Vi tillader os faktisk at have meget høje forventninger til regeringen
Landsformand i Dansk Blindesamfund, Ask Abildgaard, er afsenderen af dette debatindlæg, der er bragt i NB Social den 3. oktober 2023 i forbindelse med Folketingets åbning.
Som landsformand for Dansk Blindesamfund er det umådelig trist at skulle skrive det. Men sagen er, at beskæftigelsesgraden blandt synshandicappede i de seneste mange år i bedste fald er stagneret. Alt tyder på, at uddannelsesgraden i gruppen er faldende. Det står i skærende kontrast til det øvrige danske samfund, hvor uddannelsesgraden har været markant stigende over de seneste årtier, og hvor vi kraftigt nærmer os det strukturelle ledighedsniveau.
Det er blot nogle af de meget tydelige tegn på en stigende ulighed mellem synshandicappede og seende i Danmark. Når jeg præsenterer disse fakta for folk, jeg møder, kan de næsten ikke tro det. Det gælder, uanset om det er politikere, erhvervsfolk, venner eller borddamen til familiefødselsdagen. Uanset om vi kan lide det eller ej, er det desværre virkeligheden - og det er ikke en nyhed.
Skiftende socialministre har igennem de seneste fem år anerkendt, at der sker en alvorlig afspecialisering på handicapområdet. Vores nuværende socialminister er endog meget klar i mælet og lægger ikke fingrene imellem, når hun præsenterer sine ambitioner for området. Pernille Rosenkrantz-Theil taler om at sætte guldstandarder på handicapområdet, og om 1000 års efterslæb på det socialpolitiske felt, når der sammenlignes med eksempelvis sundhedssystemet eller uddannelsessektoren. Det er virkelig prisværdigt med høje ambitioner for handicappolitikken. Mange tak for det.
Desværre står socialministerens politiske ambitioner i klar kontrast til den forandring i retorikken, som har fundet sted i perioden fra kommunalreformen og frem til nu. Det er år for år blevet mere legitimt at tale om den gruppe af os borgere, som i forskellige perioder af livet har brug for samfundets rådgivning og støtte, som en ren udgift. Det er blevet helt almindeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at mennesker med handicap har brug for et givent hjælpemiddel eller en rehabiliterende indsats.
Senest var det finansministeren selv, som satte lighedstegn mellem stigende udgifter til mennesker med handicap og manglende skolerenoveringer. Det var muligvis en "smutter" fra finansministerens side. Men det var, uanset hvad, et udtryk for en herskende tænkning og gængs sprogbrug i det politisk-administrative system. Resultatet bliver, at jeg som repræsentant for gruppen af blinde og svagsynede kommer i tvivl om, hvem og hvilke politiske udmeldinger, jeg skal regne med.
Den tiltagende afspecialisering med deraf følgende problemer på handicapområdet afhjælpes ikke hvert år i maj måned i forbindelse med budgetforhandlingerne mellem kommunerne og regeringen. Måske - måske ikke - får kommunerne en lidt større pose penge til socialområdet. Selv hvis det ritual fortsættes i al evighed, vil vi, som har et handicap, stadig ikke få den rette og relevante indsats, når vi har brug for den.
Der er brug for et grundlæggende skift fra at tænke på mennesker med handicap som udgiftsdrivende for samfundet. I stedet bør man på Christiansborg og i regeringen rette opmærksomheden på, hvordan vi i fællesskab kan skabe en reform af området, hvor man fra statslig side tager ansvar for nye måder at indrette det specialiserede socialområde.
Med blandt andet faldet i uddannelsesgrad blandt synshandicappede i baghovedet og de konsekvenser, det har for det enkelte menneske, står jeg tilbage med en kæmpe undren. Hvorfor konstaterer man i det politisk-administrative system blot, at udgifterne stiger, uden at undersøge hvorfor indsatserne ikke har den forventede positive effekt for borgerne. Det er på tide at interessere sig for, hvad vi som samfund får for vores penge, uanset om vi kan se eller ej.
Et sted at starte kunne være, at partifæller, som mener mest om handicapområdet og de stigende udgifter hertil, taler sammen om ambitionsniveau og eventuelle økonomiske begrænsninger. Derefter kunne de benytte Folketingets åbning som anledning til at sætte skub i forhandlingerne om en mærkbar reform af handicapområdet. Den siddende flertalsregering har en enestående mulighed for at skabe en reform, der rækker årtier frem. Og det er netop årtier, der er brug for, hvis den negative udvikling i blinde og stærkt svagsynede danskeres livsmuligheder skal vendes.
Måske er ovenstående et naivt håb, men min tro på regeringens evne til at indfri egne ambitioner og de udspil, de har stillet os borgere i udsigt, vil vokse markant, hvis man bringer flere ressortområder i spil og derved tager højde for alle aspekter af det specialiserede socialområde. Regeringen har en unik mulighed for at sætte langsigtede aftryk på det danske samfund og ikke mindst at sikre, at mennesker med handicap kan leve et værdigt liv og bidrage til samfundet. Det kræver, at man tør at tage livtag med nedarvede bevillingskompetencer og ikke mindst en vilje til at tænke på tværs af sektorer og fastgroede strukturer.
Det kan og skal lade sig gøre. Vi må insistere på, at de rette politiske beslutninger kan være med til at løse vanskelige samfundsproblemer, også for mindre samfundsgrupper, der som os har et synshandicap. At pege på det socialpolitiske efterslæb og udgifterne til handicapområdet er ikke en løsning - det bidrager i højere grad til opgivenhed. Og det har vi slet ikke brug for.