Ny teknologi på Kellogg’s morgenmadsprodukter skal hjælpe blinde og svagsynede med vigtig information
En ny kode på Kellogg’s emballage gør det muligt for en smartphone at registrere og afspille mærkning og allergeninformation til brugeren. Alle Kellogg’s morgenmadsprodukter, der sælges i Europa, vil få påtrykt den nye teknologi fra januar 2022.
Som de første i verden introducerer Kellogg's ny verdensførende teknologi på emballagen af sine morgenmadspakker med det formål at gøre produkterne mere tilgængelige for blinde og svagsynede. Den nye teknologi på pakkerne vil gøre det nemt for forbrugere med nedsat syn at få vigtig information om for eksempel allergener. Med en smartphone skal de blot aflæse en kode og kan dernæst få afspillet information om produktet.
Kellogg vil ændre emballagen på alle sine morgenmadspakker i hele Europa, og i begyndelsen af 2022 vil de første æsker Special K med den nye teknologi kunne findes på hylden i supermarkederne. Kellogg håber samtidig, at man ved at dele sine erfaringer med andre brands generelt kan gøre supermarkedshylderne mere tilgængelige for mennesker med synstab, så de kan få adgang til produktinformation og i højere grad handle på egen hånd.
Tiltaget kommer, efter at Kellogg sidste år med stor succes testede den nye teknologi på sine Coco Pops-pakker i Storbritannien. En evaluering af testen fra organisationen Royal National Institute of Blind People (RNIB) viste, at 97 procent af deltagerne gerne ville have flere af den slags tiltag på produkter i dagligvarehandlen.
Ikke ”bare” en QR-kode
Den nye teknologi, kaldet NaviLens, er en trykt kode, der kan scannes ved hjælp af en smartphone og en gratis app for at høre, hvilke oplysninger der er gemt i koden. Koden, der består af farvede firkanter med høj kontrast på sort baggrund, ligner en QR-kode, men brugerne behøver ikke at vide nøjagtig, hvor et mærke er placeret for at kunne scanne det. Faktisk er der mulighed for at scanne en kode på op til tre meters afstand, når bare forbrugeren peger sin smartphone i retning af morgenmadspakken. Det aktiverer telefonen, hvorefter forbrugeren kan vælge at få informationer om ingredienser, allergener eller eventuel genanvendelse af emballage læst højt – eller selv læse dem via hjælpefunktionerne på deres telefon.
Teknologien anvendes i dag i transportnettet i de spanske storbyer Barcelona, Madrid og Murcia, hvor den gør byerne lettere at navigere i for tusinder af synshandicappede borgere, og i Storbritannien blev NaviLens første gang introduceret med Kellogg's forsøg på morgenmadsæskerne.
”Der anslås at være over 30 millioner mennesker i Europa med nedsat syn, og som derfor ikke er i stand til at læse oplysningerne på vores morgenmadsæsker. Som en virksomhed med fokus på ligeværdighed, mangfoldighed og inklusion mener vi, at alle skal have adgang til vigtige og nyttige oplysninger om den mad, vi sælger”, siger Aura Botorog, der er europæisk ansvarlig for Kellogg Brands, og fortsætter:
”Det er grunden til, at vi fra næste år tilføjer den nye teknologi til alle vores europæiske morgenmadsprodukter. Jeg er stolt over, at Kellogg vil blive det første firma i verden, der bruger NaviLens. Vi ved, det er vigtigt, at emballage er tilgængelig for mennesker med synshandicap, så de bliver i stand til selv at klare deres indkøb. Derfor deler vi gerne vores erfaringer med andre firmaer og brands, der ønsker at lære mere”.
Javier Pita, administrerende direktør i NaviLens, startup-virksomheden som udviklede teknologien, siger:
”Inkorporeringen af NaviLens-koderne på fødevareemballage er en positiv udvikling mod bedre og mere inkluderende købsoplevelser for synshandicappede. Teknologien gør det muligt for mennesker med synshandicap at handle mere uafhængigt og træffe deres egne valg omkring fødevarer”.
Positiv modtagelse hos Dansk Blindesamfund
I Danmark bliver Kellogg’s tiltag med særlig mærkning målrettet blinde og svagsynede positivt modtaget, og håbet er, at flere vil følge trop:
”Vi er glade for, at Kellogg prioriterer tilgængelighed for blinde og svagsynede på deres produkter. Nye påfund som disse kan sikre, at mennesker med synshandicap får adgang til vigtig information på emballagen. Ikke kun når vi står i supermarkedet, men som også kan være nyttig i hjemmet til at skelne produkterne fra hinanden eller tjekke op på eventuelle allergener. Den nye teknologi er med til at øge graden af selvstændighed hos blinde og svagsynede og give den samme frihed og valg som seende kunder. Vi glæder os til at afprøve den nye teknologi i hverdagen og håber, at andre vil følge trop på Kellogg's initiativ med at gøre emballageoplysninger mere tilgængelige”, siger Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund.
Om NaviLens
NaviLens er baseret på farverige stregkoder, som - til forskel fra QR- og andre stregkoder - kan afkodes på lang afstand og uden at være i fokus. Med mobiltelefonens kamera kan man på et splitsekund scanne dem og modtage lydbeskeder. Oplysningerne kan programmeres på flere sprog, hvor telefonen automatisk vælger sit modersmål. Teknologien anvendes allerede på stationer og andre centrale steder i blandt andet Barcelona, hvor mennesker med synshandicap kan få informationer om, hvor de er, og hvad de skal være opmærksomme på.
NaviLens er udviklet af Neosistec i samarbejde med Mobile Vision Research Lab ved University of Alicante.
NaviLens-appen kan hentes gratis i både App Store og Google Play.