Sådan passer du på din førerhund i varmen
Der er hedebølge på vej ind over Danmark. Sol og varme kan dog skabe problemer for hunde. Derfor guider vi dig her til, hvordan du bedst holder din førerhund afkølet og glad i sommervarmen.
Vejrguderne er med os og forudsiger varme temperaturer i de kommende uger. Danskerne elsker sommer og sol, men de pelsede venner på fire ben er dog ikke lige så begejstrede. Hunde kan nemlig nemt blive overophedet. Du kan dog tage visse forholdsregler, så din førerhund nemmere overkommer de varme temperaturer.
Glohedt fortov
Mens vi går rundt i sandaler eller klipklapper, skal du være opmærksom på, at din hunds poter er mere udsatte. Hvis solens stråler står lige på, kan asfalt og fortov blive så varm, at hunden risikerer forbrændinger på poter.
”Det er vigtigt at tjekke, hvor varmt fortov eller asfalt er, når solen bager lige på. Hvis man ikke selv kan stå med en håndflade eller flad fod på fortovet i et minut, så kan hunden ikke gå på det”, forklarer Tanja Nørager, der er uddannet veterinærsygeplejerske og konsulent medhjælper i førerhundeordningen.
På meget varme sommerdage kan gåture derfor med fordel ske om morgenen og om aftenen, hvor vejret oftest er lidt køligere og solens stråler aftaget. Det kan imidlertid være svært at tilrettelægge, hvis man skal til og fra arbejde med sin førerhund. Men også det er der råd for.
”Hvis der er mulighed for det, kan du lade din hund på i græsrabatten”, siger Tanja, som anbefaler, at man planlægger sin dag, således at man undgår udendørs aktivitet, når solens stråler er kraftigst midt på dagen. Det gælder også hundeleg, for mange hunde kan ikke selv sige stop, når der er en bold eller legekammerat involveret. Derfor er det brugerens ansvar at sikre sig, at førerhunden ikke overanstrenger sig, når der er varmest.
Masser af vand
Det er værd at huske, at hunde oplever varme mere voldsomt end mennesker, da de har sværere ved at komme af med varmen. De har nemlig ikke svedkirtler fordelt over hele kroppen som os mennesker, men derimod kun på poterne imellem trædepuderne. Derfor er det ikke nær så nemt for hunde at tilpasse sig til de varme temperaturer, som det er for mennesker. Når din førerhund skal af med varme sker det derfor ved, at den halser. Det vil sige, at den trækker vejret gennem en hurtig gispende vejrtrækning med åben mund.
”Den bliver derfor hurtigt tørstig, så det er vigtigt, at din hund altid har adgang til frisk vand. Det gælder uanset om man er på tur, derhjemme eller i haven. Man kan få sådan nogle sammenklaplige skåle, som ikke fylder meget at have med sig”, fortæller Tanja. Vandet skal dog ikke være iskoldt, for så skal hunden bruge mere energi på at optage det. Kropstempereret vand er derfor at foretrække.
”Det er en god tommelfingerregel, at hunde cirka drikker 800 milliliter per 10. kilo. Så hvis din hund vejer 30 kilo, har den et væskeindtag på omkring 2,4 liter vand om dagen. Når der er varmt, eller den har været ude at løbe, drikker de selvfølgelig mere”, fortæller Tanja.
Vandhunde
Uanset om du er hjemme, i sommerhuset, på gåtur eller sidder på terrassen, så sørg for at din hund altid kan søge skygge, for ellers risikerer den hedeslag. Det gælder alle hunde, men især hunde med sort pels er særligt udsat.
Hvis din førerhund alligevel har det varmt, kan du afkøle den ved at bruse den med haveslangen. Men faktisk behøver du ikke at overdynge den med vand, da den bedste effekt opnås ved at afkøle poterne.
”Det kan være en god ide at investere i en kølemåtte til hunde, så du altid kan tilbyde en kold plet. Den er nem at rulle sammen, så den kan medbringes på kontoret eller i bus og tog, som nemt kan blive meget varme i sommerperioden”, anbefaler Tanja, som selv har købt en skridsikker måtte og en plastic sandkasse, som hun fylder med vand til stor fornøjelse for sine hunde. At plaske rundt i badebassin er derfor en god måde til at bekæmpe sommervarmen.
Vær opmærksom på advarselstegnene
En hunds normaltemperatur ligger omkring 38 grader, så hvis temperaturen stiger, risikerer hunden at få et hedeslag, som belaster organerne. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på symptomerne. Et ret tydeligt advarselstegn er overdreven gispen. Det kan også være, at førerhunden er sløv og ikke så opmærksom på kommandoer som normalt. Det er vigtigt at tage hånd om problemet, hvis din hund bliver overophedet.
”Giv hunden vand at drikke. Skyl hunden i køligt vand eller gør et håndklæde vådt og læg det om hunden. Det er vigtigt at køle poterne ned. Hvis det ikke virker skal du straks søge dyrlæge”, forklarer Tanja.