Sikkerhedsbriller er fuldstændig afgørende
Nytårsaften er der travlt på landets øjenklinikker. Sidste nytår blev 12 personer kørt på hospitalet med øjenskader efter fyrværkeri. Ingen af de tilskadekomne havde sikkerhedsbriller på.
Når rådhusuret slår, champagnepropperne sprænger, og farvestrålende raketter eksploderer på nattehimlen, har landets øjenklinikker travlt. For mange danskere er nytåret forbundet med knitrende fyrværkeri på den mørke nattehimmel, men desværre er der intet nytår uden øjenskader. Det er det kedelige faktum, som år efter år bliver bekræftet. Sidste nytår behandlede øjenafdelingerne på landets sygehuse 12 personer med øjenskader. Ingen af de tilskadekomne havde sikkerhedsbriller på.
Fra forbrændinger til hul på øjet
De 12 øjenskader er registreret af øjenafdelingerne i landets fem regioner og tæller de mere alvorlige øjenskader, som kræver specialistbehandling. Antallet af øjenskader behandlet på skadestuerne er derfor ikke medregnet.
”Når befolkningen kommer mere alvorligt til skade, overføres de til øjenafdelingerne, som typisk behandler skader på selve øjenæblet. Det kan enten være på overfladen med hornhindeforbrændinger, eller hvis der sidder fremmedlegemer tæt på hornhinden, som umiddelbart kan fjernes og derfor langsomt vil hele uden at efterlade varige mén”, siger Ulrik Correll Christensen, som er overlæge og ansvarlig for nethindekirurgi og akutte øjenskader på øjenafdelingen på Rigshospitalet Glostrup og fortsætter:
”Men det kan også være mere alvorlige skader, hvor eksplosionen forårsager blødninger i øjets indre eller hul på øjet, som kan føre til permanent synsnedsættelse og ultimativt blindhed, hvor synet ikke står til at redde”.
Sikkerhedsbriller forhindrer alvorlige øjenskader
Det kan enten være selve eksplosionen eller varmetrykket fra fyrværkeriet, der er årsag til øjenskader relateret til fyrværkeri. Men alvorlige øjenskader kan også skyldes nedfaldne fragmenter fra fyrværkeri.
”Når en raket eksploderer, kommer der brændende hårde papstumper ud af den, som bliver skudt ud til alle sider og splintres som en håndgranat. Det kan også ramme øjet. Her er sikkerhedsbriller et godt værnemiddel til at beskytte øjnene”, forklarer Ulrik Correll Christensen og understreger vigtigheden af at bruge sikkerhedsbriller, når nytåret skydes ind.
”Sikkerhedsbriller er fuldstændig afgørende. Langt hovedparten af dem, vi kommer i berøring med, kunne være uskadte med sikkerhedsbriller. Det er ekstremt sjældent, at vi registrerer alvorlige øjenskader med sikkerhedsbriller. Derfor kan det ikke siges nok, hvor vigtigt det er huske dem nytårsaften”, påpeger Ulrik Correll Christensen.
Gratis sikkerhedsbriller mellem jul og nytår
Ingen af de 12 personer, som kom til skade sidste nytår, havde sikkerhedsbriller på. Det er en kedelig tendens, der skal vendes, så derfor bakker øjenlægen op om initiativet, hvor Dansk Blindesamfund og Louis Nielsen gratis uddeler sikkerhedsbriller mellem jul og nytår.
”Uddeling af sikkerhedsbriller er et fantastisk tiltag, for så er der ingen undskyldninger for ikke at passe på øjnene nytårsaften. I virkeligheden burde man få udleveret gratis sikkerhedsbriller, når man køber fyrværkeri, men det bliver heldigvis tilgodeset med en kampagne som denne”, siger Ulrik Correll Christensen.
Fra den 27. til og med den 30. december kan alle komme forbi deres lokale Louis Nielsen butik og få et par gratis sikkerhedsbriller, så man kan komme sikkert ind i det nye år. De fås i år i to modeller: Én til ikke-brillebrugere, og én der kan bruges udenpå briller. Håbet er at nedbringe antallet af øjenskader, så færre bliver nødt til at indløse medlemskab hos Dansk Blindesamfund og leve resten af livet uden synet.
Tilskuere skal også huske sikkerhedsbriller
Antallet af øjenskader sidste år er nogenlunde på niveau med forrige år. I gennemsnit er der 15-16 øjenskader om året. Ulrik Correll Christensen hæfter sig dog ved, at to ud af de 12 personer med øjenskader sidste nytår ikke selv håndterede fyrværkeri, men blot betragtede det på afstand. Derfor anbefaler han på det kraftigste, at både fyrværkerimesteren og tilskuerne bruger sikkerhedsbriller.
”Det er vigtigt, at alle husker sikkerhedsbriller, og ikke kun den som affyrer fyrværkeriet. Lige så snart man træder ud af døren nytårsaften, skal man have briller på”, understreger Ulrik Correll Christensen.
Pas på børnene
Listen over øjenskader på grund af fyrværkeri domineres af mænd. 10 ud af de 12 tilskadekomne sidste nytår var drenge eller mænd. For Ulrik Correll Christensen er de værste fyrværkeriskader, når der er børn involveret.
”Voksne er ansvarlige for deres egen færden, men mindre børn kan ikke gennemskue konsekvenserne. De kan få alvorlige fyrværkeriskader, der kan forfølge dem resten af livet. Derfor er det forældrenes ansvar at sikre, at børnene bærer sikkerhedsbriller og holder god afstand til fyrværkeri. Der er desværre for mange børn, som fylder skadesstatistikkerne. Sidste år var der et barn, som kom alvorligt til skade og mistede synet”, fortæller Ulrik Correll Christensen, der har et simpelt råd til at komme sikkert ind i det nye år.
”Mit bedste råd er, at når man bevæger sig ud nytårsaften, skal man passe på sig selv og huske sikkerhedsbriller hele tiden – uanset om du er barn, voksen, tilskuer eller affyrer fyrværkeriet. Sikkerhedsbriller gør en vigtig forskel og reducerer antallet af øjenskader til et fåtal i forhold til, hvad der ellers kan ske”, siger Ulrik Correll Christensen.
Gode råd til en sikker nytårsaften
Brug altid sikkerhedsbriller
Brugen af sikkerhedsbriller sænker markant risikoen for alvorlige ulykker. Lige meget om du selv affyrer fyrværkeri eller bare er tilskuer, er det vigtigt at huske beskyttelsesbriller.
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
Ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri kan eksplodere op i hovedet på dig. Derfor skal du kun anvende godkendt fyrværkeri. Hvis fyrværkeri er godkendt, har det et CE-mærke.
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
Omkring 30 procent af fyrværkeriskaderne er håndskader. Fingre eller hele hånden kan blive sprængt af krudtet. Du skal behandle fyrværkeriet, som brugsanvisningen anbefaler – sæt raketten i en holder, sørg for at batteriet står godt fast og lad solene ligge, mens du tænder fyrværkeriet.
Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
Det er vigtigt, at du ikke læner dig ind over fyrværkeriet, når du tænder det. Sørg for at have en tændpind, der ikke går ud, hvis det blæser, og hold sikkerhedsafstanden, når fyrværkeriet er antændt. På alt godkendt fyrværkeri kan du læse, hvilken sikkerhedsafstand du skal holde til fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser
Du kan ikke stole på en fuser! Den har én gang bevist, at der er noget galt, og så skal du være på vagt. Den kan gå af, når du mindst venter det. Lad den ligge i første omgang. Senere skal du sørge for, at den bliver fjernet, så der ikke er en anden, der kommer til skade. Brug evt. en skovl og en spand.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen