Synet er den vigtigste sans: Så hvorfor gamble med det nytårsaften?

Synet er den vigtigste sans: Så hvorfor gamble med det nytårsaften?

Mørk nattehimmel med fyrværkeri, der eksploderer i guld og røde farver

Af Ask Abildgaard, formand for Dansk Blindesamfund og Henrik Laursen, chef for klinisk udvikling i Louis Nielsen

Nytårsaften er lige om hjørnet, og den rummer et paradoks for os, der beskæftiger os med synet. På den ene side beriges vi på aftenen med flot og spektakulært fyrværkeri: flotte farver, overraskende lysshow og eksploderende guldstøv over villakvarterer og byernes brokvarterer.

På den anden side rummer nytårsaften også en fare, som kan ramme netop evnen til at se alt det smukke både denne aften – og årets øvrige 364 aftener. Hvert år kommer omkring 200 danskere til skade med fyrværkeri, og 30 procent af dem får skader i eller omkring øjnene. Dem, der kommer mest galt af sted med øjenskader, har set deres sidste nytårsfyrværkeri – og misser en hel række andre store øjeblikke i resten af deres liv.

Når vi spørger danskerne, hvilken sans de sætter mest pris på, peger flest på synssansen. 66 procent – to ud af tre – angiver synet som den vigtigste sans. Set i det perspektiv er det bemærkelsesværdigt, at kun hver fjerde, der kom til skade med nytårsfyrværkeri ved årsskiftet 2023/2024, bar beskyttelsesbriller.

Fyrværkeriulykker rammer lige så ofte tilskuere, som de rammer den, der tænder lunten. For eksempel kan uheld ske, raketter kan vælte, gløder kan falde ned fra himlen, og nogen kan få dårlige idéer om at rette fyrværkeri mod andre. Man tror, det er løgn, men sidstnævnte optræder stadigt oftere i statistikkerne.

Set i lyset af, hvor vigtig synssansen er ifølge danskerne selv, og i lyset af, hvor let det er at forebygge øjenskader i forbindelse med fyrværkeriulykker, er der ingen undskyldning for at droppe beskyttelsesbriller nytårsaften. Det gælder også dig, der bruger briller i forvejen – der skal en tætlukkende brille ud over din egen. Tænk på dem på samme måde som sikkerhedsselen i bilen.

En enkel aften iført beskyttelsesbriller er bedre end at skulle bruge en blindestok resten af livet. Pas på jer selv og hinanden derude – rigtig godt nytår.