Over stok og sten med en fast følgesvend

”Vil jeg blive set anderledes på, hvis jeg bruger den hvide stok, når jeg bevæger mig ud i samfundet?” Den følelse kan mange nok nikke genkendende til, for det kan være svært at tage stokken i brug, og mange skal bruge et godt tilløb, inden den bliver en fast følgesvend.

Jean-Paul med blindestok ude på parkeringsplads
Copyright Henrik Frydkjær

Det gælder også for 36-årige Jean-Paul Coltey-Plaza, der har øjensygdommen Retinitis Pigmentosa. For ham tog det tid at nedbryde barrieren og tage den hvide stok i brug.

"Det føles som et nederlag, når man ikke blev født som synshandicappet og er vant til at klare sig i livet uden stok. Det er som om, jeg er i gang med at tabe en kamp, som jeg aldrig tænkte, jeg skulle tabe. Derudover kan jeg ikke lide al den opmærksomhed, man får fra andre mennesker, bare fordi man bruger en stok. Blandt de følelser jeg oplever, findes der magtesløshed og medlidenhed fra andre personer. Det er næsten uundgåeligt for folk at forbinde et synshandicap med mangel på kompetencer, intellektuelle begrænsninger samt andre negative forestillinger", siger Jean-Paul Coltey-Plaza.

Han har dog efterhånden overvundet sig selv og taget den hvide stok mere i brug.

"Man får mindre stress og derved mere ro, fordi man passer på sig selv samtidig med, at man tager hensyn til andre mennesker i stedet for at risikere et uheld ved at gå ind i nogen eller noget. Folk plejer at være søde og behjælpelige, når de konstaterer, at man lider af et synshandicap", siger han.

Lørdag den 15. oktober fejrer Dansk Blindesamfund og resten af verden Den Hvide Stoks Dag. Og selv om vi i Dansk Blindesamfund kan være meget forskellige, bruger mange af os den hvide stok, for den hjælper os til at være mindre handicappede. Den stempler os ikke. Den gør os mere selvstændige, så vi kan bevæge os frit ude i samfundet.

"For mig betyder den hvide stok frihed og respekt for mine medmennesker. Det er et kæmpe skridt for mange synshandicappede at tage den hvide stok i brug. Det var det også for mig, da jeg var teenager. I dag er den hvide stok en del af mig. Jeg kan slet ikke forestille mig at gå ud af min dør uden den. Rigtig glædelig hvide stoks dag", siger landsformand i Dansk Blindesamfund Ask Løvbjerg Abildgaard.

Den Hvide Stoks dag er blevet fejret hvert år den 15. oktober på verdensplan siden 1984. For at markere dagen har Dansk Blindesamfund produceret en video, hvor 10 af vores medlemmer sammen med Ask Løvbjerg Abildgaard kaster den hvide stok videre til den næste, der griber den i luften. Videoen kan også findes på Dansk Blindesamfunds Facebook-side, Synspunktet og på Linkedin. Vi opfordrer alle til at dele videoen og sprede den ud i deres netværk.