningens betydning:

– Den betyder, at man kan komme ud af sit hus, deltage i fritidsaktiviteter og handle uden at være afhængig af familiemedlemmer, siger hun. – Hvis ordningen ikke forlænges, sender man dem tilbage til at være fuldstændig afhængige af andres gode vilje. Det kan gøre forskellen på, at man føler sig ensom, eller om man oplever, at man er en del af omverdenen.

Effekter rækker ud over individet

Evalueringen peger også på en række afledte effekter af ordningen: øget fysisk og mental sundhed blandt brugerne, aflastning af pårørende og plejehjemspersonale samt jobskabelse for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. DECIDE vurderer, at der er “stærke argumenter for, at ordningen har store gevinster – og som minimum er økonomisk neutral for de offentlige kasser”.

Tre klare anbefalinger fra evalueringen

Evalueringen fra DECIDE afsluttes med tre centrale anbefalinger, som ifølge dem bør danne grundlag for politiske overvejelser om ordningens fremtid:

  • Gør ledsageordningen permanent: Evalueringen dokumenterer, at ordningen lever op til sit formål og udfylder et hul i lovgivningen. En permanentgørelse vil sikre tryghed og kontinuitet for både brugere og deres pårørende.
  • Fasthold de 15 timers ledsagelse pr. måned: Brugerne oplever stor gevinst ved de øgede timer, som giver bedre mulighed for deltagelse i samfundsliv og spontane aktiviteter. 15 timer svarer desuden til niveauet i den kommunale ledsageordning under § 97.
  • Gennemfør en målrettet indsats for at tiltrække flere mænd: I dag er over 75 % af brugerne kvinder. Evalueringen peger på, at ældre mænd med synshandicap kan have tilsvarende behov for ledsagelse, og anbefaler en mere målrettet opsøgende indsats.

Et spørgsmål om prioritering

Ledsageordningen har været en forsøgsordning finansieret via Finansloven og har eksisteret siden 2021, men er nu ved at løbe ud. Spørgsmålet om en fremtidig permanentgørelse ligger derfor hos de politiske beslutningstagere, og det haster med at få truffet en beslutning om ordningens fremtid.