Ny forskning viser markante udfordringer for blinde og svagsynedes seksuelle sundhed

En undersøgelse fra Projekt SEXUS sætter fokus på seksuel sundhed blandt blinde og svagsynede danskere – og resultaterne kalder på handling.

Diana Stentoft står uden for med sin blindestok og læner sig op ad en søjle

En netop offentliggjort videnskabelig artikel fra befolkningsstudiet Projekt SEXUS ved Statens Serum Institut og Aalborg Universitet undersøger seksuel sundhed blandt danskere med et synshandicap. Undersøgelsen, der er udarbejdet i samarbejde med Dansk Blindesamfund, sammenligner blinde og svagsynede i alderen 15-89 år med den øvrige befolkning og bygger på data fra SEXUS-undersøgelsens første dataindsamling i 2017-2018.

Resultaterne viser, at et synshandicap kan have stor betydning for blinde og svagsynedes seksuelle liv. På flere punkter er mennesker med synshandicap nemlig mere udsatte end den øvrige befolkning.

Markant øget risiko for seksuelle overgreb

Undersøgelsen viser blandt andet, at mænd med et synshandicap oftere end andre mænd mangler seksuel erfaring, sjældnere har været seksuelt aktive det seneste år, og at der er færre, som finder deres nuværende sexliv godt. Samtidig har mænd med synshandicap haft en højere forekomst af usikker sex inden for det seneste år.

Et af de mest alvorlige fund i undersøgelsen er, at både kvinder og mænd med synshandicap har en markant øget - næsten fordoblet - risiko for at have været udsat for et seksuelt overgreb sammenlignet med den øvrige befolkning.

Et vigtigt vidensgrundlag

Resultaterne viser tydeligt, at personer med synshandicap er mere udsatte på flere områder. For Dansk Blindesamfund understreger undersøgelsen behovet for øget opmærksomhed og konkrete indsatser.

Diana Stentoft, landsformand i Dansk Blindesamfund og medforfatter til artiklen, understreger, at resultaterne bliver taget alvorligt:

”I Dansk Blindesamfund hilser vi disse vigtige resultater velkommen. Fremover vil vi blandt andet have fokus på, at blinde og svagsynede unge indgår i skolernes obligatoriske seksualundervisning på lige fod med andre unge. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at både mænd og kvinder med synshandicap er overrepræsenteret i forhold til seksuelle overgreb”, siger Diana Stentoft og fortsætter:

”Det er også væsentligt, at sundhedsprofessionelle har øget bevidsthed om, at personer med synshandicap også er seksuelle væsener med behov og problemer som andre befolkningsgrupper”.

Erotik skal være tilgængelig for alle

Tidligere i år satte Dansk Blindesamfund også fokus på seksualitet og intimitet for blinde og svagsynede ved at afholde Danmarks første erotikmesse målrettet denne målgruppe, hvor der var stor opbakning.

Formålet med messen var netop at give blinde og svagsynede den samme mulighed som seende for at udforske og opleve deres seksualitet. Besøgende kunne opleve stande med sexlegetøj, anatomiske modeller af mande- og kvindekroppen, tantramassage, piske og mulighed for at blive klogere på swingerklubber.

En af deltagerne på erotikmessen understregede behovet for mere inkluderende seksualundervisning i folkeskolerne. Han oplevede selv undervisningen som utilstrækkelig.

”Det lykkedes ikke lærerne at tilpasse undervisningen, så den gav mening for mig med synshandicap. Når jeg ikke kunne se billederne, var jeg nødt til at stille spørgsmål for at få en forståelse. Men når svarene blev mødt med fnis eller korte akavede forklaringer, opgav jeg”, siger 36-årige Søren Jensen, som er født blind.

Forskningsresultater kalder på opmærksomhed

Undersøgelsen peger også på, at kvinder med synshandicap i langt højere grad end seende kvinder identificerer sig som ikke-heteroseksuelle og/eller har haft seksuelle erfaringer med mindst én person af samme køn.

Læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, der er en af initiativtagerne til Projekt SEXUS, understreger alvoren:

”Det hører til sjældenhederne, at man kan påvise så stærke sammenhænge i en befolkningsbaseret undersøgelse af synshandicappedes seksuelle sundhed. Ikke mindst den øgede risiko for seksuelle overgreb maner til eftertanke, og jeg håber, at vores artikel vil blive delt flittigt blandt øjenlæger og andre sundhedsprofessionelle verden over”, siger Christian Graugaard.

Undersøgelsen bidrager med vigtig viden på et område, der længe har været underbelyst, og som kalder på både opmærksomhed og handling.

Den videnskabelige artikel “Sexual Health and Challenges among 15–89-year-old Danes with and without Severe Visual Impairment” (Graugaard, Stentoft, Andersson & Frisch) er udgivet i tidsskriftet Health & Disability Journal