Rune Klan tester grænsen for humor om synshandicap

Tryllekunstneren og komikeren Rune Klan undersøger, hvor går grænsen for humor om tabuer og synshandicap i et nyt TV2-program, ”Tabu – med Rune Klan”, der har premiere i aften.

Hvad må man spørge en blind om? Er det okay at lave sjov med synshandicap? Det undersøger Rune Klan, når han går i kødet på forskellige emner, som normalt er tabu at gøre grin med. Han undersøger, om tabuer er noget vi kan grine af og - ikke mindst - hvor meget.

Tabuer og komik

I første afsnit er Rune Klan taget i sommerhus med fire blinde og svagsynede for at blive klogere på, hvordan det er at være blind, og hvor går grænsen for humor om synshandicap. Resultatet af mødet er et stand-up show, hvor der er ekstra meget på spil for Rune Klan. De fire blinde og svagsynede følger nemlig med fra første parket.

Portræt af Rune Klan, der sidder med krydsede arme og smiler i baggrunden hænger et rødt teatertæppe og tre lysende projektører
Copyright Per Arnesen/TV2

”Det var virkelig en sjov og spændende oplevelse. Rune Klan er nysgerrig af sind, enormt empatisk og imødekommende, og så er han bare hylende morsom. Han formår på fineste vis at gøre grin med det, som andre er bange for at spørge ind til”, fortæller Michael Schacht Pedersen, som medvirker i første afsnit, hvor han og tre andre blinde og svagsynede fortæller om, hvordan de tackler deres liv, og hvordan omverdenen håndterer deres synshandicap.

Formålet er at forstå de blinde og svagsynedes hverdag bedre. At skabe opmærksomhed på, hvad de medvirkende oplever som tabu, misforståede hensyn, og hvad vi hver især kan gøre for at komme det til livs. Det hele bliver leveret med et humoristisk tvist, hvor Rune Klan omsætter de medvirkedes historier til jokes i et stand-up show.

Berøringsangst over for synshandicap

”Det er fedt, at der bliver sat fokus på ganske almindelige mennesker, der står i forskellige situationer. At seerne bliver inviteret indenfor i en verden, som de måske ellers ikke vil støde på. På mange måder er mennesker med synshandicap en minoritet i Danmark, men alligevel bevæger vi os i det offentlige rum på lige fod med andre. Derfor er det vigtigt med vidensdeling om, hvad det vil sige at være blind, hvad kan vi, og hvor meget hjælp har vi brug for”, siger Michael og understreger, at det selvfølgelig er meget forskelligt fra person til person. Blinde og svagsynede er lige så forskellige som alle mulige andre. 

Michael blev blind for 23 år siden, da en krysantemumbombe eksploderede i hovedet på ham. Han ved derfor, hvordan det er, når folk er berøringsangste og ikke tør spørge ind til hans synshandicap. For hvad skal man sige, og hvad må man spørge om?

”Jeg oplever ofte, at folk er meget nysgerrige og gerne vil vide, hvordan det er at være blind, men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. De er forsigtige og bange for at træde mig over tæerne. Det er ærgerligt, for vi går glip af nogle gode snakke, hvor vi kan lære noget om hinanden”, siger Michael, som gerne vil fortælle om sit liv med synshandicap. Derfor forsøger han at hjælpe folk på vej, hvis han fornemmer, at de er interesserede, men ikke ved, hvad de må spørge ind til. Her har Michael erfaret, at humor er et godt redskab til at bløde op for snakkene. For ham er humor forløsende og gør alting meget nemmere. Han synes derfor, det er godt, at TV2 og Rune Klan sætter fokus på tabuer ved at angribe det med humor og komik.

Blinde kan og vil meget

Portræt af Michael der blev blind ved en fyrværkeriulykke
Copyright Henrik Frydkjær

”Hvorfor skal det hele være så alvorligt, bare fordi jeg ikke kan se? Hvorfor ikke se det fra den positive side frem for at fokusere på alt det negative? Det skaber en helt anden tilgang, også for andre mennesker. Det er slet ikke så farligt at snakke om det tabubelagte”, forklarer Michael, der håber, at hans medvirken i tv-programmet kan være med til at nedbryde berøringsangsten og vise, at blinde og svagsynede kan rigtig meget. Han oplever nemlig tit, at folk har en forudindtaget holdning til, hvad blinde og svagsynede kan og ikke kan.

”Jeg oplever tit, at folk er overraskede over, hvor meget der kan lade sig gøre, når man er blind. Selv om jeg ikke kan se, driver jeg for eksempel mit eget firma, har stået på vandski og kørt markræs. Med de rette hjælpemidler og teknikker kan det meste lade sig gøre”, understreger Michael, der oplevede, at de fire medvirkende gjorde indtryk på Rune Klan med deres gåpåmod og alt det, de formår uden syn.

Du kan se ”Tabu - med Rune Klan” i aften (den 13. september) klokken 20 på TV2 eller allerede nu på TV2 Play.