”Vores fornemmeste opgave er at forbedre medlemmernes livskvalitet”
30-årige Lasse Larsson fra Valby ved på trods af sin unge alder, at sit kald i livet er at gøre en forskel for andre. Derfor har han siden 2023 været en del af Dansk Blindesamfunds konsulentordning, der er med til at skabe glæde, håb og stærke fællesskaber hos mennesker med synshandicap.
Tekst: Camilla H. Gjedde Foto: Jakob Helbig
I Lasse Larssons arbejde som konsulent hos Dansk Blindesamfund møder han medlemmer med vidt forskellige udfordringer. Ligegyldigt hvilke udfordringer, medlemmerne sidder med, gør han og hans kolleger i konsulentordningen dog alt, de kan, for at hjælpe den enkelte så godt som overhovedet muligt. Hvad end det er stort eller småt.
En svær opgave, ja, og derfor er det en stor og faktisk nødvendig faktor, at Lasse altid kan sætte sig ind i medlemmernes tanker og følelser. Lasse har nemlig altid selv været synshandicappet:
"Jeg er født med en synsnerve, der ikke er fuldt udviklet, og samtidig har jeg øjensygdommen nystagmus, der gør, at øjnene vibrerer og gør det svært at fokusere. Det er udfordringer, der gør, at jeg kan se meget lidt, og at klarheden af det, jeg kan se, afhænger af blandt andet lysforhold og træthed", siger han og fortæller, at han i dag har et restsyn på cirka fem procent på venstre øje og 10 procent på højre:
"Ens egne erfaringer fra livet som synshandicappet er vigtigt i det her arbejde. Men det er også vigtigt, at vi ikke generaliserer vores erfaringer, for vi skal hjælpe og skubbe på i det tempo, det enkelte medlem føler sig komfortabel i. Vi skal forsøge at spore os ind på mennesket og hele tiden fornemme, hvornår det er tid til at snakke om, det er tid til at overveje den hvide stok".
Lasse husker selv, hvordan gode snakke med en coach gav ham selv mod på netop at prøve blindestokken, da han var i slutningen af sine teenageår. Snakke, der ændrede hans liv i det offentlige rum.
Mødet i øjenhøjde
I sin vildeste fantasi havde dengang 18-årige Lasse ikke forestillet sig at bruge den hvide stok. Han var ikke klar til at skilte med sit synshandicap for omverden, selvom han tog toget fra Hedehusene til København hver dag for at studere og stod af i den store menneskemængde på Nørreport Station:
"Selvom jeg i dag godt kan se, at lidt hensyntagen og albuerum kunne have været en stor hjælp for mig på Nørreport Station, troede jeg i begyndelsen bestemt ikke, det var noget for mig", siger Lasse og forklarer, at det var lige indtil, han fik et kærligt skub på det helt rette tidspunkt.
Dengang gik han hos en coach, der også var blind, og hun sagde til ham, ”jeg forstår godt, du ikke har lyst til at gå med stokken hele tiden. Det behøver du heller ikke. Men nu kan du låne min med hjem et par uger og kun bruge den, når du er på stationen. Så kan du se, om det er noget for dig.”
"Først tænkte jeg: ”det er godt med dig”, men det hele satte tankerne i gang hos mig. Tanker, der gjorde, at jeg tog mod til mig og prøvede at bruge stokken. Og så fandt jeg jo hurtigt ud af, at den gav mig et helt andet, nemmere og mere sikkert udgangspunkt i menneskemylderet", fortæller han.
Men han brugte den også kun dér og pakkede den så ned i tasken efterfølgende. Det var det, han var klar til på det tidspunkt. I dag har han altid stokken med sig i tasken, men tager den frem ved behov:
"Min coach mødte mig i udfordringen og skubbede til mig i mit eget tempo uden at banke mig i hovedet med, at det var noget pjat. Det er den tilgang, jeg i dag selv bruger i mit konsulentarbejde".
Én udfordring ad gangen
I Lasses optik er det at være konsulent hos Dansk Blindesamfund et vigtigt, men også udfordrende og hårdt mentalt job. Ét er, hvad han forbereder sig på, inden han tager ud og møder et medlem første gang. Noget andet er, hvad der sker i praksis. Det afhænger nemlig helt af, hvordan medlemmet har det, og hvor langt personen er i processen med sit synshandicap.
Han forklarer, at før hvert møde læser han op på medlemmet og tager fuldmagter, samtykkeerklæringer samt skemaer med til ansøgninger om Flexhandicap samt ledsagerordning. Når så han kommer ud til medlemmet, banker på døren, går ind og tager plads i stuen, kan han hurtigt mærke, om der noget helt andet på spil end det, han har forberedt sig på:
"Det kan for eksempel være, at personen er ked af ikke længere at kunne læse varedeklarationen på varerne derhjemme eller se prisen på mærkatet i supermarkedet. Så ved jeg, det ikke er i dag, vi skal snakke om ledsagerordning, men i stedet kigger ind i at sende vedkommende til kommunikationscentret for at afprøve en lup", siger Lasse og forklarer, at de på den måde tager én udfordring ad gangen.
Han fortæller også, at mange medlemmer er et svært sted mentalt, når han møder dem første gang. Med tiden ser han dog, hvordan hjælpen kan være med til at rykke medlemmerne til helt nye højder.
Menneskelig forvandling
Mange medlemmer har i starten svært ved at komme ud eller skabe sociale relationer. Men efter to til fire besøg kan Lasse så småt begynde at mærke en forandring: han og medlemmet lærer hinanden bedre at kende, og i den relation opstår både tillid og troværdighed:
"Tiden og relationsarbejdet med medlemmerne skaber et trygt rum, der fordrer mulighederne for at udforske livet igen. Og lige pludselig begynder de at få mod på at deltage i nogle af de ting, vi foreslår dem. Sociale aktiviteter, klubber, kurser med mere. At opleve den forvandling, et menneske, der har haft det så svært med sig selv og sit handicap, går igennem, er helt enestående", siger Lasse og fortsætter:
"Fordi vi har lyttet, støttet og foreslået de pågældende muligheder på de rette tidspunkter, kan personen gå fra at føle sig ked af det og indelukket til at sidde og snakke med alle rundt om bordet i klublokalet, være glad, smilende og glæde sig til næste møde. Det er meget rørende".
Den menneskelige forvandling og ikke mindst den taknemmelighed, forvandlingen kommer med, er en bekræftelse på, at Lasse og hans kolleger gør noget godt – og ikke mindst helt rigtigt – for et andet menneske. Og det gør det hele værd, fortæller Lasse og afslutter:
"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var et hårdt job. Men når du oplever den kæmpe menneskelige forandring og ser, hvordan det enkelte medlem, du har støttet og fulgt med hos længe, pludselig blomstrer på en ny måde og får livskvaliteten tilbage, så går det hele op i en højere enhed".