Når kærlighed binder den blinde og den seendes verden sammen
Et parforhold mellem en seende og en næsten blind kræver mere, end de fleste forestiller sig. For Christina og Anders Bodilsen har vejen været lang og fuld af frustrationer, men med terapi, gode snakke og senest et parkursus på Fuglsangcentret bliver de mindet om, at så længe de sammen har kærligheden, skal det hele nok gå.
Af Camilla H. Gjedde
46-årige Christina og 58-årige Anders Bodilsen bor i Haslev på Sjælland og har været sammen i 20 år. På grund af Christinas øjensygdom, Lebers, har hendes nedsatte syn altid været en del af deres fælles liv. Da de mødte hinanden, havde hun knap 30 procent syn tilbage, og Anders har derfor altid været den i parforholdet med det bedste og velfungerende syn.
Men i løbet af deres 20 år sammen er procentdelen af Christinas restsyn dog faldet drastisk. I dag har hun knap 2 procent tilbage, og når synet svigter så markant, er der personlige, indre kampe, der skal kæmpes. Et nyt liv som synshandicappet skal nemlig læres at leve for den, der lever med synsnedsættelsen – men bestemt også for den seende partner, fortæller Christina:
"Anders ved, hvad jeg kan og ikke kan. Men han vil aldrig kunne sætte sig helt ind i, hvad det betyder for mig fysisk og mentalt, eller hvordan det faktisk er i praksis nærmest at være blind. Det har stillet ham magtesløst på sidelinjen i alt det, jeg gennemgår, og det har også været en stor sorg for ham at være vidende til", siger hun.
Christina har brugt meget energi på at omfavne sit synshandicap og finde sig til rette i, at det nu engang er sådan, tingene er. Det betyder, at hun igennem årene har kæmpet en lang personlig kamp for at acceptere sin situation – en kamp, der helt naturligt er ”gået ud over hendes mand”, som hun selv siger det, fordi han er den, der er tættest på, og som danner hendes trygge base:
"Christina har været rigtig vred og ked af det, og hun har skullet erkende, at der er ting, hun ikke kan længere: Det, hun kan i dag, er måske ikke muligt for hende at gøre i morgen. Men for mig har det også været smertefuldt at stå på sidelinjen uden at kunne gøre noget for at hjælpe eller afværge situationen for hende", fortæller Anders.
Det helt store spørgsmål for parret fra Haslev er derfor: Hvordan kommer man videre sammen uden at glemme hinanden, parforholdet, intimiteten og tosomheden? Og svaret på det er ikke noget, ægteparret er kommet sovende til – og noget af svaret skulle findes i Christinas selverkendelse.
Selvstændighed skaber frihed i parforholdet
Det tog mange år – næsten 40, fortæller Christina – at nå til et sted i livet, hvor hun så småt begyndte at acceptere sin situation. Men efter hun endelig gjorde det, åbnede der sig en helt ny verden. Både i forhold til at møde nye mennesker, få et forstående netværk og ikke mindst i forhold til alle de ting, hun som synshandicappet kan bruge hjælpemidler til.
Hjælpemidler, der gør det muligt for hende igen at gøre nogle af de ting, der giver hende fri- og selvstændighed. Dét har parret fundet ud af, at der også styrker parforholdet:
"I mange år holdt jeg min øjensygdom i strakt arm. Jeg fortalte det aldrig til nogen og lod som om, jeg bare var klodset, hvis jeg væltede eller gik ind i noget. Men efter jeg begyndte at acceptere min synssituation, fandt jeg ud af, at jeg kan meget mere på egen hånd igen", siger Christina og fortsætter:
"Jeg kan blandt andet bruge min blindestok til at tage bus, tog og metro selv, som jeg gjorde, da jeg uddannede mig til socialrådgiver som ung. Og bare det, at jeg selv kan gå på toilettet, når vi er på restaurant, og Anders ikke skal følge mig dertil mere, er en kæmpe befrielse".
Det giver også Anders mulighed for at slippe ansvaret og trække vejret samtidig med, at Christina får selvstændigheden tilbage. Hendes hjælpemidler og vejen ind i de blindes verden, som hun selv forklarer det, har derfor skabt et rum, hvor de to også ”bare” kan være et par på normal vis – men det er en kunst, man skal lære både sammen og hver for sig.
Terapi og parkursus
Af flere omgange har parret opsøgt terapi både sammen og hver for sig. De ville finde nye måder at italesætte deres udfordringer på og forsøge at finde en fælles vej ind i deres fremtid med Christinas manglende syn som en ufravigelig faktor. Terapien gjorde en stor forskel for Christina i rejsen mod at acceptere sit manglende syn, men også parterapien fik dem sammen til at reflektere over hinandens perspektiver på livet.
Netop sidstnævnte var senest noget, de blandt andet oplevede på det parkursus, de har været på på Fuglsangcentret. Christina og Anders havde brug for et rum, hvor de kunne tale sammen uden hverdagens forstyrrelser og med hjælp fra professionelle, der kender til de særlige udfordringer, et synshandicap giver for både den seende og den synshandicappede partner – og det fik de her:
"Vi tog af sted på parkurset, fordi Anders skulle få større forståelse for mig og min nye blindeverden, men jeg skulle også blive bedre til at forstå og se tingene fra hans perspektiv", fortæller Christina og pointerer, at det gjorde en mærkbar forskel for dem, at deres samtaler blev faciliteret af en udefra:
"Nogle af de ting, jeg delte på kurset, vidste Christina jo godt, at jeg gik rundt med. Men det blev mere nærværende, når det blev sagt i det rum, hvor der også var én, som stillede de mere kritiske spørgsmål til det, vi sagde. Det var faktisk rigtig godt, at der blev gået lidt til os, for det satte nogle ting i perspektiv, som virkelig fik os til at reflektere over det, vi hver især oplever", siger Anders.
Kurset bestod af andre par, hvor enten den ene eller begge er synshandicappede, og mødet med andre i samme situation gav Christina og Anders en følelse af ikke at stå alene. Samtidig blev weekenden et kærkomment frirum fra hverdagens tommerum med arbejde, gøremål, praktik, børn og alt derimellem, der hører til at være en travl børnefamilie – alt sammen noget, der gør, at man netop ikke får sat sig ned for at tage de snakke, der på sigt kan være med til at redde et parforhold.
"Vi fandt ud af, at vi stadig kan grine sammen og nyde hinanden i tosomheden. Vi fandt ud af, at vi da sagtens stadig kan spille spil sammen, selvom jeg kan se så lidt, som jeg kan. Så nu skal jeg i hvert fald ud at have købt nogle terninger", griner Christina.
Det bedste fra begge verdner
For Christina har de seneste år altså betydet indgangen til en helt ny verden. Hun arbejder i dag selv i Dansk Blindesamfund som konsulent og har fået et netværk blandt andre med synshandicap. Det har givet hende mod og nye kompetencer, men har også krævet tilvænning for parret som en enhed.
"Denne nye blindeverden, som vi kalder den, åbnede sig for mig med nye relationer og oplevelser, da jeg først turde erkende, at det er i den verden, jeg med mit manglende syn også hører til. Før var det Anders, der var ude at opleve verden og møde mennesker, hvor jeg primært var hjemme. Nu sker der et skifte i mit blindeliv, som vi skal finde ud af at forene med Anders’ seende, så vi kan bruge det bedste fra begge verdner til at skabe et fælles liv", fortæller Christina.
Netop dét ser hun som næste skridt: at skabe et liv, hvor den seende og den blinde verden kan integreres i hinanden. Og selvom fremtiden fortsat rummer udfordringer, er hun ikke i tvivl om fundamentet under dem som ægtefælder:
"Som par i de 20 år, vi har været sammen, har vi været igennem rigtig, rigtig meget. Det har selvfølgelig gjort os stærke sammen, men det, et kursus som parkurset på Fuglsangcentret samt terapien har åbnet vores øjne for, er, at vi har kærligheden til hinanden", siger hun, mens Anders afslutter:
"Og så længe vi har det, og vi bliver ved med at snakke sammen, skal vi nok klare det. Vi har kærligheden, vi har hinanden, og så skal det hele nok gå".