Ord har betydning
Af Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 11, 2024.
Overskriften på lederen her kan synes selvindlysende. Ordene i sproget har en betydning, som vi benytter til at kommunikere med hinanden som mennesker. Ord betyder dog også meget andet. De er med til at skabe den virkelighed, vi oplever og forestiller os. Ord skubber os bevidst eller ubevidst i en bestemt retning, når vi er sammen med andre mennesker.
Lad det være sagt med det samme: enhver person har selvfølgelig fuld frihed til at benytte de ord, personen ønsker, til at tale om sig selv som blind eller svagsynet. Blinde og svagsynede er lige så forskellige som alle andre, også når det kommer til opfattelsen af eget synshandicap, sted i erkendelsen af synstab, ønsket om at lægge vægt på en eventuel synsrest og på mange andre måder.
Man kan sige om sig selv, at man har et synstab, at man har nedsat syn, at man ikke kan se ret meget, at man er dårlig til at se, at man har mistet sit syn og en hel række andre ord. Jeg har selv hørt disse udtryk og mange andre brugt af Dansk Blindesamfunds medlemmer. Det er helt ubetvivleligt vigtigt, at vi som synshandicappede kan benytte de ord om os selv, som vi føler os bedst tilpas med.
Når det er slået fast, har vi som Dansk Blindesamfund en opgave i at finde de ord, som vi fortrinsvis benytter, når vi taler og skriver om os selv som gruppe og medlemmer af en forening. Jeg har som landsformand deltaget i en debat om dette i mediet Social Monitor her i sommeren 2024. Jeg argumenterer for det synspunkt, at vi skal holde sproget så nøgternt og direkte som muligt i vores kommunikation med omverdenen. Derfor foretrækker jeg, at vi i Dansk Blindesamfunds tekster og udtalelser siger om os selv, at vi er blinde og stærkt svagsynede, når vi taler om gruppen, der ser mindre end 10 procent af et almindeligt syn. Samtidig foretrækker jeg, at vi benytter ordet synshandicap som en samlet betegnelse for gruppen af blinde, stærkt svagsynede og svagsynede, der ser mindre end 33 procent af et almindeligt syn.
Jeg tror på, at vi som handicapgruppe oplever mindre tøven og mindre berøringsangst, hvis vi selv siger tingene ret direkte. Vi har brug for at gøre det så let som muligt, når synshandicappede møder seende i en seende verden. Og jeg tror, at det kan være hjælpsomt, at vi selv er tydelige i valg af ord.
Omskrivninger som ”person med svagsynethed” eller ”person med blindhed” bliver efter min opfattelse for kunstige og kan være med til at skabe usikkerhed hos seende om, hvordan vi skal tale til hinanden som mennesker. Den usikkerhed i mødet mellem seende og synshandicappede har vi brug for at mindske, så vidt som vi kan.
Som forening skal vi ikke være firkantede i valg af ord. I vores kommunikation kan man derfor også finde udtryk som ”person med synshandicap” og ”mennesker med handicap”, og et kursus kan hedde ”Livet med synstab”. Vi er forhåbentlig i stand til at være fleksible og benytte ord, der passer til den politiske sammenhæng og målgruppen. Uanset praktisk tilgang er det fint, at vi har nogle udtryk, som vi i udgangspunktet benytter – at vi er blinde og svagsynede, og at vi er synshandicappede, hvis vi ønsker at tale om gruppen samlet.
Enhver er synshandicappet på sin måde og benytter ordene på sin måde. Som forening har vi et behov for at finde nogle ord, som vi tænker, letter kommunikationen mellem seende og synshandicappede. Sproget ændrer sig løbende, og derfor er det en samtale, vi også løbende med fordel kan have i foreningen.
Min personlige oplevelse var, at det indebar en vis lettelse for mig selv, da jeg kunne kalde mig blind. Det gav en afklaring, som jeg ikke havde oplevet tidligere i mit liv, hvor jeg gradvis havde mistet syn. Jeg ved, at andre synshandicappede har oplevet det samme. Men det er langt fra tilfældet for alle. Derfor er respekten for den enkelte persons valg så vigtig, også når det gælder ordvalg.