Rehabilitering virker, fastslår rapport
Ny undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at rehabiliteringskurser øger nyblindes trivsel og livskvalitet, og særligt samværet med andre synhandicappede er afgørende.
”Jeg har fået større optimisme i forhold til fremtiden. Jeg føler mig bedre tilpas. Det skal nok gå hen og blive godt. Der er mange ting, jeg kan, og mange ting jeg kan lære”, siger en kursist fra Nyblindekursus i en ny undersøgelse foretaget af psykolog og videnskabelig assistent fra Aalborg Universitet, Ida Flagstad Hejlesen, i samarbejde med Dansk Blindesamfund.
Hvert år rammes mere end 2.000 mennesker i Danmark af alvorligt synstab enten pludseligt eller gradvist. Når man mister synet, påvirker det en lang række andre funktioner i dagligdagen som at køre bil, lave mad og gå på arbejde.
Dansk Blindesamfund tilbyder kurser til nyblinde, men der findes meget få undersøgelser af kursernes effekt. Derfor har en forsker fra Aalborg Universitet i samarbejde med Dansk Blindesamfund undersøgt og evalueret rehabiliteringsindsatsen for mennesker, der for nyligt har mistet synet og skal lære at mestre livet med synshandicap.
Humøret er steget
Undersøgelsen viser, at kursisterne på begge kurser har oplevet en statistisk sikker stigning i trivsel efter deltagelse i kurserne. Det betyder, at kursisternes trivsel efter endt kursus cirka befinder sig på samme niveau som den generelle befolkning. Trivslen er målt med det validerede trivselsindeks WHO-5, der går fra 0 til 100. Jo højere score, desto højere trivsel.
Kursisterne på Nyblindekurset øger deres trivsel signifikant fra en gennemsnitlig score på 60 før og til en score på 70 efter kurset. Det samme mønster gør sig gældende for kursisterne på "Når synet svigter". Her er kursisternes gennemsnitlige score gået fra 59 før til 64 efter kurset.
80 procent af kursisterne på Nyblindekurset og 64 procent af kursisterne på "Når Synet Svigter" er meget enige eller enige i, at kurset har været med til at øge deres trivsel i hverdagen.
”Efter kurset har jeg fået en vitaminindsprøjtning. Mit humør er meget bedre, og jeg er blevet bedre til at håndtere de udfordringer, der er. Jeg er blevet mere positiv i min hverdag. Det er helt klart kurset, der har ændret det”, fortæller en kursist, der har deltaget i kurset "Når synet svigter".
Kan rigtig meget som synshandicappet
Når man mister synet helt eller delvist, sætter det gang i et væld af følelser, der påvirker både krop og psyke og kan komme til udtryk i form af depression, angst og bekymringer for fremtiden. Derfor har forskeren også undersøgt kursisternes niveau af angst og depression efter kurserne. Niveauet er målt med PHQ-4, der går fra 0 til 12. Jo højere score, desto højere grad af samlet niveau af angst og depression.
Kursisterne på Nyblindekurset oplever et fald i angst- og depressionsniveau fra en score på 3,6 før og til en score på 2,4 efter kurset. For kursisterne på "Når synet svigter" ses en lignende tendens, da de går fra en score på 4,3 før til en score på 3,8 efter kurset. Forskellene er ikke statistisk signifikant.
Det fremhæves, at et af de mest givende elementer ved kurserne er, at underviserne selv er blinde eller svagsynede, så kursisterne kan spejle sig i dem og se, at man kan rigtig meget som synshandicappet. Kursisterne understreger, at underviserne optræder som vigtige rollemodeller og er et synligt bevis på, at man som blind eller svagtseende kan få en aktiv og selvstændig hverdag ved hjælp af forskellige teknikker og hjælpemidler.
”Jeg var imponeret over de undervisere. Det var helt fantastisk at være sammen med syv undervisere, der gebærder sig som om, at de kan se hele verden. Det gør, at man selv tænker: 'Nu må du altså lige sparke dig selv bagi. Så slemt har du det heller ikke.' Jeg har jo trods alt en synrest”, fortæller en af kursisterne.
Ikke alene
En anden gennemgående oplevelse for kursisterne på begge kurserne er, hvor værdifuldt det er at møde ligesindede. De beskriver det som positivt at udveksle tanker, følelser og erfaringer med andre i samme situation som dem selv.
100 procent af kursisterne på Nyblindekurset og 64 procent af kursisterne på "Når synet svigter" er meget enige eller enige i, at de har haft god mulighed for at udveksle erfaringer, problemer, sorger og glæder med andre i samme situation som dem selv.
”Vi ville hinanden og var interesserede i hinanden. Det lyder måske bizart, men jeg følte mig en smule heldig på kurset over, at jeg har mistet mit syn. Ellers havde jeg ikke været på kurset, og så havde jeg ikke mødt de her helt fantastiske mennesker”, siger en kursist fra Nyblindekurset.
Håb og mod for fremtiden
Kursisterne giver udtryk for, at kurserne har hjulpet dem til bedre at kunne acceptere synstabet og dets konsekvenser. Mange oplever samtidig, at de har fået et skub i retning af at komme i gang med aktiviteter, som kan være med til at mindske de udfordringer, som synstabet giver. De har fået et håb om, at de kan vende tilbage til hobbyer eller opdage nye hobbyer, der knytter dem til et fællesskab.
”Vi har fået et kursuskatalog med hjem om alverdens kurser. Så kan man deltage i de kurser, som giver mulighed for at lære nogle af de ting, man savner at kunne som dårligt seende. Jeg har aftalt med de to damer, jeg blev venner med på kurset, at vi skal afsted sammen på nogle kurser. Der er kurser, hvor man kan lave noget med ler eller glas. Man kan endda strikke. Jeg tænkte: Hold da op, hvis man kan lære det hernede, så skal jeg afsted”, siger en tilfreds kursist fra kurset "Når synet svigter".
Rapport: Rehabilitering af nyblinde, Aalborg Universitet
Hent hele rapporten for at læse mere om undersøgelsen af Dansk Blindesamfunds kurser til nyblinde