Nye krav til webtilgængelighed træder i kraft

Fra 28. juni 2025 skal både offentlige og private aktører leve op til nye krav om digital tilgængelighed. Målet er at sikre lige adgang til digitale tjenester og indhold for alle.

Karsten kigger helt tæt på computerskærmen. Han har skiftet farve på baggrunden, så den er sort med hvid tekst
Tekst: Caroline Larsen Foto; Henrik Frydkjær

Den 28. juni 2025 træder nye krav til tilgængelighed i kraft i Danmark som led i implementeringen af EU’s tilgængelighedsdirektiv og den danske tilgængelighedslov. Det betyder, at flere digitale produkter og tjenester fremover skal være tilgængelige for alle – også personer med handicap.

Formålet med loven er at sikre, at digitale løsninger er tilgængelige for alle. Det handler om at fjerne digitale barrierer, så personer med handicap får bedre adgang til de produkter og tjenester, der i dag er en forudsætning for at deltage på lige fod i samfundet.

Tilgængelighed gavner alle

Tilgængeligt design handler ikke kun om at hjælpe brugere med handicap, men skaber værdi for alle. Når digitale løsninger er tilgængelige, kan alle få adgang til vigtig information og bruge tjenester uden unødige barrierer.

“De nye tilgængelighedskrav er et vigtigt skridt i retning af et mere lige og inkluderende samfund. Det handler om, at alle, også blinde og svagsynede, skal have adgang til digitale tjenester og informationer, der i dag er afgørende for at kunne deltage fuldt ud i samfundet og sikre digital inklusion for alle”, siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Siden 2019 har offentlige hjemmesider og apps skulle leve op til tilgængelighedskrav, kendt som WCAG (Web Content Accessibility Guidelines). Fra 2025 udvides og skærpes kravene, så de også gælder den private sektor og flere brancher, herunder webshops, betalingsløsninger, streamingtjenester, computere, smartphones og andre produkter, som vi dagligt bruger.

Hvem er omfattet af kravene?

De nye regler betyder konkret, at nye produkter, der kommer på markedet efter 28. juni 2025, skal opfylde tilgængelighedskravene. For allerede eksisterende produkter gælder der overgangsordninger, der giver virksomheder tid til at omstille sig. Eksempler på produkter og tjenester, der omfattes, er blandt andet routere, smart-tv, e-bøger, banktjenester, betalingsterminaler, pengeautomater, billetautomater og selvbetjeningsautomater til check-in.

For at opnå tilgængelighed kan man blandt andet benytte undertekster på videoer, højtlæsningsfunktioner som supplement til tekst, præcise alt-tekster til billeder, tekstbeskrivelser af diagrammer, tydelige overskrifter for lettere navigation med skærmlæsere samt god farvekontrast mellem tekst og baggrundsfarve, der hjælper svagsynede brugere.

Et skridt mod større digital selvstændighed

Dansk Blindesamfund ser de nye krav som en vigtig udvikling, der vil være med til at nedbryde digitale barrierer og sikre, at blinde og svagsynede får adgang til information og selvstændighed i hverdagen.

“Vi opfordrer både offentlige myndigheder og private virksomheder til at tage de nye krav alvorligt og bruge dem som en mulighed for at forbedre deres services, så ingen bliver udelukket på grund af unødvendige digitale barrierer”, siger Diana Stentoft.