Rita kæmper for mennesker med synshandicap
En del af arven efter Rita skal gå til Dansk Blindesamfund, så kampen for bedre vilkår kan fortsætte, når Rita ikke er her mere.
Tekst: Carolina Diaz-Lönborg Foto: Henrik Frydkjær
“Blindheden har nok ikke været det største problem for mig. Det var mere den måde, omgivelserne så på mig”.
Sådan siger Rita Varmby, når hun ser tilbage på sit liv med synshandicap. Rita har været blind siden fødslen og bor i dag på plejehjemmet Solgaven i Valby. Ifølge Rita har hendes liv været præget af både omsorgssvigt, ensomhed og svære perioder. Alligevel har hun kæmpet for at blive hørt og for at hjælpe andre med synshandicap. Netop derfor har hun også valgt at testamentere en del af sin arv til Dansk Blindesamfund.
En svær start på livet
Rita blev født den 6. november 1948 - knap tre måneder for tidligt, hvilket førte til hendes synshandicap. Hendes forældre var unge og havde svært ved at håndtere situationen.
“Mine forældre var umodne, og de var slet ikke parate til at få mig”, fortæller Rita.
Hun kom derfor på børnehjem som nyfødt. Hun nåede at bo på to børnehjem, før hun kom til Synscenter Refsnæs børnehjem, hvor hun boede indtil hun var 15 år gammel. Om tiden på Refsnæs, husker hun både gode og dårlige ting.
“Rent fagligt havde jeg det fint. Men i fritiden skete der ikke meget. De voksne havde ikke mange pædagogiske indsigter, og det var meget kæft, trit og retning”, husker Rita.
Musik og fantasi gav håb
Som 15-årig flyttede Rita til Blindeinstituttet i København. Her skulle hun tage en realeksamen, men psykisk havde hun det svært efter mange år med mobning og mangel på omsorg.
“Jeg levede i min egen fantasiverden. At være Rita var ikke særlig sjovt”, fortæller hun.
Musikken blev et frirum for hende. Hun lyttede især til Everly Brothers og Buddy Holly og drømte om selv om at synge og stå på scenen.
“Jeg fantaserede om, at jeg var popsanger”, siger hun med et smil.
Et vigtigt fællesskab
Som 18-årig blev Rita medlem af Dansk Blindesamfund. Det blev et vigtigt fællesskab for hende.
“Jeg blev medlem i 1966 og har været det siden. Det var helt naturligt for mig. Jeg var endda sekretær i kredsen, og det var skønt”, siger Rita, der mener, at Dansk Blindesamfund gør meget godt for mennesker med synshandicap og særligt arbejdet i de lokale kredse og fællesskabet mellem medlemmerne er vigtigt.
”Der er stadig meget at kæmpe for blandt andet på det digitale område. Det er ikke alle, der kan følge med, og jeg vil kæmpe for alternative løsninger for alle os, der ikke er digitale”, siger Rita, der også kæmper for bedre forhold for synshandicappede i trafikken.
”Jeg er selv elendig til at færdes i trafikken, så der skal også være bedre løsninger”, forklarer Rita.
Håb for fremtiden
Selvom livet har været hårdt, har Rita stadig mange interesser. Hun elsker musik, historie, skrivning og har skrevet tre selvbiografier. Hun har også fundet ro i forhold til sit synshandicap.
“Der er ting, jeg kan, og ting jeg ikke kan. Jeg prøver at få det bedste ud af det. Blindheden er en del af min identitet og selvforståelse. Man kan ikke adskille sin blindhed fra sin øvrige personlighed. Blindheden præger mit livssyn på alt”, forklarer Rita.
Når Rita vælger at testamentere en del af sin arv til Dansk Blindesamfund er det med håbet om, at hun kan hjælpe fremtidige generationer med synshandicap - blandt andre børnene på sommerskole, som Rita synes er vigtigt, fordi det giver synshandicappede børn mulighed for at mødes og spejle sig i hinanden. Men helt generelt er der brug for midler, så mennesker med synshandicap kan leve livet på lige fod med andre.
“Handicapområdet bliver mere og mere negligeret, og jeg vil gerne være med til at gøre en forskel”, fastslår Rita.