Lydløse elbiler skaber utryghed for blinde og svagsynede
Seks ud af ti blinde og svagsynede føler sig utrygge i trafikken på grund af lydløse køretøjer. Dansk Blindesamfund efterlyser bedre advarselslyde fra elbiler og flere lyskryds med lydsignaler.

For de fleste er det en fordel, at elbiler næsten ikke larmer. Men for blinde og svagsynede kan den manglende motorstøj gøre det både utrygt og farligt at færdes i trafikken.
Når man ikke kan se, bruger man nemlig hørelsen til at orientere sig. Lyden af biler er afgørende for at kunne vurdere, hvornår det er sikkert at krydse en vej. Men i takt med at flere elbiler, elcykler og elløbehjul kommer på vejene, bliver det stadig sværere.
Det fortæller Dansk Blindesamfunds næstformand, Jesper Bentil Holten, der selv er blind, til TV 2.
”Nye elbiler har i teorien et system, der giver lyd ved lav hastighed, men ret ofte virker det ikke efter hensigten, eller også er det blevet slået fra”, siger Jesper.
Konsekvenserne kan være alvorlige.
Det har Stig Hansen fra Broager oplevet. Han er blind og stod en dag ved et lyskryds, da en bil pludselig kørte hen over hans fod. Ifølge et vidne var der tale om en elbil.
”Udfordringen er, at jeg ikke kan høre, når der kommer en elbil. Når de kører med lav hastighed, laver de stort set ikke en lyd”, fortæller Stig til TV 2.
En undersøgelse fra Dansk Blindesamfund i 2024 viser, at lydløse køretøjer er det, der skaber størst utryghed blandt blinde og svagsynede i trafikken. Seks ud af ti blinde og svagsynede føler sig utrygge i trafikken på grund af lydløse køretøjer.
Samtidig er det kun 15 procent af landets lyskryds, der har lydfyr, som via lydsignaler fortæller, hvornår det er sikkert at krydse vejen.
I Broager, hvor Stig bor, er der slet ingen lyskryds med lydsignaler.
Derfor efterlyser Dansk Blindesamfund større fokus på trafiksikkerheden for mennesker med synshandicap. Det gælder både elbilernes advarselslyde, der skal fungere efter hensigten, og behovet for flere tilgængelige lyskryds med lydsignaler.