Nyt forsøg gør det nemmere for blinde at affaldssortere

I Kolding Kommune skal følbare piktogrammer gøre det nemmere for blinde og svagsynede at sortere deres affald og derigennem bidrage til, at der bliver genanvendt så meget som muligt.

Som blind eller svagsynet kan det være udfordrende at sortere sit affald. Det vil Kolding Kommune nu lave om på. Som et forsøg bliver affaldsbeholderne i kommunen nemlig udstyret med taktile skilte, hvor symboler og bogstaver er mærkbare og kan føles med fingrene, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

Samtidig skal en sort bundplade med hvidt symbol, tekst og punktskrift give piktogrammerne en god kontrast, der højner læsbarheden. Piktogrammet vil blive placeret på låget af beholderen tæt på indkast eller håndtaget.

Synshandicappede vil bidrage  

Det glæder Inge-Mette Ohrt Rasmussen, der er blind og repræsentant i Koldings lokale handicapråd.

"Jeg ser frem til at prøve disse skilte af ude i virkeligheden. Som svagsynet eller blind vil man selvfølgelig gerne selv stå for at sortere sit affald så godt som muligt, men det er svært at finde de rigtige affaldsbeholdere, når der kun er påsat glatte klistermærker", siger Inge-Mette Ohrt Rasmussen og fortsætter: 

"Hvis der kommer tydelige piktogrammer på affaldsspandene, vil vi kunne bruge fingerspidserne til at læse, hvad der skal i hver affaldsspand. Det vil alt andet lige gøre det meget nemmere for den enkelte selv at sortere og tage sit affald med hen i affaldsskuret. Og så er det også godt, at skiltene bliver holdt i sort og hvid, for mange forskellige farver kan være vanskelige at skelne fra hinanden".

Forsøg testet i tre kommuner

De særlige skilte er udviklet i samarbejde med Dansk Blindesamfund og Institut for Blinde og Svagsynede, der har testet skiltene. Derudover er piktogrammerne også valgt på baggrund af erfaringer fra Fredensborg, Hvidovre og Horsens kommuner, der har gode erfaringer med piktogrammerne.

Fra de tre kommuner forlyder det, at piktogrammerne gør livet lettere for blinde og svagtseende, så derfor giver det god mening også at få piktogrammerne testet i tre måneder i Kolding Kommune, siger udvalgsformand for Plan og Teknik, Jakob Ville (V): 

"Vi skal have sorteret så meget affald som muligt til genanvendelse her i kommunen, og vi skal have alle grupper af borgere med. Derfor er det her et rigtig spændende forsøg, som jeg håber vil blive taget godt imod af både blinde og svagsynede. Nu tester kommunen skiltene frem til påsken 2023, og hvis resultaterne er gode, så vil vi tilbyde denne service til alle svagsynede og blinde i Kolding Kommune fra næste sommer,” siger Jakob Ville.