Silke er Årets Førerhund 2025
På Førerhundens dag blev friheden på fire ben hyldet, da Rikkes trofaste følgesvend, førerhunden Silke, vandt danskernes hjerter og blev kåret som Årets Førerhund 2025.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær
Der er helt stille i lokalet, da landsformand Diana Stentoft træder frem med en guldkuvert i hånden. Alle venter spændt på afsløringen, da hun åbner kuverten og siger: ”Årets Førerhund 2025 er… Silke”.
Den sorte labrador ligger roligt ved Rikkes side, uvidende om hæderen, da salen klapper. Silke er netop blevet kåret til Årets Førerhund 2025 for den store frihed og forskel, hun gør for sin bruger hver eneste dag.
Rikke bukker sig ned, kysser Silke på snuden og overøser hende med kram og kærlighed. Hun er tydeligt rørt og kan slet ikke holde tårerne tilbage.

”Jeg er megastolt over, at Silke har fået prisen. Hun er min allerbedste ven og hjælper. Jeg er rørt og møghamrende stolt”, siger Rikke med tårer i øjnene.
Silke ligger så fint ved siden af Rikke, indtil Puk Elgård nævner hendes navn igen og sætter en roset på førerhundebøjlen, hvor der står Årets Førerhund 2025. Halen logrer ivrigt fra side til side.
En stor tak til hele holdet
På de forreste rækker sidder et par stolte forældre og en bror, der også har svært ved at holde tårerne tilbage. Men det er ikke kun familien, Rikke gerne vil sende en tak til. Hun sender en varm tak til hele holdet, der var med fra begyndelsen, og som har haft en afgørende rolle for, at Silke er så dygtig en førerhund for Rikke. Opdrætter, fodervært og førerhundeinstruktøren. Alle er til stede ved dagens fejring af Årets Førerhund 2025.
”Tak til hele holdet bag Silke. Uden jer var hun ikke blevet den fantastiske førerhund, hun er i dag. Tak til opdrætter for de fantastiske og energifyldte hunde, dem er jeg vilde med. I er alle årsagen til, at jeg har fået verdens bedste førerhund”, siger Rikke.
På tilskuerpladserne sidder førerhundeinstruktøren Tine Elman med et stort smil og blanke øjne. Hun har fulgt Silke tæt gennem hele træningsforløbet og kendte også Rikke, før hun fik førerhund. Netop derfor rører det hende dybt at se dem stå sammen i dag.

”Det er fantastisk at se den forskel, Silke gør for Rikke. Det kommer tydeligt til udtryk - både i det Rikke siger, men også i hendes øjne som stråler. Før var Rikke mere tilbageholdende, forsigtig og afhængig af andre. I dag siger hun ja til alt og følges med Silke”, fortæller Tine, der har trænet Silke det sidste halve år, inden hun flyttede hjem til Rikke.
For Tine er det netop den slags opblomstringer, der gør arbejdet så meningsfuldt.
"Det er virkelig fantastisk at se, hvor meget frihed en førerhund giver. Det er det hele værd, når jeg oplever, hvor selvstændige og livsglade mange bliver. Det er meget givende at opleve den forskel, førerhundene gør i brugernes liv”, forklarer Tine.
Rikke genfinder sin frihed med Silke
Den forskel mærker Rikkes mor også i hverdagen. Hun har været med hele vejen – fra de første overvejelser om at få førerhund, ansøgerkursus og til nu, hvor Silke modtager den fornemme titel.
”Det er meget stort. Vi er bare glade og stolte. Der er sket meget på de fire år, siden vi var på ansøgerkursus til førerhund og til i dag”, siger Rikkes mor.
Hun husker tydeligt ansøgerkurset, hvor familien første gang mødte førerhundekonsulenten Carsten. Han gjorde det klart, at Rikke var berettiget til en førerhund, men så var hun også nødt til at anerkende sit synshandicap og stoppe med at køre på knallert. Det var en svær erkendelse, men blev også begyndelsen på en ny frihed for Rikke. Siden den dag har hun ikke kørt på knallert.

Det var også på det kursus, at Rikke mødte Silke for første gang. Allerede dér mærkede Rikke en særlig forbindelse. Efter kun en gåtur var hun ikke i tvivl om, at de var et godt match. Rikke havde fuld tillid til Silke. Hun blev derfor meget glad, da hun modtog telefonopkaldet om, at Silke var hendes nye firbenet makker.
”Det var en stor lettelse for os, da Rikke stoppede med at køre på knallert og fik Silke. Det er trygt for os at vide, at Rikke har en pålidelig makker, der fører hende udenom forhindringer. For nylig var vi til en fest, der sluttede sent, så vi spurgte Rikke, om vi skulle køre hende hjem, men det behøvede vi ikke, da Silke skulle have motion. Det ville aldrig være sket førhen”, fortæller Rikkes mor.
En pris, der hylder friheden
Det er anden gang, Dansk Blindesamfund og Landsforeningen for Førerhundebrugere uddeler Årets førerhund. En pris som hylder friheden på fire ben og førerhundenes bidrag med at skabe frie liv for blinde og svagsynede. Med en førerhund i hånden kan blinde og stærkt svagsynede færdes sikkert i trafikken, deltage på arbejdsmarkedet, have et aktivt fritidsliv og stor selvstændighed.
I alt modtog Dansk Blindesamfund 36 indstillinger til Årets Førerhund 2025 fra førerhundebrugere og deres bekendte, der alle fremhævede den positive forskel, førerhunde gør. Derefter var det op til en fagjury at udvælge tre førerhunde til finalefeltet, der skulle dyste om danskernes gunst.

Tv-vært og hundeelsker Puk Elgård, der var vært for kåringen af Årets Førerhund, var også en del af juryen og med til at udvælge de tre nominerede førerhunde. Hun blev meget rørt over at læse de mange indstillinger, som tydeligt viste den store forskel, førerhunde gør for blinde og stærkt svagsynede.
”Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da jeg læste alle indstillingerne. Jeg ved godt, at førerhunde skal kunne noget bestemt, men mange af disse hunde kan noget helt særligt. De giver deres bruger frihed, selvtillid og styrke til at gå ud i livet igen efter at have mistet synet. Det er dybt rørende”, fortæller Puk Elgård.
Over 2.000 danskere var inde at stemme på deres favorit til førerhundeprisen, som endte med at være Silke, der vandt danskernes hjerter.

Kvalitetsstempel for førerhunde i verdensklasse
Det var landsformand i Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft, der bød de 50 fremmødte velkommen til arrangementet, som blev afholdt på Dansk Blindesamfunds kursus- og konferencecenter i Fredericia, Fuglsangcentret.
Blandt deltagerne var de tre nominerede førerhundebrugere og deres familier, førerhundeinstruktører, foderværter, opdrættere og førerhundebrugere, der alle var mødt frem for at hylde førerhundene og deres uvurderlige indsats for blinde og stærkt svagsynede.

”En førerhund er meget mere end et hjælpemiddel. Det er en livsledsager, en ven og en kilde til frihed og tryghed. Førerhundene gør det muligt for blinde og stærkt svagsynede at bevæge sig sikkert og selvstændigt i hverdagen, og det kræver et helt særligt samarbejde mellem førerhund og bruger. Derfor fortjener både hundene og deres ejere den anerkendelse, vi giver dem i dag”, siger Diana Stentoft.
Det var også en god anledning til at fejre, at Dansk Blindesamfund er Danmarks eneste certificerede førerhundeordning godkendt efter internationale kvalitetsstandarder fra International Guide Dog Federation. Det betyder, at alle Dansk Blindesamfunds førerhunde er trænet og godkendt efter de højeste krav.

”Vi er stolte af at være certificerede af den internationale førerhundeordning. Det er en garanti for, at både udvælgelse, træning og udplacering af førerhunde sker efter de højeste internationale standarder. Brugerne lægger deres sikkerhed i førerhundenes poter, så derfor går vi aldrig på kompromis med hverken tryghed, kvalitet eller dyrevelfærd”, forklarer Diana.
Fra hvalp til firbenet hjælper
For at førerhunde kan give frihed og gøre en stor forskel for brugerne, kræver det omhyggelig udvælgelse og træning. Det gjorde førerhundeinstruktør Tanja Nørager publikum meget klogere på.
Allerede i hvalpestadiet spotter Tanja kommende førerhunde, da hun blandt andet tester hvalpene for samarbejdsevne, hvordan de reagerer på lyde og forskelligt underlag, når de er seks til syv uger gamle.

Hun forklarer også, at hvalpene bliver testet undervejs, når de er fire måneder, otte måneder, et år og inden træning. Her skal hvalpene gennemføre en fast rute, der er tilrettelagt sådan, at hvalpene møder alt fra offentlig trafik, til mange mennesker, andre hunde og varierende underlag.
”Det handler ikke om at styre hvalpen, men om at observere hvordan den reagerer, og hvor meget støtte, den har brug for. En kommende førerhund skal have et solidt fundament og selv kunne håndtere uforudsete situationer. Det vigtigste er, at hunden har et roligt sind og lyst til at samarbejde”, forklarer Tanja.
Et livsændrende samarbejde
En førerhund skal kunne mestre 34 kommandoer, føre sin bruger uden om forhindringer og bevare roen og overblikket i forskellige situationer. Træningen bygger på positiv indlæring, hvor godbidder og ros motiverer hunden til at gentage den ønskede adfærd.

Det viser førerhundeinstruktøren Maria med førerhundeaspiranten Vega, der er halvvejs i sin træning til førerhund. På kommandoen ”find stol”, finder Vega en ledig stol og markerer den ved at lægge hovedet på sædet. Bagefter belønnes hun med en godbid, og øvelsen gentages et par gange.
Alt det har Silke været igennem, og for tre et halvt år siden bestod hun godkendelsesprøven og flyttede hjem til Rikke. Siden da har de to været et makkerpar, der hver dag giver Rikke tryghed, overskud og livskvalitet. Det var netop den indsats og deres tætte samarbejde, der sikrede Silke titlen som Årets Førerhund 2025.

”Jeg knuselsker Silke overalt på jorden. Hun er alfa og omega for, at jeg kan leve det liv, jeg ønsker og ikke føler mig begrænset af mit synshandicap. Hun har givet mig min frihed og selvstændighed tilbage”, smiler Rikke.