Se dig for i det byggede miljø. Hvis du kan.
Al for få af landets offentlige og private bygherrer, projekterende, arkitekter og entreprenører i det byggede miljø prioriterer tilgængeligheden for synshandicappede, når nyt bygges, eller gammelt renoveres. Det ønsker Dansk Blindesamfund at ændre på. Det at kunne færdes uafhængigt uden for sin egen hoveddør er en meget vigtig politisk prioritering i Dansk Blindesamfund.

Dansk Blindesamfund har netop lanceret en opdateret version af TiBS – et digitalt værktøj om tilgængelighed for blinde og svagsynede og en af deres største og vigtigste udgivelser.
"Vi har i mere end 30 år arbejdet på at gøre livet som synshandicappet nemmere, når man færdes i trafikken og det byggede miljø. TiBS er netop blevet færdig i en ny, digital version, og indholdet er opdateret med relevant lovgivning, tekniske krav og standarder", fortæller Jesper Holten, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund og ansvarlig for tilgængelighedsområdet.

Spørger man Rie Ollendorff, der er selvstændig arkitekt og tilgængelighedsrevisor, er TiBS en vejledning, som alle, der beskæftiger sig med det byggede miljø, bør have kendskab til. Rie har bidraget med dele af indholdet både i tidligere versioner samt den opdaterede version af TiBS.
"Det er mit indtryk, at de fleste kender Dansk Blindesamfund, men mange, som ellers burde være, er ikke bekendte med TiBS. Der er ingen tvivl om, at vejledninger som TiBS er med til at underbygge mit arbejde som tilgængelighedsrådgiver"
Rie Ollendorff støder ofte på publikationer, som koster flere hundrede kroner at få adgang til.
"Det afholder mange, tror jeg. TiBS er gratis og ligger digitalt. Det er en kæmpe fordel", understreger Rie Ollendorff.
De professionelle i det byggede miljø skal med
Modsat seende uden funktionsnedsættelser bruger blinde og svagsynede ekstra meget energi på at orientere sig, når de færdes alene. Derfor medfører manglende ledelinjer, dårlige kontraster (for eksempel lysegrå skrift på hvid baggrund) eller utilstrækkelig afspærring ved byggepladser og stilladser, at nogle blinde og svagsynede isolerer sig i hjemmet, fordi det bliver for utrygt at færdes ude.
Der er i den grad brug for oplysning om ledelinjer og opmærksomhedsfelter, der giver synshandicappede bedre muligheder for at færdes mere sikkert, oplyser Annette Bredmose, tilgængelighedsrådgiver og teknikumingeniør ved BUILD, Aalborg Universitet.

"Vi hører ofte, at anvisninger og tjeklister fratager arkitekterne friheden til at planlægge på nye måder. Men en dybere forståelse for blindes udfordringer med at finde vej vil måske hjælpe projekterende med at tænke nyt, uden at det universelle design går tabt", uddyber Annette Bredmose, der selv lever med synshandicap.
"Vi arbejder hele tiden på at forbedre forhold og levevilkår for mennesker med synshandicap, men vi kan ikke gøre det på egen hånd. TiBS er vores anbefalinger og et skridt på vejen mod bedre tilgængelighed i det byggede miljø for blinde og svagsynede. Men det er altafgørende, at vi får øget kendskabet til og brugen af TiBS blandt bygherrer og byggeriets fagfolk, så flere oplever større tilgængelighed", afslutter Jesper Holten fra Dansk Blindesamfund.