Punktskrift skal anerkendes som skriftsprog
I både Norge og Sverige er udviklingen af punktskrift støttet af staten, og skriftsproget nyder dermed højere anerkendelse end i Danmark.
En undersøgelse af punktskriftens vilkår for børn og unge i Danmark foretaget af Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs viser, at både forældre og synsprofessionelle anser punktskriften som vigtig i forhold til blinde og stærkt svagsynede børns udviklings- og uddannelsesmuligheder. Synspunktet understøttes desuden af en række internationale undersøgelser, der peger på, at punktskriftbrugere læser og skriver mere korrekt. De har desuden en bedre forståelse af tekstopbygning og struktur sammenlignet med blinde og stærkt svagsynede, der udelukkende gør brug af taleløsninger.
Alligevel har punktskriften ikke alt for gode betingelser i Danmark. Trods tilslutningen til handicapkonventionen, hvor punktskrift er nævnt flere gange, er punktskrift ikke anderkendt som et officielt skriftsprog med det ansvar, der følger for udvikling og vedligehold af skriftsproget.
”Man skulle jo mene, at det ville føre til en egentlig anerkendelse af punktskrift som skriftsprog samt nationale forpligtelser på området, når Danmark har tilsluttet sig konventionen. En sådan anerkendelse ville betyde et fornyet fokus på punktskrift. Der er behov for at afsætte flere midler og sikre, at dem, der underviser elever, der anvender punktskrift, også kan undervise kvalificeret i elektroniske punktapperater og følge med udviklingen” siger Jannie Hammershøi, medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund.
I Danmark ligger ansvaret for udviklingen af punktskrift hos brugergruppen gennem Det Danske Punktskriftsnævn, der er drevet af Dansk Blindesamfund, og dette ansvar burde ifølge Jannie Hammershøi ligge på et nationalt niveau og være en samfundsopgave frem for en foreningsaktivitet.
Undersøgelsen fra Dansk Blindesamfund og Synscenter Refsnæs peger på, at der ikke er tilstrækkeligt med opbakning til efteruddannelse eller kompetenceudvikling for såvel forældre som lærere, og at børn med synshandicap ofte er bedre til punktskrift end de voksne, der skal motivere og undervise dem. Således angiver over halvdelen af de adspurgte synsprofessionelle, at de ikke har modtaget kurser eller efteruddannelse på området inden for de seneste to år. Det kan have konsekvenser for blinde og stærkt svagsynede børn, hvis de voksne omkring dem ikke behersker punktskrift.
”De risikerer hverken at kunne læse eller skrive. Blinde og stærkt svagsynede har ikke et læsehandicap, men et synshandicap, der gør dem ude af stand til at læse, medmindre teksterne bliver gjort tilgængelige. Børn, som hverken behersker punktskrift eller får stavemåder og ordbilleder ind, som seende gør det via øjnene, får nok et lydligt input, men ikke et billede af stavemåden. På sigt fører det til dårlig sprogforståelse eller decideret analfabetisme. Det forfølger dem i forhold til uddannelse og job”, forklarer Jannie Hammershøi.
Ifølge en rapport fra Vive fra 2017, der kortlægger blinde og svagsynedes livsvilkår, fremgår det faktisk, at uddannelsesgraden er i frit fald, og at blinde og stærkt svagsynede i gennemsnit har et lavere uddannelsesniveau og en meget svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden handicap. Alene fra 2009 til 2015 er der sket et fald i andelen af blinde og stærkt svagsynede i alderen 30-35 år, der har en kompetencegivende uddannelse. I 2009 havde 52 procent en kompetencegivende uddannelse, mens det samme gjorde sig gældende for 38 procent i 2015.
Ud over elevernes faglige forudsætninger, som altså er ringere uden punktskriftfærdigheder, peger Jannie Hammershøi også på det inkluderende element i et officielt anerkendt skriftsprog.
”I undersøgelsen har flere forældre bemærket, at punktskrift skaber lighed for børn med synshandicap og gør det muligt at læse og skrive og have et helt almindeligt liv, som en forælder formulerer det. En anden siger, at punktskrift er hendes søns sprog, hans måde at komme frem i verden på og hans måde at kommunikere på. Det er da en officiel anerkendelse værd, skulle jeg mene”, afslutter Jannie Hammershøi.