Lisbeth er ny Guide Dog Mobility Instructor
Dansk Blindesamfund styrker førerhundeordningen med endnu en certificeret instruktør efter internationale standarder.

Dansk Blindesamfund har uddannet endnu en førerhundeinstruktør til at blive Guide Dog Mobility Instructor i overensstemmelse med kravene fra International Guide Dog Federation (IGDF). Denne gang er det Lisbeth Lægdsgaard, der har gennemført den omfattende instruktøruddannelse og fremover skal sikre, at Dansk Blindesamfunds førerhunde opfylder de højeste internationale standarder og giver deres brugere frihed og tryghed i hverdagen.
Dansk Blindesamfund har siden 1949 uddannet og leveret førerhunde til blinde og stærkt svagsynede, og er som de eneste i Danmark optaget i den internationale førerhundeorganisation IGDF. Denne certificering er med til at sikre, at instruktører og førerhunde lever op til de højeste internationale standarder.
"I Dansk Blindesamfund går vi ikke på kompromis med kvaliteten af vores førerhunde. Blinde og stærkt svagsynede lægger deres liv i poterne på disse hunde, og derfor er det afgørende, at de kan færdes trygt i trafikken, offentlig transport og i deres daglige omgivelser”, siger Jesper Bentil Holten, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund med ansvar for førerhunde.
En omfattende uddannelse
For at blive Guide Dog Mobility Instructor har Lisbeth gennemgået en intensiv uddannelse, der omfatter både hundetræning, undervisningsmetoder og mobilityundervisning. Hun har uddannet en række førerhunde og haft tilsyn med foderværter under supervision af mentor. Uddannelsen har også givet hende en grundig forståelse for forskellige øjensygdomme samt ledsageteknik.
Som en del af uddannelse har Lisbeth også navigeret med bind for øjnene og blindestok for at opnå en dybere forståelse for, hvordan blinde og svagsynede orienterer sig i hverdagen. Denne erfaring er også central i den afgørende godkendelsesprøve for førerhunde, hvor instruktøren gennemfører en rute uden syn. Det er med til at sikre, at førerhunden er i stand til at tage styringen og føre sin kommende bruger uden om forhindringer. Endelig har hun deltaget i to samtræningskurser og to ansøgerkurser for kommende førerhundebrugere.
"Veluddannede Guide Dog Mobility Instructors er afgørende for, at vores førerhunde lever op til de højeste standarder. Uddannelsen handler ikke kun om at træne hundene, men også om at forstå brugernes behov og skabe et godt samarbejde mellem førerhund og bruger. Med instruktørernes nye kompetencer styrker vi vores arbejde for at give blinde og svagsynede større frihed, tryghed og selvstændighed i hverdagen," siger Carsten Druekær, førerhundekonsulent i Dansk Blindesamfund.

Medlemskab i verdens førende førerhundeorganisation
I dag er ni ud af 13 førerhundeinstruktører i Dansk Blindesamfunds uddannet som Guide Dog Mobility Instructors, og målet er, at alle får diplom på denne uddannelse. Det sikrer, at Dansk Blindesamfunds førerhundeordning lever op til de højeste internationale krav for træning, hundevelfærd og brugernes sikkerhed.
I foråret 2023 blev Dansk Blindesamfund som de første og eneste førerhundeordning i Danmark optaget i den internationale førerhundeorganisation IGDF. Medlemskabet betyder, at Dansk Blindesamfunds førerhundeprogram nu er en del af en global standard for kvalitet og etik inden for førerhundetræning.
”Det sikrer, at både instruktører og hunde arbejder efter gennemprøvede metoder, og at blinde og stærkt svagsynede kan have fuld tillid til deres førerhunde”, fortæller Carsten.
Høj kvalitet og international anerkendelse
For at leve op til de høje internationale standarder stilles der skrappe krav til alt fra avl og hundeopdræt til træning og sundhedspleje, så førerhundene får de bedste forudsætninger for at gøre en forskel for deres brugere. Derfor bruger Dansk Blindesamfund udelukkende hunde af allerhøjeste kvalitet fra danske avlere og har stort fokus på hundenes sundhed og trivsel.
”For at sikre, at hundene har de rette egenskaber og et godt helbred, evalueres de løbende. De gennemgår tests og sundhedstjek, når de er fire, otte og 12 måneder samt inden træning, hvor vi både vurderer deres mentale og fysiske udvikling”, siger Carsten.
Større sikkerhed og bevægelsesfrihed for brugerne
For brugerne betyder det større sikkerhed og frihed i hverdagen, da de kan stole på, at deres førerhunde har den højeste internationale kvalitet.
"Den internationale certificering er et kvalitetsstempel, der sikrer, at vores førerhunde lever op til de højeste standarder og giver brugerne den sikkerhed og tillid, de har brug for”, fortæller Jesper.
Samtidig styrker medlemskabet Dansk Blindesamfunds position som en førende aktør inden for førerhundeområdet i Danmark og giver mulighed for at samarbejde med andre førerhundeorganisationer verden over.