Adgang og rettigheder for førerhundebrugere

En førerhund er ikke et kæledyr, men et anerkendt og specialtrænet hjælpemiddel for mennesker, der er blinde eller svagsynede. Derfor har førerhundebrugere særlige rettigheder, når det gælder adgang til både offentlige og private steder, hvor dyr normalt ikke er tilladt.

Førerhundeinstruktør går med førerhunden Sigurd iført førerhundebøjle på en gågade

Lovgivning og adgangsret

Ifølge Fødevarestyrelsens Hygiejnevejledning, afsnit 12.1 har førerhunde adgang til:

  • Butikkers kundeområder
  • Restauranters serveringsområder
  • Andre steder med offentlig adgang, så længe hunden ikke kontaminerer fødevarerne

Det er virksomhedens ansvar at sikre, at fødevarerne beskyttes. Førerhundene er trænet til at begå sig sikkert og roligt i offentlige miljøer, og brugeren har ansvar for, at hunden holdes under fuld kontrol. Dansk Blindesamfunds førerhunde bærer sele med tydeligt mærke, der viser, at hunden er i arbejde. Det er derfor nemt at genkende og skelne en førerhund fra Dansk Blindesamfund fra andre hunde – det være sig kæledyr eller servicehunde.

Førerhundebeviset

Alle førerhundebrugere i Dansk Blindesamfund er udstyret med et førerhundebevis. Førerhundebeviset er udviklet, så førerhundebrugere kan vise det til butiks- og restaurantpersonale, hvis der skulle opstå problemer, når brugerne ønsker at tage deres hund med indenfor.

Som butiks- og restaurantejer fungerer førerhundebeviset som sikkerhed i forhold til at give førerhunde adgang uden at risikere sure smileys fra Fødevarestyrelsen.

Førerhundebeviset med teksten: Taxier, fødevarebutikker og restauranter har tilladelse til at give førerhunde adgang.

Offentlig transport og rejser

Førerhunde må medbringes uden beregning i bus, tog, metro og taxa. Det er bl.a. fastslået i Taxiloven, hvor førerhunde sidestilles med servicehunde til personer med andre former for handicap.

Ved rejser med tog anbefales det at reservere plads til hunden, så den har tryg plads på gulvet. Ved flyrejser er det flyselskaberne og modtagerlandets regler, der afgør adgang. I nogle lande, herunder Storbritannien, kræves dokumentation for, at hunden er trænet af en organisation godkendt af International Guide Dog Federation, hvilket gælder for Dansk Blindesamfunds førerhunde. Du kan læse mere om IGDF her:

Ret til at have førerhund i almene boliger

Selvom der i en husorden er nedskrevet et generelt forbud mod husdyr, har personer med varigt nedsat synsevne ret til at have førerhund i almene boliger. Det er beskyttet i henhold til Servicelovens § 112, som sikrer hjælpemidler, der i væsentlig grad letter hverdagen eller gør det muligt at arbejde.

Beskyttelse mod forskelsbehandling

Førerhundebrugere er omfattet af Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, der forpligter offentlige og private aktører til at sikre lige adgang til ydelser, lokaler og faciliteter. Ifølge loven må personer med handicap ikke afvises på grund af deres førerhund.

Dansk Blindesamfund følger løbende op på sager, hvor førerhundebrugere oplever ulovlig afvisning. Vi fører jævnligt sager for Ligebehandlingsnævnet, og vi vinder typisk disse sager. Det understreger, at det er ulovligt at nægte adgang uden saglig og vægtig begrundelse.

Du kan også læse eksempler på sager om førerhunde, der har været i Ligebehandlingsnævnet her:

Førerhunde er opdraget til at forholde sig i ro og til at holde sig tæt på brugeren, så derfor må de medbringes i alle fødevarebutikker og restauranter for at hjælpe brugeren sikkert omkring.

Førerhunde på arbejde

Når du møder en førerhund med bøjle på, er den på arbejde. Det betyder, at den koncentrerer sig om at lytte til sin bruger og føre vedkommende trygt omkring. Derfor må du ikke henvende dig, klappe den eller tage øjenkontakt.

Møder du en blind person med førerhund, mens du lufter din egen hund, så hold den i kort snor, så førerhunden ikke bliver forstyrret i sit arbejde.

Når bøjlen er taget af, har førerhunden fri og opfører sig ligesom en almindelig familiehund. Det er alligevel en god idé at spørge brugeren først, inden du klapper eller siger noget til hunden.

Se videoen og få gode råd til, hvordan du bedst omgås en førerhund på arbejde