Politikere til middag i mørke

Midt i valgkampen har Dansk Blindesamfund inviteret folketingspolitikerne Helle Bonnesen (K) og Charlotte Munch (DD) til middag i mørke. Det blev en aften, der både bød på personlige historier og politiske løfter.  

Diana står i midten med sin blindestok. På hver side står Helle Bonnesen og Chalotte Munch

“Er der nogen, der kan finde vandet?” En hånd famler forsigtigt hen over bordet. Fingrene rammer en tallerkenkant og glasset, inden karaflen findes. Ingen kan se noget. Ikke engang konturer. Rummet er fuldstændig mørkt.

Ved bordet sidder Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund, sammen med Helle Bonnesen (K) og Charlotte Munch (DD).

Dansk Blindesamfund har inviteret de to folketingspolitikere til middag i mørke på pop-up-restauranten Dining in the Dark på Vesterbrogade i København – et sted hvor synet kobles fra, og de øvrige sanser træder i karakter.

Her får politikerne for en stund lov at opleve, hvordan det er at være blind, når de skal spise i totalt mørke.

Under middagen falder snakken både på personlige historier om handicaps og politiske valgløfter.

Det er i orden at bruge fingrene

”Stik jeres pegefinger ned i glasset, når I hælder vand op. Så kan I mærke, når glasset er fyldt”, lyder det fra Jannie Hammershøi, som er indehaver af Dining in the Dark og en af aftenens tjenere.

”Det er også helt i orden at bruge fingrene til at orientere sig på tallerkenen”, siger hun.

Bestik klirrer forsigtigt mod tallerkenerne. Der bliver lyttet, mærket og duftet.

Helle Bonnesen konstaterer, at det er en kompleks manøvre og bemærker, at hun sidder med lukkede øjne, selvom det ingen forskel gør.

Ved siden af forsøger Charlotte Munch at afkode forretten:

”Der er nogle knasende og sprøde grøntsager. Jeg tror, det er broccolini”, siger hun og smager sig frem.

Det skal være nemmere og hurtigere at få bevilget hjælpemidler

I løbet af aftenen deler politikerne flere personlige historier om handicaps.

”Jeg havde engang en nær ven, som var blind. Han var bartender ved mit bryllup”, fortæller Helle Bonnesen.

Hun mindes også sin mormor, der underviste blinde og svagsynede i madlavning.

”Det var spændende, for man kan jo ikke bruge gram og kilo. Min mormor måtte derfor ændre måleenhederne til kopper og glas.”

Charlotte Munch har også handicapområdet helt tæt inde på livet. Hendes voksne datter er udviklingshæmmet og har en alvorlig øjensygdom.

Hun fortæller, at hun selv har oplevet udfordringer med systemet i forhold til at få hjælpemidler til sin datter.

”Min datters briller gik for nylig i stykker, men selvom hun allerede én gang havde fået bevilget briller af kommunen, skulle hun nu vente på, at kommunen vurderede hendes sag på ny”.

”Jeg havde mulighed for at købe et ekstra par briller til min datter. Men den mulighed har alle mennesker jo ikke. Det burde være nemmere og hurtigere at få bevilget hjælpemidler”, siger Munch.

Besparelse kan presse blinde og svagsynede ud af beskæftigelse

Mens hovedretten bliver serveret, bevæger samtalen sig fra det personlige til det politiske.

I Danmark er beskæftigelsen historisk høj, men for blinde og svagsynede i den erhvervsaktive alder er det blot en tredjedel, der er i job.

Sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny handicappolitisk handlingsplan og målsætning om at få 15.000 flere med handicap i beskæftigelse.

Alligevel blev Erhvervsservice, som tilgængeliggør fagmateriale for blinde og svagsynede, nedlagt som en del af sidste års finanslov.

Diana Stentoft lægger ikke skjul på udfordringen og spørger politikerne ind til, hvad de vil gøre for at få flere med synshandicap tættere på arbejdsmarkedet.

”Erhvervsservice er en kompensationsopgave og bør derfor eksistere og måske flyttes til beskæftigelsesministeriet”, siger Helle Bonnesen.

”Det frustrerer mig det her roderi”, siger Charlotte Munch og efterlyser en samlet reform for handicapområdet.

Ledsageordningen skal gøres permanent

Da vi når til desserten, er politikerne blevet mere fortrolige med mørket og snakken falder på ledsageordningen til blinde og svagsynede over 67 år.

En ordning som gør det muligt for ældre med synshandicap at få hjælp til at komme til lægen, handle, besøge familie og venner eller deltage i sociale og kulturelle aktiviteter.

Men ordningen udløber ved årets udgang, og det skaber utryghed blandt brugerne, fortæller Diana Stentoft.

“Der er ingen tvivl om, at ledsageordningen skal gøres permanent”, siger Charlotte Munch og uddyber:

”Få dage før valget blev udskrevet, fremsatte Danmarksdemokraterne et beslutningsforslag om at gøre ledsageordningen permanent. Det vil vi genfremsætte efter valget”.

Helle Bonnesen bakker op om, at ledsageordningen bør gøres permanent og henviser til, at hendes egen formand, Mona Juul, kaldte det en ”undladelsessynd”, da ordningen i første omgang ikke kom med på finansloven for 2026.

Tilbage i lyset

Middagen er slut. Stolene skubbes tilbage. Hænder finder frem til bordkanten. En tjener guider selskabet ud. Langsomt vender lyset tilbage. Øjnene skal vænne sig til det igen.

Helle Bonnesen og Charlotte Munch skal videre ud i valgkampen, som spidser til, inden vælgerne skal sætte deres kryds den 24. marts.

For en aften har mørket sat perspektiv på en hverdag, som mange lever med hver dag.