Tilgængelig telemedicin er den bedste behandling

Flere danskere skal behandles i eget hjem ved brug af digitale løsninger, så man på den måde kan frigøre flere varme hænder på sygehusene. Sådan lyder det i såvel regeringens udspil til en ny sundhedsreform som i Danmarks nye digitaliseringsstrategi.

Den såkaldte telemedicin kan i udgangspunktet være en god behandlingsmåde – både for den enkelte og for samfundet. Eksempelvis vil mange ældre blinde og svagsynede med kroniske sygdomme have gavn af telemedicin, da man kan undgå at skulle på hospitalet. Den enkelte kan fra sit hjem være i dialog med sin læge og samtidig gå rundt trygt og rart i sin egen bolig.

Men hvis telemedicin skal fungere, forudsætter det, at alle er med, og at udviklerne af de digitale løsninger tænker i tilgængelighed fra start af. Er der tale på en målers display? Er der godt lys og tydelig farvekontrast på displayet, så den svagsynede kan aflæse den osv.

"Hvad nytter det, hvis man som blind eller svagsynet har den rette tilgængelige opsætning på computeren, når man skal snakke med lægen, hvis blodtryksmåleren i hånden bipper fejl, og man ikke kan se, hvad der er galt. Så er vi jo lige vidt. Og udviklerne af de tekniske løsninger skal lige huske på, at i mange tilfælde er borgeren digitaliseringsparat - det er løsningen, der ikke er parat til borgeren", siger landsformand i Dansk Blindesamfund, Ask Abildgaard. 

Et godt eksempel på noget, der virker, er punktskrift på medicinalprodukter. Det blev indført efter et EU-direktiv fra 2001, og det giver brugeren en sikkerhed for, at det er det rigtige præparat, man indtager. På samme måde er det vigtigt, at der er styr på tingene, når den blinde eller svagsynede skal kunne aflæse sit blodtryk eller infektionstal korrekt.

"Regeringen og Folketingets partier har en unik mulighed for at frigøre varme hænder hos vores dygtige sundhedspersonale på landets hospitaler og sundhedshuse. Dansk Blindesamfund bidrager gerne til, at vi kan få flere med på tilgængelig telemedicin", understreger Ask Abildgaard.