”Vi skaber mulighederne – for medlemmet og for samfundet”
Annette Winther giver et kærligt skub i retning af et værdifuldt liv som synshandicappet gennem Dansk Blindesamfunds konsulentordning i Nordjylland
Tekst: Camilla H. Gjedde Foto: Jakob Helbig
56-årige Annette Winthers arbejde som konsulent består i at tage på hjemmebesøg hos nye medlemmer af Dansk Blindesamfund. Her lærer hun personen, udfordringerne og behovene at kende, hvorefter hun er med til at igangsætte processer ifm. ansøgninger til flexjob og hjælpemidler.
Men en af de store grundsten i arbejdet som konsulent er også at være med til at sikre, at medlemmerne fortsat kommer ud i samfundet, efter livet har taget en – for de fleste – uventet drejning:
"99 procent af de medlemmer, vi møder, skal først nu til at lære at leve et liv uden syn. Det er svært og virkelig hårdt. Derfor er dét at være konsulent et job, hvor vi virkelig skal have mennesket i fokus. Og dét kræver rummelighed, tålmodighed og en stor portion empati", fortæller hun.
Når Annette får kontakt til et nyt medlem, planlægger hun et besøg, tager ud til personen og forsøger at finde ud af, hvilket menneske hun har med at gøre. Første gang har hun derfor ikke et stort repertoire med af muligheder og tilbud, men i stedet lyttende ører, nysgerrighed og tid til den enkelte:
"Først og fremmest er det vigtigt at komme ind under huden på mennesket, jeg sidder overfor. Det bliver vi simpelthen nødt til for at få skabt den nødvendige tillid til personen", siger konsulenten.
Tilliden er og bliver nemlig en afgørende medspiller for et godt og tæt samarbejde fremover, forsikrer Annette, der med sine knap 17 år som konsulent om nogen ved, hvad hun snakker om.
Mulighedernes kunst
På det personlige plan forsøger Annette at gøre en stor forskel for det enkelte menneske, men også på et højere samfundsmæssigt plan, forsikrer hun. Hun sidder nemlig også med som bisidder på kommunen ifm. bl.a. samtaler om flexjob, praktik, førtidspension og bevillinger til ældreboliger og hjælpemidler, hvor hendes erfaring på området er med til at skabe nye muligheder. For alle.
"I dag har jeg fx været på jobcentret i forbindelse med en rehabiliteringsplan for et ungt medlem, som enten skal søge flexjob eller førtidspension. Egentlig vil hun helst selv have sin førtidspension, men det er ikke så nemt, når man er under 40", siger Annette.
Til de møder kommer hun med idéer til løsninger, der kan få enderne til at mødes for kommunen såvel som medlemmet, men det kan også være en person, der allerede har fået bevilget flexjob, og hvor det så i stedet gælder om at finde det rette flexjob til vedkommende:
"Lige nu arbejder jeg med et medlem, hvor vi endnu ikke har fundet det helt rigtige sted for hende at starte i flexjob. Så hvad gør man så, nu man endelig har fået bevilget sit flexjob? Her kom jeg på et muligt praktiksted, som viste sig at være et sted, både kommunen og medlemmet har taget til sig – et sted, hvor der med tiden måske også kan blive et fast flexjob".
Og mulighederne elsker Annette at finde. Faktisk er det blevet lidt ’hendes ting’. Muligheder, der er med til at give et kærligt skub i retningen af et godt liv med synshandicap. Især i forsøget på at rykke noget hos de medlemmer, der virkelig har det svært, beretter den garvede konsulent.
”Hans liv var totalt væltet”
For der er virkelig nogle, der vælter, når de bliver synshandicappede. I den forbindelse husker hun især at være kommet i et bestemt hjem hos et bestemt medlem. Medlemmet havde opgivet i sådan en grad, at hverken rengøring eller toiletbesøg stod højt på prioriteringslisten. Han tissede i en spand, og gulvet var klistret i en sådan grad, at hendes sko hang fast i gulvet, når hun besøgte ham.
Det er dog ikke de hygiejniske udfordringer, der gør, at Annette lige præcis husker dette medlem så tydeligt. Det var den personlige udvikling og den personlige rejse, han formåede at være på:
"Jeg arbejdede selvfølgelig med ham på samme måde, som jeg gør med andre. Der bliver aldrig gjort forskel, men der er ingen tvivl om, at han var en af de skæbner, hvis verden virkelig væltede i forbindelse med sit synshandicap", siger hun og tilføjer:
"Jeg lærte ham at kende, hørte om hans arbejdsliv, der indebar stort ansvar og høj begavelse, og desto større tilliden blev, desto flere ting fik vi igangsat for ham. Bl.a. at han skulle bo mere hygiejnisk. Det er en vigtig fundamental ting, som også er med til at skabe glæde hos os mennesker".
Medlemmet kom på rehabiliteringshjem og fik efterfølgende en ældrebolig, og da de nåede i ’mål’ med ham, ringede han en dag til Annette og spurgte om hjælp – hjælp til et par nye sko.
"Han spurgte, om min mand ville tage med ham ud at købe et par nye, gode sko. Og der går ikke noget af os ved, at min mand tager med ud og hjælper ham, så det gjorde han selvfølgelig. medlemmet gik fra at tisse i en spand til at spørge om hjælp til nye sko", fortæller hun med stolthed i stemmen.
Går gerne den ekstra mil
At se hvordan ovenstående kan blive en realitet, når man ikke giver op på et menneske, er noget, der for Annette er med til at gøre det hele værd. For kan man nå så langt med et enkelt menneske, der får livsglæden tilbage, så ”kan alt lade sig gøre,” som den nordjyske konsulent forklarer og pointerer, at det hele dog kun kan lade sig gøre i praksis, fordi det hele sker i samarbejde med andre:
"Alle kommuner i kredsen og Institut for Syn og Hørelse er dem, vi konsulenter har et stærkt samarbejde med. Det er i tæt samarbejde med dem, at vi kan løfte hele den rehabiliterende indsats, som vores konsulentordning ret så unikt er med til at gøre mulig", siger hun og fortsætter:
"Sammen forsøger vi at få aktiveret vores medlemmer i samfundet ifm. job og praktik, men også bare det at komme ud blandt andre mennesker igen. Det prøver vi at skubbe dem til igennem vores tilbud og kurser i klublokalet i Aalborg, i klubberne i omegnskommunerne samt på Fuglsangcentret".
Nogle medlemmer er helt klar til at være en del af fællesskabet, mens det for andre kræver noget mere tilløb. Det kræver også, at Annette tager telefonen, når det er en af medlemmerne, der har det lidt svært, som ringer en søndag med tvivlende spørgsmål. Og det gør hun gerne. Hun går gerne den ekstra mil. I hendes optik er det vigtigste nemlig at ”komme i mål med hvert enkelt medlem:”
"Det gør mig simpelthen så glad, når jeg får en besked fra et medlem, der skriver, at ”nu er mit liv blevet godt igen. Tak!” Ikke pga. roserne til mig, men fordi, jeg bliver inviteret ind hos mennesket og oplever, hvordan tiden sammen er med til at hele personen. Det er stort og rørende", afslutter hun.