Med teknologiske hjælpemidler er vi helt almindelige medarbejdere
Bare en ud af fem blinde eller svagsynede har et arbejde. Viden om teknologiske hjælpemidler er vejen frem, hvis blinde skal bryde igennem på arbejdsmarkedet.
Et lyttende øre, superhukommelse og empati er egenskaber, som Mie trækker på, når hun vejleder og rådgiver mennesker om den sociale lovgivning. Selvom hun kun har et syn på 5 procent, skriver Mie afgørelser og mails som socialrådgiver i Dansk Blindesamfund.
”Synshandicappede har ofte den styrke, at vi er gode til at huske. Og så er man også meget nærværende og kan høre ting i en samtale. Os med et synshandicap er helt almindelige medarbejdere, som har brug for nogle hjælpemidler til at klare vores arbejdsdag”, siger Mie Prip Henriksen, som anvender zoomtekst på sin computer, så hun kan forstørre skriften og ændre kontrastfarver.
Fåtal blinde i arbejde
Mie trodser statistikkerne, for synshandicappede i arbejde udgør et mindretal. Blot en ud af fem blinde eller svagsynede i den erhvervsaktive alder er i arbejde.
”Det er alt for få blinde og svagsynede, som er i arbejde. Det burde jo være fire ud af fem, som er i beskæftigelse”, fortæller IT- og tilgængelighedsekspert i Dansk Blindesamfund, Jesper Holten.
Selvom Jesper er helt blind, afholder det ham ikke fra at gå på arbejde hver dag. For mennesker med synshandicap kan ved hjælp af hjælpemidler kompensere for det manglende syn og derved klare sig selvstændigt på arbejdsmarkedet.
Og faktisk kræver det ikke meget omstilling, for mange af Microsofts programmer har tilgængelighed indbygget fra start. I samarbejde med Microsoft arbejder Dansk Blindesamfund på at vise, hvordan teknologiske hjælpemidler gør det muligt for personer med synshandicap at deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med kollegaer. Det betyder, at virksomheder og organisationer, der anvender Microsofts produktivitetsforme, allerede har gode arbejdsbetingelser for medarbejdere med synshandicap.
”Microsoft tager tilgængelighed alvorligt. Det betyder, at det bliver nemmere for synshandicappede at træde umiddelbart ind på en arbejdsplads. I dag behøver man ikke at vælge et bestemt erhverv, fordi man er blind eller svagsynet, siger Ask Abildgaard, der er praktisk blind og forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund. Til daglig bruger han Microsofts standardprogrammer, da de understøtter den talesoftware, som Ask bruger. Dermed får han hjælp af en talende computer, som kompenserer for det, hans øjne ikke kan se. På den måde har Ask adgang til de samme informationer og kan løse opgaver på samme vilkår som andre.
Mangler viden
Det er ofte fordomme og uvidenhed, som afholder blinde og svagsynede fra at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. En af de store udforinger er manglende viden hos arbejdsgiverne. Mange ved for lidt om, hvad blinde og svagsynede kan lave, og hvilke hjælpemidler og støtteordninger der findes. En undersøgelse fra 2017 viser, at arbejdsgiverne har en begrænset viden om, hvilke jobfunktioner der kan varetages af blinde og svagsynede. Blandt arbejdsgivere, der aldrig har haft en synshandicappet medarbejder eller ansøger, angiver 46 procent, at de er betænkelige ved en ansættelse.
For at imødekomme barrierer ved at ansætte medarbejdere med et synshandicap kan du kontakte Dansk Blindesamfunds hotline for arbejdsgivere, hvor socialrådgivere sidder klar til at besvare spørgsmål om hjælpemidler og tilgængelighed på arbejdspladsen. De kan kontaktes på telefon 70 24 04 04.
Du kan også klikke her for at læse Microsofts gode råd til at øge digital tilgængelighed.