Regeringen forlænger ledsageordningen for ældre blinde og stærkt svagsynede i 2027

I Dansk Blindesamfund glæder vi os over, at regeringen viderefører ledsageordningen i 2027 og vil arbejde for en permanent løsning.

Birgitte holder fast i Vivis arm. De er ude at gå tur i skoven

"Jeg vil gerne rette en stor tak til regeringen og partier på tværs af Folketinget for den lydhørhed og opbakning, vi har mødt i denne sag. Videreførelsen af ordningen giver ro og tryghed for de mennesker, der er afhængige af den i hverdagen. Det er også meget positivt, at regeringen samtidig melder klart ud, at der skal findes en permanent løsning", siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark glæder sig ligeledes over forlængelsen og understreger, at der skal findes en permanent løsning:

"Det er afgørende for mig, at man skal kunne leve et godt og aktivt liv, også når man bliver ældre og har et synshandicap. Det skal ikke være ens syn, der afgør, om man kan deltage i sociale arrangementer, gå en tur i parken eller tage på café. Derfor skal ledsageordningen, som har stor betydning for mange ældres livskvalitet, forlænges til næste år, ligesom jeg mener, vi skal have fundet en permanent løsning for, hvordan ordningen kan fortsætte", siger Jacob Mark i en pressemeddelelse.

Ledsageordningen gør en stor forskel og betyder, at ældre blinde og stærkt svagsynede kan få hjælp til at komme til lægen, indkøb, besøge familie og venner, gå en tur, samt deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Alternativet er isolation i eget hjem uden selvstændig mulighed for at komme ud.

Ordningen er målrettet ældre over 67 år, som på grund af deres alder ikke har adgang til ledsageordningen efter serviceloven. Den har siden etableringen i 2021 haft stor betydning for livskvaliteten hos ældre borgere med synshandicap.

Det bekræftes af en ny tilfredshedsundersøgelse blandt de omkring 1.000 brugere af ordningen. Her svarer hele 85 procent, at ordningen i høj eller meget høj grad bidrager til øget livskvalitet.

Ordningen videreføres i 2027 med syv timers ledsagelse om måneden, men mange brugere peger på, at syv timer om måneden ofte kun rækker til de mest nødvendige gøremål, mens deltagelse i sociale og kulturelle aktiviteter må prioriteres fra.

“Jeg havde gerne set, at behovet for 15 timers ledsagelse om måneden var blevet imødekommet. Jeg håber, at regeringen og Folketinget vil hæve timeantallet, når der næste år skal findes en permanent løsning. Det kommer vi selvfølgelig til at arbejde for”, udtaler Diana Stentoft.