Øjenforskning gør en forskel

Hvert år uddeler Øjenfonden tæt på 2 millioner kroner til øjenforskning, der er med til at forbedre og redde synet hos mange danskere. Behandling af våd AMD er en af nutidens mest revolutionerende øjenbehandlinger.

Ifølge Socialstyrelsen lever cirka 65.000 danskere med synshandicap, som dækker forskellige grader af nedsat syn. Den bedste vej til bekæmpelse af blindhed er forskning i nye behandlingsmuligheder. Det er ofte en intens og langvarig proces. Derfor uddeler Øjenfonden hvert år næsten 2 millioner kroner til øjenforskning, så færre mister synet i fremtiden.

”Vi er stadig langt fra at udrydde blindhed, så derfor er det vigtigt, at der bliver forsket endnu mere i øjensygdomme og deres behandling. Så længe vi har øjensygdomme, hvor vi ikke kender årsagen og udviklingsmekanikken bag, er øjenforskning relevant”, siger Toke Bek, der er professor og overlæge ved Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital og medlem af bestyrelsen for Øjenfonden.

Færre bliver blinde af våd AMD

Den største revolution på øjenområdet i nyere tid er behandlingen af våd AMD. Tidligere stod man magtesløs over for øjensygdommen, mens man i dag effektivt kan behandle sygdommen med medicinindsprøjtninger i øjet. Derfor undgår en stor patientgruppe blindhed.

”Behandlingen har fantastiske effekter. I gennemsnit beholder patienterne synet, hvor det var, da de startede behandlingen, men i nogle tilfælde bliver det ligefrem bedre. Behandlingen er faktisk så effektiv, at den har ført til en anslået halvering af nytilkomne blinde i Danmark”, forklarer Toke Bek. 

Sygdommen skyldes slid på øjets nethinde og kommer oftest til udtryk ved, at der opstår en plet i midten af synsfeltet, hvor bogstaver bliver slørede eller falder helt ud, når man læser. Øjensygdommen rammer den centrale del af synet, der populært kaldes læsesynet, som gør os i stand til at opfatte fine detaljer og skelne farver. 

Det er blot inden for de seneste 13 år, at forskere har knækket koden til at behandle våd AMD. I dag arbejder forskere dog på at forbedre behandlingen, så patienter ikke skal sprøjtes med medicin så ofte eller på sigt måske kan erstatte indsprøjtninger med øjendråber. Der bliver også forsket på højtryk for at finde en behandling af tør AMD, som endnu ikke kan kureres.

For lidt viden om danskernes syn

På trods af den nye behandling er AMD fortsat en af de hyppigste årsager til nedsat syn.

”Synshandicap er ofte aldersbetinget, så jo ældre befolkningen bliver, desto flere vil døje med synshandicap. I midten af 1970erne var det omkring hver sjette ældre dansker, der fik synspåvirkning som følge af AMD. Antallet er dog faldet i takt med, at våd AMD kan behandles.”, siger Toke Bek og understreger, at vi ikke kender de præcise tal for, hvor mange der lever med AMD i dag.

Det kommer dog til at ændre sig, for med en bevilling fra blandt andet Dansk Blindesamfund er forskere fra Aarhus Universitetshospital netop i gang med at undersøge forekomsten af blindhed og svagsyn i den danske befolkning. Gennem Danmarks Statistik bliver 10.000 tilfældige danskere indkaldt til at besvare et spørgeskema om deres syn og få lavet en øjenundersøgelse.

”Årsagen til undersøgelsen er, at det er utilfredsstillende at sundhedsplanlægge uden at vide, hvad problemet er. Efter vi er blevet langt bedre til at behandle flere øjensygdomme, ved vi ikke, hvordan det står til med danskernes syn og årsagerne til svagsyn og blindhed. Resultaterne skal derfor bruges til at finde ud af, om svagsynede får den nødvendige hjælp, og om øjenlægerne kan målrette deres indsats bedre”, fortæller Toke Bek.

Revolutionerende genterapi

Øjenforskningen står dog over for endnu en revolution. Da forskerne i 2007 knækkede koden til at behandle våd AMD, kunne øjenlægerne ikke få armene ned. Meget tyder dog på, at øjenforskning er klar til at tage endnu et kvantespring med genterapi. I de senere år er der nemlig kommet en række nye forskningsresultater, der lover godt for behandling af sjældne arvelige øjensygdomme, som hidtil har været uhelbredelige.

”Vi er i starten af en ny æra med behandling af genterapi. Vi har fået godkendt det første præparat, så nu skal vi snart i gang med at behandle de første danske patienter. Vi tænker ikke, at det bliver et mirakel første, anden eller tredje gang, men det er et stort skridt i den rigtige retning”, forudser Toke Bek, som er forhåbningsfuld for behandlingen.

Folkesygdommen grå stær

Grå stær er også en meget hyppig øjensygdom. Grå stær er uklarheder i øjets linse med tiltagende sløring af synet. Grå stær findes hos mere end halvdelen af befolkningen over 70 år. Der er dog ikke noget farligt ved grå stær, der kan betragtes som kroppens naturlige ældning. I dag er øjenlægerne blevet så dygtige, at grå stær kan behandles ved en enkel operation, hvor øjets naturlige linser fjernes og erstattes af plastiklinser. De gode resultater, der er sket inden for de sidste 30 år, skyldes moderne mikrokirurgisk teknik, som hele tiden bliver forbedret.

Det forholder sig dog anderledes med grøn stær, der blandt andet er karakteriseret ved forhøjet tryk i øjet, der medfører skader på synsnerven. Det er muligt at sænke trykket i øjet og bremse sygdomsudviklingen, men der findes ingen behandling, der kan kurere patienterne, fordi årsagen til øjensygdommen fortsat er en gåde, forskere endnu ikke har løst.