Verdens Bogdag: Blinde skal have lige adgang til litteratur

I en tid hvor størstedelen af Danmark er lukket ned, og vi skal begrænse social kontakt, er det oplagt at fordrive tiden med en god bog. Men som blind eller stærkt svagsynet er det mere besværligt at få adgang til god litteratur.

Unesco har udråbt den 23. april til Verdens Bogdag, og det markerer vi i Dansk Blindesamfund ved at sætte fokus på lige adgang til litteratur og lærebøger. For der har næppe været et vigtigere tidspunkt end nu til at fordybe sig i en god bog og flygte fra bekymringer om smittefare og coronavirus. Tiden derhjemme under corona kan føles lang, men lydbøger kan forvandle tidsspild til kvalitetstid og udvide vores horisonter. Men som blind eller stærkt svagsynet kan man ikke bare rive bøgerne ned fra hylderne i boghandlen, men er nødt til at vente på, at de bliver indlæst på lyd. Det ekskluderer mennesker med synshandicap fra at tage del samfundet.  

Coronaflugt

”Adgangen til god litteratur er vigtig for alle og mere end nogensinde i disse dage, hvor alle kan bruge en tur væk fra virkeligheden med virus og nedlukning og i stedet føle frihed og lade fantasien fare afsted hen over siderne i en god bog. Desværre er det ikke altid lige let for mennesker med synshandicap. I Dansk Blindesamfund er det en politisk mærkesag at sætte fokus på den lige adgang til litteratur såvel som til lærebøger og uddannelsesmateriale, så alle – også mennesker med synshandicap – kan dykke ned i en god bog”, siger Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund.

Portræt af Thorkild med sin blindestok i hånden
Copyright Henrik Frydkjær

Verdens Blindeunion benytter den 23. april til at rose alle personer og organisationer, der har gjort læsemateriale frit tilgængeligt elektronisk og opfordrer til at fortsætte.

”Det er nødvendigt, at blinde og svagsynede har adgang til forskelligt og aktuelt læsemateriale. Det kan i høj grad også minimere sandsynligheden for frafald på uddannelserne grundet begrænset eller ingen adgang til information”, skriver Verdens Blindeunion    

Ikke frit valg

Men vi er langt fra at nå i mål, for blinde og stærkt svagsynede kan ikke selv vælge, hvilke bøger de vil give sig i kast med. Det er kun et lille udsnit af udgivne bøger, der gøres tilgængelige for mennesker med synshandicap. De må tålmodigt vente og håbe på, at den spændende roman, som alle taler om, bliver indlæst på lyd, så de kan være en aktiv del af samtalen, når snakken falder på den nyeste biografi eller krimi. Det er en skam, mener Peter Hansen, der er helt blind, uddannet lærer og en rigtig læsehest.

”Det er ærgerligt, når der udkommer nye bøger, som jeg ikke kan læse. Jeg kan jo først være med i samtalen, når jeg har læst dem, og nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre at få fat i de bøger, som interesserer en. Der er kommet mere fokus på lydbøger, og det er dejligt, for lydbøger spiller en stor rolle i mange blinde menneskers liv. Men fagbøger og smalle titler er stadig et problem. Det er i høj grad andre, der vælger, hvad jeg skal læse, og i mindre grad mig selv”, siger Peter Hansen, som altid har en lydbog liggende, som han kan fordrive tiden med og blive klogere på.

”Bøger betyder meget i mit liv. Jeg udveksler tit tips om titler med mine kammerater, men det er jo ikke sikkert, at jeg kan få fat på alle de bøger, som mine venner læser”, sukker Peter, som ønsker, at mennesker med synshandicap har de samme muligheder som alle andre for at fordybe sig i en god bog.

Fuld tilgængelighed

Fokus på tilgængeligt læsemateriale er ekstra vigtigt i en svær situation som nu, hvor mange er nødt til at gå i skole og arbejde hjemmefra for at undgå coronasmitte. Verdens Blindeunion opfordrer derfor regeringer, uddannelsesinstitutioner og tjenesteudbydere til at sikre, at det materiale, der stilles til rådighed, er fuldt tilgængeligt for alle. Det gælder alt lige fra bøger, online skolegang og informationer om covid-19.

”Forældre og lærere har brug for fuldt tilgængelig information og materiale, så de kan yde tilstrækkelig støtte til deres børn og studerende. Det samme gælder for studerende, der er blinde eller svagsynede, der skal have fuldt tilgængelige lærebøger for at give dem en lige mulighed for at lære og tilegne sig viden på lige mod med deres seende klassekammerater”, skriver Verdens Blindeunion.