Søren vinder Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede
Over 300 tilskuere fulgte med, da Søren Høg løb med sejren til Dansk Blindesamfunds Melodi Grand Prix.
Der var skruet op for feststemningen, da Dansk Blindesamfund i weekenden bød velkommen til Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede. Teltet på Blindecenter Bredegaard i Fredensborg var festligt pyntet med flag, farverige balloner, guld konfetti og funklende sølvlametta, der strakte sig fra loft til gulv. Den røde løber var rullet ud for aftenens otte artister og 130 feststemte gæster, der var inviteret på 3-retters menu, inden festlighederne gik løs.
Det var Dansk Blindesamfund, der var arrangørerne bag den musikalske aften, som fejrede den kreative udfoldelse og samværet blandt musikere og publikum med synshandicap.
"Det var, som det plejer at være, en kæmpe fest. Det er så vigtigt for os at have et sted, hvor vi kan samles og dyrke fællesskabet for fuld musik. Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede er et stærkt symbol på netop dette, så jeg er glad for, at der er stor opbakning til dette arrangement”, siger Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund, som desværre ikke kunne være til stede til selve festlighederne, men sendte en virtuel hilsen til alle deltagerne og tilskuerne.
Lykke Vedsted, der var til stede på Blindecenter Bredegaard for at overvære Grand Prix-festen, var begejstret for initiativet til Melodi Grand Prix.
”Jeg synes, det har været en god aften med mange forskellige sange og temaer. Teltet har summet af god energi og stemning. Det er virkelig gjort meget ud af det, og teltet er pyntet flot op. Selvom det ikke er alle, der kan se, skal det ikke være kedeligt”, fortæller Lykke.
En uforglemmelig aften
Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede blev første gang afholdt i 2021 som et virtuelt event under coronanedlukningen, hvor publikum kun kunne følge med bag skærmene. I år var det derfor helt anderledes. Et telt fyldt med heppende publikum løftede stemningen og skabte en magisk aften med værterne Ida Raunkiær og Mads Brix, som stod i spidsen for aftenens festligheder.
Udover festen i Fredensborg var der over 200 mennesker, der fulgte med bag skærmene på Zoom eller deltog i lokale fester i Viborg, Fredericia og Høje Taastrup. Det var således et landsdækkende arrangement, der samlede blinde og svagsynede på tværs af landet for at hylde musikken og fællesskabet.
Sange med personlige budskaber
Aftenens program bød på otte artister, der alle optrådte med personlige sange. Det gennemgående tema for aftenens sange var naturen og de udfordringer, man kan opleve som blind eller svagsynet, men også om håb og modet til aldrig at give op. Musikken var derfor ikke bare en kunstform, men også en kanal til at udtrykke følelser og personlige erfaringer.
Det kom blandt andet til udtryk med bandet ”The Paragraphs”, der stillede op med sangen ”Hvordan kan det være", der handler om at stå ved sig selv og sige fra, selvom det kan være svært. Bandet består af tidligere elever, der alle har gået på Instituttet for blinde og svagsynede. De har spillet sammen i ti år og dannede navnet ”Tha Paragraphs” på baggrund af egne erfaringer med systemet.
”Når man er blind eller svagsynet kan man nemt ryge under en masse paragraffer, så det er et oprør mod at ryge i paragraf-kasser. Det er vi ikke interesseret i”, siger Troels, der blev bakket op af publikum med stort jubelråb.
Søren tager sejren
Efter en række stærke optrædener, blev det Søren Høgs tur til at indtage scenen. Det gjorde han på overbevisende manér, da han løb med sejren med sangen ”I kanten af en sommersti”.
”Jeg er virkelig glad og stolt over at have vundet, og taknemmelig for denne oplevelse, Dansk Blindesamfund har taget initiativ til. Der er så mange dygtige musikere med synshandicap, som fortjener at optræde på en scene og dele vores glæde for musik”, siger Søren Høg efter han havde vundet.
Han skrev sangen, da han var bare 22 år og forsøgte at synge sig ind i sin elskedes hjerte. Det lykkedes desværre ikke, men i dag kan han godt se, at de ikke passede sammen. I anledning af denne musikkonkurrence blev sangen fundet frem for skuffen og støvet af, da det er en sang, mange kan relatere til og kommer lige fra hjertet.
Musik som livslang passion
I dag er Søren 61 år og har spillet musik, siden han var 10 år. Han spiller både i orkester og rejser rundt i landet, hvor han optræder med sin sang og guitar.
”Musik betyder alt for mig. Jeg har spillet, siden jeg var 10 år, og i dag er det stadig min største passion. Musikken er min måde at udtrykke mig på og røre mennesker. I alle de år jeg har spillet, har jeg prøvet at nærme mig en kerne, der handler om at være ægte og ærlig. For mig er det vigtigste ikke, at hver eneste tone er perfekt, men at sangen rammer i hjertet”, forklarer Søren, der er født blind, men blev opereret som spæd, så han kunne se en smule. Derfor var har svagsynet som ung, men langsomt forsvandt synet, så han i dag er helt blind.
”Jeg er født med 200 kilometer i timen, men det er svært at praktisere som blind. Blindhed er langsommelighedens handicap, så derfor tog det mig mange år at acceptere, at alting går langsommere som blind. Ellers risikerer man at vælte og støde ind i ting. Det går meget bedre, når man lærer at være langsom, og så får man også meget mere med og flere indtryk”, fortæller Søren, der vil bruge præmien på 10.000 kroner til et nyt musikanlæg, som er nemt at have med, når han rejser rundt og optræder. Det vil gøre det meget lettere for ham at dele sin musik med endnu flere.