Vi har et særligt sammenhold
På kurset ”Ben og horn” udfolder kursisterne deres kreativitet og bliver bekræftet i alt det, de kan med et synshandicap.
Der saves, slibes og poleres på kurset ”Ben og horn”. Der fremtrylles flotte genstande af horn fra afrikanske køer. Der kreeres både skeer, kløpinde og raflebægre. Her er det ikke synstabet, der sætter grænser, men derimod kun fantasien. Det er fingrene, der ser. Fælles for alle kursisterne er nemlig deres svigtende syn. Men det afholder dem ikke fra at udfolde deres kreativitet.
”Det er dejligt at være sammen med andre med samme interesse. Vi inspirerer hinanden og har det virkelig sjovt. Vi har alle synsproblemer, så det giver et helt særligt sammenhold”, siger Tove Mikkelsen, mens hun nænsomt sliber sit raflebæger, der skal bruges næste gang, hun spiller Yatzy med familien.
Proces fra start til slut
Hun er særligt fascineret af den proces, der sker, fra hun starter med et råt stykke horn, og til hun sidder med det færdige produkt i hænderne, der er blevet bearbejdet og poleret.
”Det er en sjov proces, som kræver god tålmodighed. Materialet går fra at føles som sandpapir til en barnekind, så det er dejligt og afstressende at sidde med i hænderne”, fortæller Tove, der bruger fingrene til at mærke, hvor hun er kommet til, og ellers spørger hun underviseren, der altid er klar med et godt råd og en hjælpende hånd. Han er nemlig vant til at undervise mennesker med synshandicap på kurset.
”Det er fantastisk, når kursisterne genopdager glæden ved at være kreative med hænderne. Mange tror fejlagtigt, at svigtende syn er ensbetydende med at give afkald på hobbyprojekter, men sådan er det ikke. Kursisterne er virkelig dygtige, og jeg lærer altid noget nyt af dem”, forklarer Finn Glibstrup, der har undervist blinde og svagsynede i ben og horn i mange år.
Bekræftet i egne evner
Tove nyder at udfolde sig kreativt, så det er heller ikke første gang, hun deltager på kurset. Hver gang kommer hun hjem med flotte ting, hun selv nyder godt af eller giver videre til familie og venner.
”Jeg viser stolt mine produkter frem til stor begejstring for naboerne, der er benovet over, hvad jeg kan lave uden syn. Jeg bliver bekræftet i, at jeg kan en hel masse, selvom jeg er blind”, siger Tove, der holder meget af at tilbringe tid på Fuglsangcentret, som hun kalder sit andet hjem.
”Jeg er kommet her i mange år, så jeg kender det efterhånden rigtig godt. Her kan jeg færdes trygt og frit, fordi det er indrettet sådan, at der tages hensyn til mennesker med synshandicap. Personalet er så søde og står altid klar til at byde mig velkommen. Det er meget hjemligt”, fortæller Tove.
Synshandicap træder i baggrunden
En af de andre kursister, der også deltager på de kreative kurser med store glæde, er Margit. Hun holder meget af at bruge sine hænder kreativt og nyder fællesskabet med de andre kursister.
”Det giver så meget at komme på kurserne. Det giver et fantastisk sammenhold, selvtillid og livsglæde. Det betyder meget at være på kursus med ligestillede. Når jeg er her på Fuglsangcentret, tænker jeg ikke over, at jeg har et synshandicap”, fortæller Margit Rasmussen, der altid har haft gang i mange kreative sysler. Det har synshandicappet ikke sat en stopper for. Tværtimod. Hun bruger sine andre sanser og ser med fingrene. På trods af de udfordringer øjensygdommen giver Margit, forsøger hun at se lyst på tilværelsen og bevare livsmodet.
Værdifulde fællesskaber
”Med en god vilje og stædighed kan man komme langt. Man skal glæde sig over de dage, hvor det går godt i stedet for at sidde derhjemme og have ondt af sig selv. Det bliver selvforstærkende”, siger Margit og fortsætter:
”Det har været en kamp at miste synet. Det er det stadigvæk, men hvis du tror på dig selv og tror på, at det kan du godt, så kan du. Det får jeg bekræftet på kurserne her”, siger Margit, der glæder sig til næste kursus. Hun skal nemlig allerede på glaskursus om mindre end en måned.
”Jeg holder meget af at komme på Fuglsangcentret, så derfor prioriterer jeg også at deltage på kurserne så ofte, det er muligt. Faktisk så ofte at taxachaufførerne genkender mig. Jeg tager altid glad og tilfreds hjem fra kurserne”, forklarer Margit.